Fagforening med offentlig overenskomst

Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører:

“Vi skal gøre en større indsats for at få mennesker på kanten i arbejde!”

Psykomotoriske terapeuter spiller en stor rolle i den indsats.

Artiklen blev oprindeligt bragt i Psykomotorik #2 2020

I begyndelsen af april skulle vi have besøgt Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn, på Christiansborg. Pga. corona kunne vi desværre ikke gennemføre det, men heldigvis blev det i stedet til en skriftlig dialog om, hvordan man kan fremme de psykomotoriske terapeuters muligheder for at bidrage på for eksempel ældre-, børne- og psykiatriområdet.

 

Af Ditte-Marie Post og Astrid Hjorth Balle

Psykomotoriske terapeuters placering på det offentlige arbejdsmarked er i udvikling. Vi ser flere og flere ansættelser i specielt kommunerne, hvor forskellige sektorer kan se fordelen i at ansætte en psykomotorisk terapeut enten i en såkaldt ’tværfaglig’ stilling eller i en helt specifik psykomotorisk stilling. Vores sigte med at interviewe en arbejdsmarkedsordfører er netop at sætte fokus på, hvordan man kan fremme de psykomotoriske terapeuters muligheder for at bidrage på for eksempel ældre-, børne- og psykiatriområdet. Udfordringerne er nemlig flere: Ud over at vi er en lille gruppe og derfor relativt ukendte, handler det også som fag og fagforening om at få en føling med de politiske planer og tanker inden for disse områder. For hvordan formulerer og placerer vi os fagligt for at matche de politiske, sociale og økonomiske prioriteringer nu og i en overskuelig fremtid?

Det er store emner, som kræver mange spørgsmål og lange svar, men i rækken af spørgsmål, vi gerne vil stille Leif Lahn, begynder vi i det små:

I hvor høj grad er du bekendt med faggruppen psykomotoriske terapeuter og deres måder at arbejde på?

Leif Lahn fortæller, at han ikke kender meget ”til faggruppen eller deres arbejdsmetoder og derfor heller ikke virkningen deraf”. Han tilføjer dog, at han da meget gerne vil i ”dialog med faggruppen, da de måske har nogle goder erfaringer i at få mennesker på kanten af arbejdsmarkedet tættere på arbejde. Det vil jeg håbe, vi kan bygge videre på efter coronakrisen”, slutter han.

Det må jo siges at være et meget lovende udgangspunkt ikke kun for dialogen over de næste par sider, men så sandelig også for den dialog, vi gerne vil fremover. Dertil kommer, at psykomotoriske terapeuter jo ofte arbejder med den gruppe mennesker, han bringer i spil, så han rammer faktisk plet – helt uden at vide det.

Vejen til et mere rummeligt arbejdsmarked går gennem de psykomotoriske terapeuters tværgående indsats

Efter den indledende runde stiller vi ham et meget bredere spørgsmål – og faktisk er det ikke engang kun ét:

Hvordan ser du beskæftigelsessituationen på ældre-, børne- og psykiatriområdet lige nu? Er der overordnet set den rigtige arbejdsstyrke og de rette kompetencer tilknyttet områderne, for eksempel kompetencer til at arbejde på tværs? Er der prioriteret tilstrækkeligt med midler til at kunne beskæftige de rette kompetencer til at sikre høj kvalitet på områderne?

Svaret fra Leif Lahn viser med al tydelighed, at et rummeligt arbejdsmarked er et nøglebegreb hos ham, og at mennesker på kanten af arbejdsmarkedet ligger ham meget på sinde: ”Vi har mange ældre, syge, psykisk syge og handicappede uden for arbejdsmarkedet, hvor vi godt kan bruge deres arbejdskraft, men hvor firmaerne ikke kan rumme dem, eller der er rigide regler, som modarbejder deres mulighed for at komme tættere på arbejdsmarkedet”, skriver Leif Lahn og fortæller, at han har set værdien af at være en del af et arbejdsfællesskab og gøre en forskel sammen med gode kolleger for de mennesker, som af den ene eller den anden grund befinder sig på kanten af arbejdsstyrken. Han mener med andre ord, at ”vi skal gøre en større indsats, og vi skal lytte til alle, som har nogle værktøjer, for at dette kan lykkes bedre end i dag”, afslutter han.

Netop den psykomotoriske ’værktøjskasse’ rummer som bekendt en tværgående indsats, der kan bygge bro mellem den medicinske diagnose og personens mestring af samme. Værktøjskassen indeholder personligt tilpassede fysiske og psykiske strategier til mestring og håndtering af symptomer og af en hverdag. Det er den kategori af kompetencer, som de arbejdspladser, der har PMT’er ansat, berømmer dem for, og det er da også i den retning, vores næste salve af spørgsmål går:

I vores fortolkning af både de politiske røster og efterspørgslen i vores aftagerfelt oplever vi, at udviklingen på de tre områder bevæger sig mere i retning af at kunne arbejde på tværs. Hvor ser du beskæftigelsesudviklingen på de tre områder bevæge sig hen? Hvilke kompetencer kalder den udvikling på? Hvor vil du gerne hen med områderne beskæftigelsesmæssigt? Hvad skal der i din optik til, for at områderne kommer netop derhen, hvor du gerne vil have dem?

At vi igen stiller flere spørgsmål i ét, påvirker heldigvis ikke Leif Lahn, der ikke lader til at være i tvivl – et mere rummeligt arbejdsmarked er et must: ”Jeg tror, det vigtigste overhovedet er at informere virksomhederne om de styrker, disse grupper (på kanten af arbejdsmarkedet, red.) har, og at disse mennesker rent faktisk kan være med til at løfte virksomhederne, i forhold til hvor de står i dag. Man skal huske på, at de fleste virksomheder er små eller mellemstore virksomheder, som ikke kender noget til denne gruppe. Mange virksomheder vil gerne tage et socialt ansvar, men de skal rådgives og hjælpes på vej. Dette kræver en del arbejde fra dem, som kender til det og arbejder med det fagligt – og gerne med hjælp fra de virksomheder, der i dag gør det i stor stil. Så her ønsker jeg et samarbejde mellem kommuner og virksomheder, som sammen kan få fat på endnu flere virksomheder og dermed endnu flere jobmuligheder”.

Her peger Leif Lahns svar mod den opgave, det netop også er at formidle og hjælpe arbejdsgiverne til at se muligheder og ressourcer i de mennesker, som ellers kan bedømmes til at have det svært og til at være begrænsede. Det kalder på de kompetencer, som den psykomotoriske terapeut har til at udrede og formidle i de tilfælde, hvor en borgers situation er kompliceret af fysiske, psykiske og sociale faktorer. Det åbner ligeledes for muligheden af, at den psykomotoriske terapeut kan bidrage til ikke blot den enkelte borgers behandlingsforløb, men også til, at arbejdspladserne kan blive klogere på og bedre til at placere de mennesker, der ellers har svært ved at finde beskæftigelse. Det lyder så oplagt, og Leif Lahn lader da heldigvis til at være enig i vores næste spørgsmål:

Psykomotoriske terapeuter er som nævnt allerede repræsenteret på både ældre-, børne- og psykiatriområdet, hvor de er kendt for at kunne sikre god og tværgående hjælp til for eksempel mennesker med psykiatriske lidelser, en sund udvikling til børn i dagtilbud eller helhedsorienteret træning til ældre på plejecentrene. Men de er faktisk også kendt for at kunne forebygge sygefravær blandt de ansatte ved at bruge deres kompetencer til at skabe et sundt og stressreduceret arbejdsmiljø med fokus på gode bevægelses- og arbejdsvaner. Er det ikke netop den slags brede kompetencer, der er mere og mere brug for, som udviklingen og arbejdsformen er i øjeblikket?

”Det er jeg helt enig i”, skriver Leif Lahn, ”og derfor ønsker jeg netop et større og bedre samarbejde med virksomhederne. Et samarbejde, som gør, at virksomhederne ikke føler, de står alene med de udfordringer, de grupper (på kanten af arbejdsmarkedet, red.) også kan give, og har nogle mennesker, de kan sparre med”.

Den psykomotoriske faglighed kan tilgodese både arbejdstager og arbejdsgiver

Leif Lahns ovenstående svar lyser på den funktion, som psykomotoriske terapeuter kan have ikke blot i kommunernes beskæftigelsesindsats, men også på den, de kan have i private virksomheder.

Den psykomotoriske terapeuts funktion har potentiale til ikke blot at være behandlende ved muskelsmerter, anspændthed og stress-symptomer. Den psykomotoriske terapeut kan også sparre og støtte både den enkelte medarbejder og arbejdspladsen og kan få en bredere funktion på det individuelle plan og over for grupper på arbejdspladserne. Dette kan ske, fordi den psykomotoriske terapeut ikke bare har en generel viden, men også helt konkret fordi han/hun er uddannet til at varetage opgaver inden for undervisning og formidling til grupper.

Den psykomotoriske faglighed kan på den måde tilgodese både arbejdstager og arbejdsgiver, og bliver det ikke kun endnu mere den vej, vi skal? Det er noget af det, vi gerne vil ind på i vores sidste spørgsmål til Leif Lahn:

Som du nok kan fornemme, taler vi for et mere fleksibelt blik på, hvilke kompetencer og fagligheder der er brug for på arbejdsmarkedet. En fleksibilitet, som baserer sig på en mere åben tilgang til, hvordan de forskellige faggrupper ’derude’ adskiller sig fra hinanden, og hvad der faktisk mangler. Giver det mening i dine ører?

”Det giver meget mening”, skriver Leif Lahn, ”og derfor er det også vigtigt, at kommunerne sikrer sig de rigtige faglige kompetencer, når man skal have disse grupper (på kanten af arbejdsmarkedet, red.) i arbejde”.

Hvad de rigtige faglige kompetencer er, vil jo være en evig kilde til diskussion, og det vil afhænge af politiske vinde, økonomisk udvikling og en masse andet. Men sikkert er det, at der i lyset af svarene fra Leif Lahn er klare indgangsvinkler til, hvordan psykomotoriske terapeuter kan bidrage og komme endnu mere på banen på en måde, som taler lige ind i det, regeringens arbejdsmarkedsordfører ser som arbejdsmarkedets udfordringer nu og på vejen ud i fremtiden – efter corona.

En formands refleksioner

I lyset af ovenstående er det blevet tid til at vende blikket lidt mere mod vores egen andedam og de indsatser og refleksioner, som samtalen med Leif Lahn giver anledning til. Jeg har derfor stillet formand Ditte-Marie Post en række spørgsmål:

Hvilke tanker dukker først op i dit hoved, når du reflekterer over vores samtale med Leif Lahn?

”At der er klare perspektiver og indgange til, hvordan vi som fagforening kan kommunikere på det beskæftigelsespolitiske plan. Fra en sundhedsfaglig vinkel peger omtalen af det tværfaglige og tværgående fokus tydeligt mod et aspekt af den psykomotoriske faglighed, der skal italesættes endnu mere – nemlig det tværgående mellem det biomedicinske, psykologiske og sociale. Det er noget, der efterspørges, eller rettere det er der, institutioner og indsatser giver udtryk for, at de ikke kan komme videre i deres forsøg på at hjælpe nogle borgere. PMT’er kan ikke løse alt, men nogle gange kan vi komme et stykke videre med dem, vi får noget at gøre med. Slutteligt tænker jeg dog også, at opgaven er stor, det psykomotoriske bidrag kan være svært at se, og vi kommer ikke til at bygge Rom på en dag, men derfor er det så afgjort værd at lægge de første sten alligevel”.

Hvordan ser du de psykomotoriske terapeuters rolle som faggruppe i de overvejelser om beskæftigelsesudviklingen, som Leif Lahn gør sig her?

”Det psykomotoriske fags muligheder står ganske klart, i forhold til at det er det såkaldt ’rummelige arbejdsmarked’ – at få alle med – der er i fokus, og vi må forvente, at både nu og fremover vil der blive allokeret midler til indsatser, og at det er helt oplagt at have fagpolitisk fokus på dette, at byde ind og i øvrigt at forsøge at tale med, hvor vi kan, om det så skal være i fagpolitiske sammenhænge, i medierne eller som støttende og sparrende indsats til medlemmer, der skal søge job”.

Hvilke konkrete indsatser kalder samtalen på, synes du?

”Konkret kalder den på ovennævnte overvejelser om, hvordan vi kan komme til orde – og i øvrigt være parate til at springe på, når lejligheden byder sig. Derudover er vores deltagelse i fagpolitiske sammenhænge som Sundhedskartellet og FH også vigtig, fordi det er her, man også kan gøre opmærksom på, at vi er et fag og en faggruppe i vores egen ret, der ikke kun bides med lignende faggrupper om de samme jobs, men at vi har vores eget område, der er unikt, og som kan samarbejde med de andre”.

Hvad kan vi fra DAP’s side gøre mere af for at understøtte de indsatser?

”Igen det ovennævnte, men også samtidig at vi bliver endnu bedre til at kommunikere med hinanden inden for faggruppen, ikke kun hvad angår vores udfordringer, men også om, hvor vi bliver ansat, hvilke opgaver vi udfører, hvordan vi formulerer os om vores faglighed, og hvilken form for tilbagemelding vi får. Jo bedre vi taler sammen og deler internt i faggruppen, jo bedre bliver vi til at stå samlet frem udadtil med den faglighed, vi har.

Læs også ...

I disse to artikler kan du læse mere om beskæftigelsen på det psykomotoriske område:

Tendens fortsætter: Markant flere jobopslag til psykomotoriske terapeuter i 2019

Der er blæst til kamp for beskæftigelsen

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN