Kapitel 2: Mit studie slutter – hvad gør jeg nu? 

Forud for den snak, Daniel og jeg skal have, og som vi er blevet enige om at filme, har jeg sendt ham en masse spørgsmål, som han har forberedt sig på. Noget af det første, jeg selvfølgelig gerne vil spørge ham om, er, hvordan han oplevede det at blive færdig med sidste eksamen, blive færdiguddannet osv.

Daniel fortæller, at det på den ene side var vildt underligt, fordi det hele foregik online pga. corona. Det gjorde det sådan lidt uvirkeligt, at han sad alene i lejligheden lige efter at være blevet færdig med sidste og uddannelsesafsluttende eksamen, men på den anden side gav det mulighed for at reagere helt frit og umiddelbart – og det var egentlig også meget rart, fortæller Daniel.

Hvad er det, du ikke kan lade være med at gøre?

På spørgsmålet om, hvornår ”fremtidstankerne”, dvs. en eventuel nervøsitet over at blive færdig, ledig, jobsøgende osv., satte ind, svarer Daniel, at den for ham gjorde det allerede ved sidste praktik. Her fik Daniel lejlighed til at tænke over, hvad det egentlig er, han vil, og hvad der vil være afgørende rent arbejdsmæssigt og kollegialt for, at han kan trives på en kommende arbejdsplads. Desuden gav den sidste praktik – ligesom de tidligere – også Daniel et billede af, hvordan hans arbejde som psykomotorisk terapeut kan komme til at se ud. Det har fået ham til at stille sig selv det meget centrale spørgsmål: Hvad er det, jeg ikke kan lade være med at gøre? Ved hele tiden at overveje, hvad man ikke kan lade være med at gøre, når man arbejder som PMT, bliver man klogere på, hvad man skal gå efter at komme til at lave, eller i hvilken retning man skal forsøge at præge sit arbejdsliv. For Daniel er det, at han ikke kan lade være med at ville formidle og lære fra sig, så det er noget af det, der vil blive vigtigt for ham i et meningsfuldt arbejdsliv.

Mening i mellemrummet

Efter at have talt lidt om tankerne om et kommende arbejdsliv vender vi også lige det med at få afslag på jobansøgninger. Det er noget, vi vil komme endnu mere ind på senere i vores rejse, men det er afgørende at kunne håndtere dem, så derfor slår vi det an allerede nu. Daniel fortæller, at afslag ikke er noget, der grundlæggende får lov at fylde hos ham, og han forsøger efter bedste evne at fokusere på selve processen i at søge job. Desuden finder han stor glæde i at tale med tidligere studiekammerater om deres fælles situation og oplevelser.

Det er ikke unormalt, at det tager et halvt til et helt år at få arbejde som PMT, understreger Daniel, så selvom han efter tre måneder stadig ”bare” er ledig PMT, bruger han også tiden på at fordøje studieafslutningen og det at være blevet færdiguddannet.

Da jeg spørger ham, om der er nogle af de følelser, han har oplevet i forbindelse med at blive færdig, som har overrasket ham enten positivt eller negativt, fremhæver Daniel ambivalensen i på den ene side at være trist over ikke længere at skulle uddanne sig og gå i skole, og på den anden side glæde sig til at skulle være PMT i praksis. De to poler er meget fremtrædende for Daniel, især fordi han ikke har nogle planer om at uddanne sige videre.

Han er på den måde i et mellemrum, som han selv har ansvaret for, og som han ikke ved, hvor længe skal vare. Det er ikke nødvendigvis let, og derfor beder jeg Daniel om at komme med sine tre bedste råd til en god jobsøgningsperiode:

DAP vil gerne takke Daniel for at være med og for at ville dele sine tanker og sin situation – det er vi rigtig glade for, og vi håber, det kan inspirere andre i lignende situationer.

I næste kapitel skal vi kigge mere på det at være ledig, og hvordan man er det på den mest skånsomme måde, når man nu ikke ved, hvor længe man skal være det, og hvilket job man kan se frem til.