Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

selvstændig

“Det var for meget markedsføring og for lidt faglig udvikling”

12. december 2019
Artiklen blev oprindeligt bragt i Psykomotorik #4 2019

I 2016 lukkede Sara Beck en succesfuld virksomhed og fandt i stedet et fast job. Hun savnede kolleger og mere tid til faglig udvikling.

Sara Becks historie som selvstændig er en historie om succes og gåpåmod. Men det er også en historie om at savne kolleger og faglig dybde og om til sidst at lukke sin virksomhed.

Som nyuddannet vidste Sara Beck, at hun ville være konsulent inden for ergonomi og arbejdsmiljø, og ringede til 10 virksomheder om dagen for at undersøge, om der var et marked. Det var der. Efter to måneder kunne hun melde sig ud af dagpengesystemet.

Ret hurtigt fik hun også en forespørgsel om personlig træning, en klient blev til flere, og forretningen blev udvidet med personlig træning, hvor Sara trænede sammen med sine klienter i naturen omkring deres hjem. Tilgangen af klienter blev styrket af, at hun også annoncerede og skrev klummer om træning i den lokale ugeavis.

Derfra voksede ideen om træningskonceptet ’Back to nature’, der var gruppeundervisning i naturen målrettet kvinder over 30 år – det blev så solid en succes, at det spredte sig til flere byer, og hun kunne ansætte flere psykomotoriske terapeuter på freelancebasis.

”Det var nærmest kanvassalg, jeg lavede i starten, og det er jo virkelig hårdt. Men jeg blev helt sikkert også hjulpet af, at jeg kom fra en SU, og at jeg ret hurtigt fik nogle klienter. Det gav mig hurtigt en jævn indkomst,” fortæller Sara om den allerførste tid som selvstændig.

Ikke to selvstændige er ens

Man kan være selvstændig på mange måder – vi har talt med fire selvstændige og en enkelt, der har valgt at lukke sin virksomhed. Læs dem her:

“Der er mange rigtige måder at være selvstændig på”

“Det ville være dejligt at finde en mentor”

“Min læretid var guld værd”

“Det er klart, at venskabet forandret sig”

Alle artiklerne blev oprindeligt bragt i Psykomotorik #4 2019, så den enkeltes situation er ikke nødvendigvis den samme, når du læser artiklen.

I 2013 udgav hun bogen ”Dit suveræne liv” på forlaget Lindhardt og Ringhof. Det var en proces, der havde krævet massiv stædighed, for det var svært at få et forlag til at købe ideen. Men det lykkedes. Og det sparkede yderligere gang i forretningen, fordi hun nu optrådte i blade som Alt for Damerne og Fit Living.

”Fra 2013 til 2015 rullede det virkelig bare. Jeg arbejdede også meget, men det var meget afvekslende og bare virkelig sjovt,” siger hun,

De fleste morgener og to aftener om ugen havde hun klienter. Resten af dagen gik med markedsføring og administration.

”Jeg brugte rigtig meget tid på arbejde, der ikke kunne faktureres, som for eksempel klummer og nyhedsbreve. Med tiden fyldte den del meget i forhold til den faglige udvikling. Som selvstændig skal man finde på alting selv, og jeg savnede virkelig nogen at dele virksomheden med. Jeg ledte faktisk efter en partner på et tidspunkt, men det var ret svært. Virksomheden var nok for personlig til, at det kunne lykkes,” siger hun.

I 2016 var hun på barsel med sit tredje barn, og i den periode besluttede hun at lukke sin virksomhed.

”Jeg havde faktisk ikke rigtig lyst til at vende tilbage, og det var en beslutning, jeg var rigtig glad for. Ikke mindst fordi det var min beslutning. Det skyldtes ikke økonomi og den slags – det handlede om, at jeg havde lyst til at udvikle mig mere fagligt, end jeg kunne i min virksomhed,” siger hun.

En del af klienterne blev overdraget til andre selvstændige, og i slutningen af 2016 fik hun job på et aktivitetscenter i Hillerød, hvor hun er ansvarlig for krop og bevægelse for ældre med forskellige diagnoser. Et job, hun fortsat har – og er glad for.

”Det er superspændende, og jeg er i et rigtig godt tværfagligt team, så jeg har både godt kollegaskab og faglig sparring,” siger hun og fortsætter:

”Jeg får muligheden for at gøre en forskel for mennesker, der er i en svær livssituation. Jeg kan bidrage til, at de får en god dag, og være med til at holde dem i form på deres præmisser. Jeg synes faktisk, at jeg får det faglige indhold, jeg også havde i min virksomhed – bare uden at skulle lave markedsføring,” siger hun.

Sara Beck

Sara Beck blev uddannet psykomotorisk terapeut i 2010, hvorefter hun straks startede egen virksomhed inspireret af Pernille Mørup, som hun havde haft som underviser i skolen. Virksomheden havde hun indtil 2016, hvor hun fik job i Hillerød Kommune.

I løbet af de første år tog Sara Beck et selvbetalt kursus i at drive en enkeltmandsvirksomhed – det var ifølge hende selv meget givtigt og gav hende blandt andet ideen til at skrive bogen ”Dit suveræne liv”, der udkom på Lindhardt og Ringhof i 2013.

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN