Jeg elsker min hest og ridning, og jeg vil ikke opgive det: Rideangst i et psykomotorisk perspektiv
Præsentation af projektet
Formålet med mit bachelorprojekt var at skabe en større forståelse af fænomenet rideangst, og dermed give psykomotoriske terapeuter nye perspektiver til håndtering af rideangst blandt ryttere.
I projektet er begrebet rideangst blevet brugt i situationer, hvor en rytter oplever nervøsitet, frygt eller angst i samværet med heste, under ridning, eller bare ved tanken om at være sammen med en hest eller ride den.
Projektets metode har været tekstanalyse af tre tekster, der er skrevet af tre forskellige ryttere. Teksterne fortæller om rytternes egne oplevelser med rideangst, og om forskellige situationer som rytterne mener kan have haft betydning for udviklingen af deres rideangst.
Teksterne er primært analyseret ud fra Den Polyvagale Teori, som dog bliver sammenholdt med kropsbevidsthed, kropsoplevelse, awareness og Engströms logikker.
Der var tre analysespørgsmål til teksterne:
- Hvilke mulige årsager er der til at rytterne har rideangst?
- Hvordan, og i hvilke situationer, kommer rideangsten til udtryk?
- Hvilke mulige årsager er der til at rytterne vil fortsætte med at ride, selvom de har rideangst?
Projektets konklusion er, på baggrund af Den Polyvagale Teori og de valgte tekster, at rideangst kan forstås som et resultat af et eller flere traumer i forbindelse med ridning. Kroppens hukommelse kan desuden have indflydelse på hvornår rideangsten kommer til udtryk. Rideangsten kan komme til udtryk enten som en aktivering af det sympatiske nervesystem eller som en aktivering af det dorsale vagal kompleks (DVK) i det parasympatiske nervesystem. Hvis det er DVK der aktiveres, så kan rideangsten komme til udtryk som at rytteren lukker ned, og går i "frys-tilstand", og måske endda besvimer.
Rideangsten kan "sprede sig", så der er flere situationer med heste rytteren bliver bange for. Så det kan være at rytteren starter med at være bange for at ride, men efterhånden også bliver bange for hesten fra jorden. Dette kan skyldes traumer, der gør at rytteren begynder at opfatte faresignaler i flere situationer end tidligere.
Der kan være flere årsager til at ryttere med rideangst vil fortsætte med at ride. Nogle af årsagerne kan være Det Sociale Engageringssystem, fællesskaber med andre ryttere (communitas), og så logikker. I projektet er der især fokus på logikkerne samvær med dyr og naturmøde.
Rideangst kan forstås ud fra et traumeperspektiv, hvilket giver mulighed for at anvende traumeteori i arbejdet med rideangst. Arbejdet med rideangst kan ske gennem træning af rytterens kropsbevidsthed og awareness, så rytteren lærer at skelne mellem nuværende sansninger og erindringer af tidligere sansninger. Kroppens hukommelse kan også inddrages direkte, så rytterens opmærksomhed flyttes hen på gode og behagelige kropsfornemmelser og sansninger, der har været på en ridetur, rytteren synes var en god oplevelse.
Som psykomotorisk terapeut er jeg optaget af hvordan vi mennesker kan bruge hinanden og naturen til at finde vores ressourcer.
Rikke Dahl Ravn, psykomotorisk terapeut
Projektet i praksis
Med en større viden om rideangst kan vi som psykomotoriske terapeuter bedre hjælpe ryttere med rideangst.
Det er blevet meget udbredt at bruge ridning og samvær med heste i fysioterapi og terapi. Selvom der er fokus på sikkerhed her, så kan der ske uheld, som kan have betydning for klientens tryghedsfølelse. Her er det vigtigt at hjælpe klienten til at føle sig tryg igen, for at klienten kan have størst effekt af terapien.
Ved at hjælpe ryttere med rideangst, så er der en større sandsynlighed for at de bliver ved med at ride. Ridning har mange fordele, både fysisk, psykisk og socialt for rytterne, og har dermed en sundhedsfremmende effekt. Ridning er desuden en sportsgren for personer i alle aldre, og med forskellige funktionsevner.
Efter at have arbejdet med projektet, så har jeg fået en forståelse for at traumer ikke kun behøver at opstå efter voldsomme oplevelser. Det er nemlig ikke selve oplevelsen der skaber traumet, men det er hvordan personens nervesystem reagerer oplevelsen der skaber traumet. Det har betydet at jeg tror der er mange flere som går rundt med et eller flere traumer i varierende grader, som kan have betydning for deres fysiske og psykiske helbred. Det er derfor vigtigt at hjælpe mennesker med at få skabt en følelse af tryghed.
