Det er meget vigtigt, at der er plads til de svære følelser

Jeg er ansat i Herlev Kommune, hvor jeg arbejder med mennesker, der for nylig er blevet diagnosticeret med Alzheimers sygdom, og som har sygdommen i mild til moderat grad.

Vi gør meget for at minimere de nederlagsfølelser, man kan opleve i løbet af en dag, når man har fået en sygdom som Alzheimers. Derfor er det helt grundlæggende i vores arbejde, at vi har stor fokus den enkeltes ressourcer. Det gælder om hele tiden at fremhæve, hvad der lykkes, og hvad de er gode til.

Mange af de mennesker, vi møder, har oplevet at have det svært i sociale sammenhænge på grund af deres sygdom. Derfor er det rigtig vigtigt, at de får positive oplevelser med at være sammen med andre mennesker, som ikke er deres nærmeste familie og venner.

Derfor er gruppedynamikken i vores aktiviteter vigtig. Man skal opleve, at man stadig er et interessant og sjovt og spændende menneske, selvom man er begrænset af en sygdom. Den oplevelse er både identitetsbevarende og identitetsskabende, og vi arbejder med, hvordan samværet med de andre kan gøre det lidt mindre vigtigt, at man ikke lige var så god til noget, som man troede.

Vi laver gruppeaktiviteter, der dels er fysisk træning med høj intensitet, dels er kognitiv stimulationsterapi, der også går under navnet CST. CST er en evidensbaseret terapimetode med et fast forløb, der er udviklet i England, og som er særligt målrettet mennesker med demens.

Relationerne er ekstremt vigtige

For nogle vil aktiviteterne være lige i øjet, for andre er det fuldstændig uden mening. Det skal man regne med, at man får at vide uden filter. Der kan sagtens være en, der siger, at ’det der møg, gider jeg ikke’.

Det skal der være plads til. Måske kan man aflede vedkommende, så hun alligevel får lyst til at deltage. Måske skal man give plads til, at hun kan trække sig helt. Det allervigtigste er, at hun skal ud af situationen med skindet på næsen, det må ikke blive et nederlag. Det er meget vigtigt, at der er plads til de følelsesmæssige udsving.

I den slags situationer er jeg særligt glad for min psykomotoriske faglighed. Vi er uddannet til også at reagere på det nonverbale sprog, og samtidig er alt, hvad vi laver, gennemsyret af relationsarbejde.

Hvis ikke vi har stærke relationer til de her mennesker, og hvis ikke vi er med til at facilitere, at de havde stærke relationer til hinanden, så kan vi slet ikke opnå det, vi gerne vil – nemlig at hjælpe den enkelte til at få det så godt som muligt i en svær livssituation.

Vi oplever generelt, at borgere, der begynder hos os, bliver gladere og får mere initiativ, og det er også det, vi hører fra deres pårørende. Jeg synes tit, mit arbejde er et luksusarbejde, for det er aktiviteter med så meget mening i stort set hele tiden.