Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

GRØN PSYKOMOTORIK – En dag i naturens og psykomotorikkens navn

Hvordan kan vi arbejde med sundhedsfremmende naturbaserede indsatser til medarbejdere på plejehjem og mennesker i plejebolig? Kom med på temadag og få inspiration til din egen praksis, konkrete øvelser samt tid til faglig refleksion, deling og netværk med andre psykomotoriske terapeuter.

Lone Maj Clausen, som er underviser og grundlægger af Grøn psykomotorik siger følgende:

“I mine øjne er der ingen tvivl om, at vi som psykomotoriske terapeuter kan noget særligt i forhold til at styrke forbindelsen til vores indre natur samt øge bevidstheden om, at vores krop og psyke hele tiden er i dialektisk samspil med omgivelserne – herunder naturen. Mange af os arbejder allerede med forskellige udendørs aktiviteter og naturbaserede interventioner til forskellige målgrupper. Ønsket med denne temadag er både at inspirere til dette arbejde samt skabe øget rum for faglig sparring om, hvordan vi som faggruppe arbejder med og i naturen.

Den røde tråd i min tilgang er et dobbeltperspektiv på mental sundhed og trivsel. I min tilgang udforsker vi, hvordan trivsel for medarbejderne på plejehjem hænger sammen med trivsel for beboerne og de pårørende. Man kan sige, at medarbejdernes trivsel er fundamentet for at kunne arbejde ud fra faglig nysgerrighed, empati og indlevelse i beboernes behov og ønsker.

Mange af de redskaber og tilgange, som Sundhedsstyrelsen anbefaler i ældreplejen, kræver at medarbejderne enten er ”centrerede” eller kender til, hvordan de kan regulere deres nervesystem i løbet af en arbejdsdag. Dette er særlig vigtigt for at kunne forebygge enten omsorgstræthed eller forråelse. I den forbindelse er det min erfaring, at kropslige øvelser i naturen kan noget helt særligt. De tilbagemeldinger, jeg har fået fra deltagerne på de temadage, jeg har afholdt, har været, at de efterfølgende oplevede mere ro og energi og var blevet klogere på, hvordan dette kunne overføres i det relationelle samspil, de har med beboerne og pårørende. Medarbejderne blev også klogere på, hvordan de bedre kan støtte beboernes behov for at bevare et aktivt udeliv og en god naturrelation”.

Om temadagen

Formiddagens undervisningen tager udgangspunkt i teori og konkrete øvelser fra naturterapien samt fra Lones mange års viden og erfaring med at undervise målgruppen; medarbejdere/ledelse på plejehjem og elever på uddannelsen til social-og sundhedsassistent/hjælper og i sit nuværende arbejde som konsulent med at udbrede den personcentrerede tilgang og aktiviteter rundt om i kommunerne – særligt i forhold til mennesker med demens.

Du får undervisning i konkrete øvelser, og Lone deler sine erfaringer, som stammer fra de temadage, hun har afholdt for personale på netop plejehjem og borgere med demens. Du får mulighed for at udforske øvelserne på egen krop og får efterfølgende udleveret øvelserne på skrift.

Eftermiddagen indeholder mulighed for individuel og fælles refleksion over den præsenterede teori, øvelserne samt faglig sparring i forhold til, hvordan du selv kan bruge øvelserne i din praksis. Du har mulighed for at styrke dit netværk med kollegaer, som arbejder indenfor samme felt.

Hvor afholdes temadagen?

Temadagen finder sted i en naturterapihave i Hellebæk skov og Teglstrup Hegn. Naturterapihaven er indrettet ud fra de samme principper som terapihaven Nacadia/KU. Vi kan trække indenfor i huset, hvis vejret ikke tillader at gennemføre undervisningen ude, og der findes både køkken og toiletfaciliteter. Tag selv frokost med, der vil blive serveret kaffe/the samt snack.

Du kan læse mere om naturhaven lige her.

Tilmelding

Dato
30. sep. 2023

Underviser
Lone Maj Sand Clausen

Pris
525 kr. for medlemmer
500 kr. for studiemedlemmer
625 kr. for ikke medlemmer

Om underviseren

Kandidat i pædagogisk psykologi, naturbaseret psykoterapeut, psykomotorisk terapeut.

Faciliterer traumesensitiv yoga hos CSM-Øst, underviser på uddannelsen i naturterapeutisk mindfulness, konsulent på sundheds- og ældreområdet, hvor hun blandt andet underviser på daghøjskoler for pårørende til demensramte samt afholder temadage og forløb på plejehjem i øget brug af udeliv og natur.

Hun afholder gruppeforløb i compassiontræning særligt målrettet sundhedsprofessionelle og pårørende til kronisk syge.

Hvornår

Temadagen afholdes den 30. september 2023 fra kl. 9.30-15.30.

Sted

Naturhaven Gl. Skovhus

Bøssemagergade 74

3150 Hellebæk

Vi mødes på P-pladsen (Bøssemagergade 72). Kom gerne i lidt god tid.

Pris

Frem til 20. august kan du få det til en early bird-pris til kun 525 kr. for medlemmer, 500 kr. for studiemedlemmer og 625 kr. for ikke-medlemmer.

Efter den 20. august er prisen 650 kr. for medlemmer, 525 kr. for studiemedlemmer, 750 kr. for ikke-medlemmer.

 

Tilmeldingsfrist 20. september 2023

Startet

Kursusgebyret refunderes ikke, hvis du melder fra. Læs handelsbetingelserne her.

For yderligere information

Kursuskoordinator i DAP
Rikke Aastrup Jensen, raj@dap.dk

Bliv inspireret

Vi arrangerer kurser særligt målrettet psykomotoriske terapeuter

Se alle kurser

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN