Kapitel 1: På rejse med en PMT fra studie til job
Her er Daniel. Daniel er 30 år og nyuddannet psykomotorisk terapeut. Daniel har sagt ja til at være med i det, vi har valgt at kalde ”På rejse med en PMT fra studie til job”.
Af Astrid Hjorth Balle
8. marts 2021
I en fem-seks kapitler over den næste tid, skal vi tjekke ind hos Daniel og høre om, hvordan det står til, og hvilke overvejelser han gør sig i den situation, som han og mange andre er i lige nu: nemlig den at gå fra at være studerende til at blive nyuddannet og jobsøgende for derefter at komme i arbejde.
Undervejs på vores rejse gør vi holdt ved følgende stationer:
- Mit studie slutter – hvad gør jeg nu?
- Nyuddannet og ledig – hvor længe skal jeg være det?
- Jagten på ansættelse – hvordan foregår den?
- Hurra, jeg har fået job – hvordan mon det bliver?
Målet med rejsen er at give andre nyuddannede mulighed for at spejle sig i og lade sig inspirere af de pointer og historier, Daniel trækker frem. På den måde håber vi, det bliver tydeligt, at du ikke er alene med de tanker, du har som nyuddannet og jobsøgende PMT.
Kapitlerne vil bestå af tekst og/eller video, og vi håber, du vil kigge med. Faktisk håber vi også meget på, at du vil komme med input til os, hvis der er noget, du godt kunne tænke dig, at vi behandlede i kapitlerne. Er du for eksempel nysgerrig på, hvilke tanker andre gør sig om det at være ledig? Eller har du brug for at høre andres input til, hvordan man kan blive skarpere på formidlingen af sin faglighed? Eller er der noget helt tredje, du gerne vil have, vi tager med? Så skriv det endelig til ahb@dap.dk.
Vi glæder os til rejsen, og vi håber, du vil med!
DAP vil gerne takke Daniel for at være med og for at ville dele sine tanker og sin situation – det er vi rigtig glade for, og vi håber, det kan inspirere andre i lignende situationer.
I næste kapitel skal vi kigge mere på, hvad man egentlig stiller op, når ens studie slutter.