Den fænomenologiske superposition

Opløsningen af et umiddelbart paradoks

Det lyder jo selvmodsigende, hvis det virkelig er sådan, at fænomenologien vil anerkende min førstepersons oplevelse og samtidig vil sige noget om tingene, som de virkelig er.

Det lyder selvmodsigende, ja, men det gør det – siger fænomenologien – fordi vi går til hele denne her problematik om, hvad sandhed er, hvad subjektivitet og objektivitet er på baggrund af vores almindelige, fejlbehæftede forståelse af sandhed, viden og videnskab.

Her er det, at det bliver lidt langhåret. For fænomenologien har nemlig også det ærinde, at den vil gøre op med, hvad den ser som en misforstået tænkemåde. En tænkemåde, som vi alle mere eller mindre er underlagt uden at vide det.

For eksempel:

Når man kommer ind ude fra kulden og stikker hænderne ind under vandhanen, så opleves vandet, som om det er brandvarmt, men på termometeret står der, at det kun er 14,3°C, hvilket vi ikke plejer at opleve som særlig varmt. Og når en person, som ikke har været med ude at lave snebolde, stikker hænderne ind under vandet, oplever vedkommende ikke, at det er særlig varmt. Den oplevelse kender alle sikkert, spørgsmålet er, hvordan vi fortolker den.

De fleste ville nok forklare hændelsen som følger: Der findes en underliggende, oplevelse-uafhængig virkelighed, som er den mest virkelige og stabile. I den virkelighed er vandet 14,3°C. Og så er der min omskiftelige oplevelse, som nogle gange dømmer 14,3°C som “koldt” og nogle gange som “varmt”. Derfor er det mere sandt at sige, at vandet er 14,3°C end at sige, at det er varmt.

Den fortolkning vil fænomenologien stille sig på bagbenene over. For det første vil fænomenologien sige, at hvis du hævder, at din oplevelse af, at vandet er varmt, er mindre sand eller ligefrem usand, så er det fordi, du ser den i en for snæver kontekst. Du ser ikke oplevelsens perspektivbundethed. For det er jo sandt, at hver gang du har været ude at slås med sne og kommer ind og stikker hænderne under vandhanen, så er vandet varmt. Det er ligefrem sådan, at for andre mennesker, som står i samme situation som dig, så er det altid sandt, at når de kommer ind efter at have lavet snebolde og stikker hænderne under vandhanen, så føles vandet varmt. Sagt med andre ord, hvis du medtænker, hvem det er, der møder verden under hvilke omstændigheder, så kan du sagtens hævde noget ubetinget sandt om subjektive oplevelser, og på den måde gå til tingene selv – som de opleves.

For det andet er sandheden “14,3°C” meget mere kontekstuel og meget mindre objektiv, end vi forestiller os. For hvad er egentlig “14,3°C”? Hvis jeg ser tallet på et skilt på vej ned af badebroen, så vil jeg nok tænkte, at 14,3°C er rimelig koldt. Medmindre jeg kommer lige fra saunaen og på vej ud at vinterbade, så vil jeg tænke, det er rimelig varmt. Og hvis det er vand jeg skal lave te af, så vil jeg tænke, det er ret koldt, medmindre jeg befinder mig ved 0.0444921 atmosfæres tryk, hvor 14,3°C varmt vand jo som bekendt er kogende (men stadig ikke varmt nok til at lave ordentlig te af).

Det naturvidenskabelige bagtæppe og den fænomenologiske superposition

Nu skal det heller ikke komme til at lyde, som om det er forkert at tale om 14,3°C vand. Hvis man vil koge bakterierne ud af sit drikkevand, så er det sikkert en rigtig god idé med et termometer. Der er kontekster, hvor det giver god mening at sige 14,3 grader eller 100 grader, og der er kontekster, hvor “varmt” eller “koldt” er en bedre og mere relevant beskrivelse.

Problemet er, at vi i det moderne, vestlige samfund pga. vores store tiltro til naturvidenskaben har fået den idé at 14,3°C er mere rigtigt, sandt og objektivt end “varmt”. Problemet er, at naturvidenskaben har givet os den falske idé, at vi kan udfase eller underkende det perspektivbundne, fordi vi tror, at den naturvidenskabelige udtalelse kommer fra et nærmest sterilt sted og ikke er afhængig af nogle præmisser.  Så når vi står der med hænderne under vandet, og du siger, “Det er sør’me varmt”, så føler jeg næsten, at jeg kan tillade mig at sige, “nej, det er ej, det er kun 14,3 grader”. Lige i den kontekst er det selvfølgelig ikke andet end lidt sjovt. Men det er den indstilling, som også har sneget sig ind i vores samfund mere generelt og som eksempelvis i vores sundhedsvæsen kan have ret væsentlig indflydelse på, hvilke problemer der tages alvorligt som “rigtige” problemer, og hvilke der ikke gør.

Vandet er varmt, og det er samtidig 14,3 grader, dét er fænomenologiens “super-position”, og hvis du ikke kan rumme begge dele, så er din kontekst for lille og dit perspektiv for snævert.