Den fænomenologiske krop

Den naturvidenskabelige krop og den oplevede krop

At ordet krop er i familie med det latinske corpus, som også betyder lig, er næppe nogen tilfældighed. For det er jo netop den immobile, “døde” krop, lægevidenskaben har studeret (og obduceret) de sidste 400-500 år. Det har ledt til alskens fremgang ift. sundhed og sygdomsbekæmpelse, men det har også indlejret en overbevisning i vores kollektive underbevidsthed om, at kroppen er en slags “tingest”, og at lægen er den, der ved mest om den. I en vis forstand er det jo rigtigt nok – og hurra for læger og moderne medicin. Men i en vis forstand overser den forestilling samtidig fuldstændig vores almindelige oplevelse af kroppen. For i dagligdagen oplever jeg jo ikke min krop som en fremmed tingest. Jeg oplever faktisk knap min krop, men lever i stedet ud fra den, som også Sartre pointerer i citatet herover. Når jeg handler og agerer, tænker jeg ikke over min krop, før jeg pludselig vrider om på anklen, får en splint i fingeren eller en flue i øjet. Først da bliver jeg overhovedet opmærksom på, at min krop består af disse ting; ankler, fingre og øjne. Men så længe det bare fungerer – hvilket heldigvis er det meste af tiden – er kroppen ikke noget, som står frem i min bevidsthed. I den tyske, fænomenologiske tradition skelnes imellem Körper, som beskriver den “døde” og genstandsmæssige krop, og Leib, som beskriver den levede krop. Og det er netop Leib-kroppen eller den levede krop, fænomenologien er interesseret i at give en plads til.

Opgøret med dualismen

At ville beskrive den levede krop kræver et opgør med små 500 års vanemæssig, dualistisk tænkning – og det er ikke nogen lille ting. Vi er vant til at tænke objektivitet som videnskabens højeste ideal, og vi er vant til at tænke, at objekter bedst studeres i et isoleret vakuum i et sterilt laboratorium. Men med den levede krop står vi pludselig med noget, som ikke rigtigt kan forstås som et objekt, og som vi ikke rigtig kan studere på de almindelige, videnskabelige præmisser, vi er vant til. I stedet må vi, når vi vil forstå kroppen fænomenologisk, studere den i sammenhæng med bevidsthed, tanker og følelser og i den kontekst, som den indgår i. Med andre ord skal vi som fænomenologer til at medtænke alle de ting, vi tidligere har forsøgt at ignorere.

At forske i den levede krop

Den nye kropsforståelse og den nye anerkendelse af det oplevede perspektiv stiller nye krav til og åbner nye muligheder for forskningen: Hvor det tidligere var forskerens fremmeste opgave at skrive sig selv ud af billedet og stå på den anden side af glasset, er der de sidste 30-40 år opstået forskningsstrategier, som går den anden vej. Under overskrifter som sensorisk etnografi, embodied ethnography og auto-etnografi begynder flere og flere forskere selv at deltage i kropslige praksisser – det være sig tai-chi, tango, kunstperformances og meget andet – for dermed at kunne beskrive, hvordan disse praksisser faktisk opleves kropsligt “inde fra”.

Det som tidligere var forbudt; at interagere med “materialet”, bliver nu mere og mere normen inden for eksempelvis etnografi og antropologi, og at forestille sig, at man kan beskrive danseritualer hos afrikanske stammefolk fra et objektivt perspektiv, bliver nu set som noget, der hører en arrogant og selvhøjtidelig, kolonialistisk fortid til. I stedet bliver opgaven for den moderne antropolog at fremlægge og medtænke sit eget uomgængelige perspektiv i beskrivelsen af “det andet” eller “det fremmede”.

Fra bedrevidenhed til anerkendelse

Umiddelbart tænker jeg, at det er præcis den anerkendende tilgang, psykomotorikken læner sig op af med sit ideal om at “understøtte udviklingen af handlekompetencer og livsmestring”[1]. For hvordan skulle man kunne understøtte den udvikling, hvis man ikke netop anerkender det oplevede perspektiv hos den, man vil hjælpe? Og hvordan skulle man anerkende det, hvis ikke man også til en vis grad kan indleve sig i det?

Det bliver tydeligt flere og flere steder i sundhedssystemet, at en bevidsthed om egen sundhedstiltand – såkaldt health literacy – er en væsentlig faktor i sundhed og helbredelse. Jeg tænker personligt, at det er det perspektiv, psykomotorikken har haft helt tilbage til sin tid som afspændingspædagogik, hvor det med Grethe Jørgensens ord nøjagtig handlede om “at tage sin egen (og derned klientens) kropsoplevelse alvorligt”[2].

Kropsbevidsthed i et fænomenologisk perspektiv

Det moderne ideal til trods er der steder, hvor den psykomotoriske begrebsramme ikke rigtig synes at have taget kropsfænomenologiens indsigter til sig.

Særligt oplever jeg, at det skinner igennem i den brug, man finder af begrebet kropsbevidsthed. For hvis man eksempelvis definerer kropsbevidsthed som “den objektive viden om egen krop […] en biologisk eller fysiologisk indsigt, hvor den fysiske krop er genstand for oplevelsen”[3], som Ruth Ryborg gør det, er det som om man er tilbage i en forestilling om “viden om kroppen som genstand”, som slet ikke tager de fænomenologiske indsigter alvorligt. Eller hvis man, som Ane Moltke gjorde, taler om “en nøgtern bevidsthed om kroppens funktion”[4], virker det også meget som om, der er en bevidsthed på de ene side og en krops-genstand på den anden.

Dermed ikke sagt at man ikke kan have “fysiologisk indsigt” eller “nøgtern bevidsthed om kroppens funktion”. For selvfølgelig kan man det, og selvfølgelig kan det være en udmærket ting at have. Men det er spørgsmålet, om det er det, vi egentlig mener med kropsbevidsthed, og om hvorvidt “objektiv viden om egen krop” faktisk er det, man får ud af at lære at “mærke efter”?

Og endelig er det selvfølgelig spørgsmålet, om det virkelig er en sådan “objektiv viden”, en psykomotorisk terapeut tilbyder sine klienter?

 

[1] Citeret fra studieordningen, 2020

[2] Frit citeret fra Schwab & Haxthausen: Metoden kropsterapi og afspænding – Psykomotorisk terapi (2017)

[3] Ruth Ryborg, citeret fra Jensen: Psykomotoriske grundøvelser (2021)

[4] Ane Moltke, citeret fra Skovenborg: Psykomotoriske faglige grundbegreber og grundforståelse – tradition og fornyelse (2020)