Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Nyuddannet

Kapitel 3: Nyuddannet og ledig – ja, okay – men hvor længe skal jeg så egentlig være det?

I rejsen fra studie til job, hvor DAP har fået lov til at følge Daniel, er vi nu nået til kapitel 3, hvor vi gør holdt ved spørgsmålet om, hvor længe man mon egentlig skal være ledig, og hvordan man håndterer ikke at kende til periodens udløbsdato.

Af Astrid Hjorth Balle, redaktør i DAP

21. maj 2021

I dette kapitel taler jeg med Daniel om, hvordan han aktuelt har det, og hvilke tanker han gør sig henimod udgangen af hans 4. ledighedsmåned. Daniel er altid talelysten og vil gerne dele sine overvejelser og oplevelser med mig og alle jer – og denne gang er heldigvis ingen undtagelse.

Da jeg spørger ham, hvordan det aktuelt går, lægger Daniel vægt på, at han – udover at søge job – fortsat har fokus på at betragte denne ”venteperiode” som en meningsgivende proces frem mod et job og holde sig beskæftiget bl.a. med fagligt udviklende projekter. Dermed dog ikke sagt, at han ikke tænker på, at ”tiden går”, understreger han. For han får da oftere og oftere følelsen af, at der godt snart må ske noget, men så minder han sig selv om, at det statistisk set ikke er unormalt, at der går mellem et halvt og et helt år, førend man får job som nyuddannet PMT. Og heldigvis møder han ikke undren fra sine omgivelser over, at han fortsat er ledig. Måske han vil blive lidt ramt, når de snart skal afholde den dimission, de måtte udskyde i januar, hvis han dér oplever, at mange er kommet i job, fortæller han ærligt, men det må han jo så tage med som en mulig emotion.

Hold dig i gang med konkrete projekter

Gennem hans jobkonsulent fra jobcenteret har Daniel fået et rekrutteringsforløb, som han begynder i til juni. Den rekrutteringsvirksomhed, som han bliver tilknyttet, har forbindelse til mange tusind virksomheder, så de kan forhåbentlig hjælpe ham med både kontaktskabelse og målrettede ansøgninger.

Udover at skulle være med i rekrutteringsforløbet har Daniel tidligere deltaget i både enkeltstående webinarer og længere onlineforløb i sin a-kasse, og han sørger som nævnt generelt for at holde sig beskæftiget bl.a. med udarbejdelsen af sin e-bog om psykomotorik. Og netop det her med at producere og skabe noget er ifølge Daniel vigtigt for at kunne opleve ledighedsperioden som meningsfuld. Desuden kan det at kunne fremvise et konkret produkt eller fortælle om, hvad man har ”bedrevet” ledighedstiden med, være nyttigt, når man en dag sidder til jobsamtalen og skal fortælle om sig selv. Et konkret projekt vil også manifestere sig på en anden måde end en uhåndgribelig jobsøgningsproces som regel gør det. Selvfølgelig kommer der konkrete ansøgninger og CV’er ud af en jobsøgningsperiode, men med et sideløbende projekt, som man selv er herre over, oplever man måske i højere grad, at man får noget fra hånden, og på den måde kan det udgøre en positiv følelse midt i nogle måske mere frustrerende eller tenderende negative følelser.

Et nyt CV

Når Daniel ikke skriver ansøgninger, skriver på sin e-bog eller nyder en god gåtur, så læser han. Han læser for eksempel om, hvordan andre er kommet i job, hvordan man er ledig uden stress, og hvordan man laver et godt cv. Sidstnævnte har faktisk ført til, at han har brugt rigtig lang tid på en ny opsætning af sit CV med inspiration fra netop en af de bøger, han har læst (se Daniels anbefalinger og lad dig inspirere af hans CV længere nede på siden).

Noget af det, Daniel bl.a. har lagt vægt på i sit CV, er at beskrive én udfordring, som den arbejdsplads, han har været på, havde på daværende tidspunkt, og hvordan han hjalp til med at løse den. Det konkretiserer og forklarer, hvordan både hans faglighed og personlighed kan bidrage på arbejdspladsen. Og netop fordi en sådan opsætning skal vise, hvordan Daniel er som menneske, har han også en i PMT-sammenhænge umiddelbart mindre relevant arbejdserfaring med, nemlig hans ansættelse i Elgiganten. Om den står der således:

 

For at vise nuancerne i hans erfaring og det, han kan bidrage med, giver det for Daniel mening at gøre det på netop denne måde, men det er selvfølgelig meget forskelligt fra person til person, hvilket fokus og hvilken opbygning i CV’et man har det bedst med.

Lys på processen mere end målet

Henimod slutningen af vores samtale spørger jeg Daniel, om han ved, hvornår han bliver rigtig utålmodig ift. sin jobsøgningsproces, dvs. utålmodig på den der måde, hvor det skaber uro og utryghed. Daniel væver lidt, men ender på en 6-7 måneder – herefter begynder det nok at blive liiidt træls, siger han. Når jeg spørger ham, er det selvfølgelig ikke for at ryste hverken ham eller jer derude, som også er ledige lige nu, men for at sætte fokus på, at det er helt naturligt at gøre sig tanker om, hvornår ledighedsperioden er forbi – og blive lidt påvirket af ikke at kende udløbsdatoen. For Daniel lader det til at være en god strategi at betragte perioden meget processuelt, dvs. med fokus på, at ledighedstiden er en nødvendig del af det at skulle finde et arbejde, man gerne vil have. Desuden, afslutter Daniel, ville det nærmest være fagstridigt ikke at forsøge at rumme denne periode som en proces, når man tænker på, hvordan PMT-studiet har lagt så meget vægt på netop det procesorienterede fremfor selve målet.

Lad det være de sidste ord i denne omgang: Prøv så vidt muligt at lyse på processen i det at finde job. Hold dig beskæftiget og brug også både netværk og natur til at give dagene mening.

Daniels CV og anbefalinger til relevant læsning og gode links

  • Helle Alsted: Ledig uden stress. Kan købes via denne hjemmeside.
  • Belinda Bramsnæs: Headhunterens guide til det gode CV. Kan bl.a. købes på saxo.com.
  • Jobfisk.dk – her kan du få hjælp til jobsøgning vha. et hurtigt overblik over jobdatabaser, fagdatabaser og vikar- og rekrutteringsbureauer med alle relevante oplysninger. Desuden finder du artikler, der handler om det meste inden for joblivet: jobsøgning, karriere, arbejdslivet og meget mere.
  • Her kan du se Daniels CV og lade dig inspirere til en mulig opsætning og/eller indholdsopbygning.
  • Daniels CV er bygget op i det åbne program, der hedder Canva. Det er intuitivt og let at gå til. Den konkrete skabelon i Canva, som Daniel har brugt, finder du lige her.

DAP vil gerne takke Daniel for at være med og for at ville dele sine tanker og sin situation – det er vi rigtig glade for, og vi håber, det kan inspirere andre i lignende situationer.

I næste kapitel skal vi kigge mere på, hvordan jagten på ansættelse foregår, hvordan man kan arbejde med sine ansøgninger, hvordan man søger dem frem, hvad man kan lægge vægte på, når man formulerer sine ansøgninger – og hvordan man overhovedet finder ud af, hvilken område man gerne vil arbejde inden for?

HUSK, at du altid er velkommen til at kontakte DAP, hvis du har spørgsmål til din situation, eller hvis der er emner, du godt kunne tænke dig, at Daniel tog op. Skriv endelig til os på dap@dap.dk

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN