Muligheder og udfordringer
Der er ingen tvivl om, at den psykomotoriske terapi står et helt særligt sted i det danske sundhedssystem. Det giver på én gang faget nogle helt unikke muligheder og nogle helt unikke udfordringer: Det helhedsorienterede er over os som aldrig før. Ikke mindst fænomenet stress har været med til at skubbe til den bredere befolknings forståelse for sammenhængen mellem det fysiske og det psykisk, og helhedsorienterede træningsformer som fx yoga er i kraftig vækst. Der findes et væld af kropsterapeutuddannelser, der lige som den psykomotoriske terapi ønsker at arbejde med det hele menneske. Ingen af dem er dog fuldtidsuddannelser, og ingen af dem har de ressourcer til rådighed, som psykomotorikken har, så det er klart, at faget her står med en mulighed for virkelig at tage førertrøjen.
Samtidig forpligter det at være en rigtig, statsanerkendt uddannelse. Modsat yogalærere og kropsterapeuter følger der en særlig opgave med den psykomotoriske terapi: Der skal måles og dokumenteres effekter, og der skal formuleres et sprog og en ramme, som gør, at faget ikke står i opposition til, men i stedet bindes sammen med det øvrige sundhedssystem.
Denne fjerde og sidste artikel i fænomenologi-serien handler om, hvordan fænomenologi og fænomenologisk forskning mere konkret kunne blive bragt i spil for at understøtte den psykomotoriske terapi i den svære balancegang det er at have en helhedsorienteret sundhedstilgang i et konventionelt sundhedssystem.
Fænomenologi som psykomotorikkens videnskabelige metode
“Flere effektmålinger!” Det var min 22-årige nevøs løsning. “De skal da bare sætte nogle effektstudier op og bevise, at det virker!” Sagt som kun en ung, idealistisk medicinstuderende kan sige det. Selvfølgelig har han ret i, at der er brug for flere effektstudier indenfor psykomotorik. Der er brug for at vise, at psykomotorisk terapi virker på albueproblemer, graviditetsgener, stress og alt muligt andet. Men måske endnu vigtigere er der brug for at få styr på, hvad det er, der virker, hvordan – og på hvad.
Et traditionelt effektstudie kan selvfølgelig vise, om der er en effekt ift. “treatment as usual”, og på den måde kan man måle effekten af både yoga, kropsterapi og meget andet (der kommer fx lige straks en peer reviewed artikel om effekten af Manuvision-behandling på PTSD).
Men for at sætte et godt effektstudie op, er der brug for klarhed i forhold til de præmisser, behandleren arbejder ud fra: Hvad er det konkrete problem, som behandles? Hvad er den konkrete indsats, som gøres? Og hvad er den konkrete effekt, der måles på? Det er relativt let at lave den slags, når det drejer sig om simple og isolerede problematikker i eksempelvis bevægeapparatet. Men når man arbejder helhedsorienteret med mennesker, som står med meget komplekse problemstillinger, hvor der er et væld af elementer i spil, bliver den slags studier ret komplicerede at sætte op. Alternativet bliver, at interventionen står som en slags “black box”, som vi bare kalder “yoga” eller “kropsterapi”, eller hvad vi nu kalder den, uden at vi nødvendigvis går nærmere ind i, hvad det så er, og hvilke konkrete elementer, der er i spil i interventionen. Dermed kan vi stadig godt måle en effekt – det er bare ikke særlig klart, hvad det konkret er, der har effekt. Og sådan et studie kaster ikke særlig meget lys tilbage på interventionen i forhold til, hvad man evt. fremadrettet kunne ændre eller forbedre.
Derfor tror jeg, at det, inden man laver de der store effektstudier på psykomotorikken – som på et tidspunkt skal laves, for lidt ret har han da, min nevø – ville være hensigtsmæssigt med et begrebsafklarende arbejde, som kan hjælpe til at sætte nogle tydeligere ord på, hvad det er, psykomotorikken er og gør. Tilbage i 1991 (i DAP bladet nr. 10 fra det år) efterlyste idrætssociolog Søren Damkjær en helstøbt, psykomotorisk “kropsfilosofi”, og jeg mener, fænomenologien vil kunne være en kæmpe støtte i sådan et udviklingsarbejde. Det mener jeg, fordi fænomenologiske interviewteknikker og analysestrategier tilbyder redskaber og metodegreb til at belyse netop det komplekse felt, som den psykomotoriske terapeut arbejder indenfor. Det er min hypotese, at et sådant afklarende arbejde ville gøre de efterfølgende effektstudier meget mere klare og konsistente.
Fænomenologi som anamnese og begrebsapparat
Jeg er overbevist om, at afkastet af en grundig, fænomenologisk belysning af den psykomotoriske terapi ville kunne mærkes helt ned på den enkelte behandlers briks. Simpelthen fordi en sådan belysning ville give flere ord og begreber til den enkelte psykomotoriske terapeut.
Når jeg taler med psykomotoriske terapeuter, oplever jeg ofte, at det er en udfordring at finde den rigtige terminologi at beskrive sit fag i. Nogle prøver med naturvidenskabelige beskrivelser af nerve- eller hormonsystemet, nogle går mere psykologisk til værks, og ofte bliver det sikkert lidt en blanding. I deres bog Psykomotorik i teori og praksis præsenterer Sherfig og Drost et helt “metodekatalog”, man kan “låne” fra. Et metodekatalog som selvfølgelig implicit også er et tilbud om en hel masse forskellige begrebsapparater[i].
Selvfølgelig skal man tale både anatomisk/fysiologisk og psykologisk om den psykomotoriske terapi og om det, der sker i en psykomotorisk behandling. Men det ville også være rigtig godt at have en konsistent, helhedsorienteret terminologi som var særligt tilpasset den psykomotoriske terapi – det både når behandleren skal italesætte sit fag, og når patienten skal italesætte sin oplevelse.
Ligesom Petitmengin har hjulpet epilepsipatienter til at få konsistent, fænomenologisk sprog for epilepsioplevelsen, og Martiny har hjulpet mennesker med cerebral parese til at få sprog for det, deres livssituation byder dem, tror jeg, fænomenologien vil kunne hjælpe psykomotoriske terapeuter såvel som klienter/borgere/patienter til at videreudvikle et mere konsistent, oplevelsesbaseret sprog til at beskrive det psykomotoriske arbejde i.
Og jeg er ikke i tvivl om, at den udvikling vil være med til at stille den enkelte psykomotoriske terapeut stærkere i sit fag, fordi den vil gøre kommunikationen med borgere/patienter såvel som andre faggrupper klarere og mere præcis.
Tak…
Tak for, at jeg har måttet tage din tid med mine overvejelser her.
Som du sikkert har kunnet læse ud af artiklerne, er jeg ikke selv psykomotorisk terapeut, men jeg har en kæmpe interesse for faget og ikke mindst det, faget står for.
Som du sikkert også har kunnet læse, er artiklerne her ikke særligt videnskabelige eller konsistente. Det har været mit forsøg på at sige lidt om fænomenologi og dele lidt af de tanker og idéer, som spirer i mit hoved.
Jeg håber, du har haft fornøjelse af at læse med. Hvis du har kommentarer, kritik, skarpe observationer eller andet, som du har lyst til at dele med mig – forfatteren – så er du meget velkommen til at kontakte mig via mail, Facebook eller LinkedIn.
[i] Metodekataloget findes på side 24-25 i Psykomotorik i teori og praksis, Drost, S. & Sheriff, P. Forlaget Drost, 2019.
