Naturvidenskabens begrænsninger
For nu at begynde der hvor den foregående artikel slap, så er naturvidenskaben ret god til at måle, hvor mange grader vand er. Og naturvidenskaben kan sige noget om de omstændigheder, der skal være til stede, for at vand fryser ved 0 ℃ og koger ved 100 ℃.
Men hvornår vand føles varmt eller koldt for et givent menneske, det er straks en anden sag, som ikke let lader sig beskrive i naturvidenskabelige termer. Man kan selvfølgelig gå i den anden grøft, og lave kvalitative interviews, og spørge det enkelte menneske om sin helt særlige oplevelse. Kvalitative interviews kan belyse mange væsentlige ting, men er man ude efter et mere alment sandhedskrav, så kan det være en god idé at kigge til fænomenologien.
Den går til værks igennem feltstudier og interviews, og den leder i sin analyse af det indsamlede materiale efter det, som kaldes ”strukturel invarians”. Hermed menes, at nok er oplevelser på den ene side subjektive og private, men på den anden side kan den overordnede struktur ved en given privat oplevelse godt gå igen hos mange – måske ligefrem være alle menneskers oplevelse; de fleste oplever, at lunkent vand er varmt, når de kommer ind fra kulden.
Det er måske ikke det mest interessante at finde ud af, hvornår lunkent vand føles varmt, og det er nok heller ikke så svært at gætte, at det er, når man selv har kolde fingre. Men der er andre væsentlige områder, hvor sammenhængene i udgangspunktet ikke er helt så oplagte, og hvor fænomenologiske interviews og analyser har vist sig at være til stor nytte og været med til at skabe store, konkrete forandringer og forbedringer i menneskers liv.
Mikrofænomenologi – en fænomenologisk succeshistorie
“Om et øjeblik vil jeg stille dig en opgave. Når du er færdig med opgaven, kan du give mig et tegn, og så begynder interviewet… Er du klar? Godt. Jeg vil bede dig om at stave til ordet elephant…”
Det er sådan, det første mikrofænomenologiske interview begynder for de fleste. Hvorfor det altid lige er det at stave til elephant, der er eksemplet, ved jeg ikke, men desuagtet går den næste halve eller hele time med at afdække, hvad du præcis gør, når du staver til elephant. Hører du bogstaverne som lyde, eller ser du dem måske for dig som billeder? Hvis det sidste er tilfældet, kommer de så et ad gangen eller alle på én gang? Er det versaler eller små bogstaver? Har de en farve? Alle spørgsmål stilles efter et bestemt system, og der er opsat skarpe regler for, hvordan man bedst holder et interview på sporet og dermed skaber de bedste forudsætninger for at afdække alle de konkrete nuancer, der er i den subjektive oplevelse.
Man kan selvfølgelig sige, at det er ret lige meget, hvordan man staver til elephant, men hvis man bruger de samme finpudsede metoder til at afdække, hvilke oplevelser og sansninger der går forud for eksempelvis et epileptisk anfald, så kan det pludselig bruges til noget. Og det er netop hvad Claire Petitmengin – ophavskvinden til det mikrofænomenologiske interview – har gjort. Derigennem er det lykkes hende og hendes gruppe af forskere at pege på “strukturel invarians” i den måde, et epileptisk anfald opleves på. Før Petitmengin og co. var der en generel enighed om, at epileptiske anfald kom uden noget entydigt “forvarsel”. Men efter hendes mange og grundige interviews med epilepsipatienter, kan man nu pege på ensartede træk ved den subjektive oplevelse, som går forud for et anfald, og dermed give den enkelte epileptiker en mulighed for at forudsige et anfald og tage sine forholdsregler.
En sjov krølle på historien er, at da man efter Petitmengins interviews genbesøgte de (objektive) scanninger, der var foretaget på en del af interviewsubjekterne, kunne man pludselig genkende et mønster i den data, man før ellers ikke kunne trække noget særligt ud af. Men det var altså først efter indrapportering af den oplevede invarians, at den objektive måling også gav mening.
Skizofreni og spastisk lammelse
Indenfor psykiatrien er diagnosticering ikke altid let. Ideelt set ønsker man at finde et biologisk korrelat til en given lidelse, men ofte er lidelserne meget komplekse, og det entydige biologiske fundament ikke let at afdække – hvis det overhovedet er der.
Derfor har man også der taget den fænomenologiske metode til sig, og man er bl.a. nået ret langt med at udvikle et diagnostisk redskab til skizofreni, som baserer sig på et fænomenologisk interview med den skizofrene. Sigtet er, at man i fremtiden vil kunne diagnosticere skizofreni på baggrund af den ‘strukturelle invarians’, som rapporteres af de skizofrene selv, når de – rammesat af en specifik fænomenologisk interviewmetode –fortæller om deres oplevelser af skizofreni. Der findes ligefrem en Oxford Handbook of Phenomenological Psychopathology, og det er antageligt, at fænomenologien henover de næste år vil komme til at fylde mere og mere inden for det felt.
Også i forbindelse med mere somatiske problematikker som eksempelvis cerebral parese (CP) har fænomenologien imidlertid vist sig at kunne bidrage med værdifuld videnskabelse.
Udfordringen ved netop CP er, at lidelsen som oftest er medfødt, og det derfor kan være svært for den lamme at beskrive sine kropsoplevelser i termer som ikke-lamme kan forstå og forholde sig til. I et Ph.d.-projekt fra 2015 tog Kristian Martiny den problematik alvorligt, og lavede en række fænomenologiske interviews med mennesker med CP. Det projekt gav en ny stemme til den gruppe mennesker, og det medførte en række ændringer i de gængse (re)habiliteringsstrategier for cerebral parese.
Fænomenologien og den psykomotoriske terapi
I en aftagerundersøgelse foretaget af VIA og KP i 2019 spår nogle arbejdsgivere “en særlig fremtidig rolle til psykomotoriske terapeuter i forbindelse med komplekse borgerforløb, som kendetegnes af samtidige psykosociale, somatiske og psykiske problemstillinger”. Så til trods for, hvordan det nogle gange lyder, er der altså virkelig nogen, der har fået øjnene op for den psykomotoriske terapis særkende.
Fænomenologien kan, som vist i denne artikel, noget i forhold til at afdække komplekse problemstillinger, og derfor er det oplagt at bringe de to fagligheder nærmere hinanden. Men selvfølgelig skal kroppen også i spil, og dén er fænomenologien, som vi skal se i næste artikel, heldigvis heller ikke bange for at sige noget om – og det endda på en måde, som spiller ret godt sammen med psykomotorikken.
