Hvordan måler man effekten af psykomotorisk terapi?

”Hvis vi skal tilbyde en behandling, er vi nødt til at vide, om behandlingen virker eller ej. Vi kan jo ikke have et sundhedssystem, hvor vi går rundt og laver en masse, som vi ikke ved om hjælper patienten.”

Sådan lyder det fra ph.d. og forskningsansvarlig fysioterapeut på Vejle Sygehus Kim Gordon Ingwersen. Han leder et forskningsprojekt på Vejle Sygehus, som skal måle effekten af psykomotorisk terapi på skuldersmerter.

Får patienterne mindre ondt? Mestrer de dagligdagen bedre? Og får de et højere funktionsniveau, når de får behandling af en psykomotorisk terapeut i kombination med fysioterapi sammenlignet med en gruppe patienter, som udelukkende får fysioterapeutisk genoptræning? Det er nogle af de spørgsmål, forskerne søger svar på i projektet.

Projektet er ikke afsluttet endnu. Læs mere om den kvalitative del af studiet i artiklen ’Skulderpatienter opnår større kropsbevidsthed og bedre smertehåndtering efter psykomotorisk terapi’ her.

Den måde at måle en behandlings virkning på er taget fra lægevidenskaben. Når man skal teste, om ny medicin virker, tager man en gruppe patienter med samme sygdom.

Gruppen deles ved hjælp af lodtrækning i to lige store grupper. Den ene halvdel får medicinen, den anden får placebo – en kalkpille. Patienterne ved ikke, hvem der får hvad.

Har patienterne i medicingruppen i gennemsnit fået det bedre end placebogruppen, så virker medicinen. På samme måde tester man i stigende grad, om forskellige sundhedsfaglige, psykologiske og sociale indsatser virker. Det kaldes randomiserede kontrolgruppekontrollerede forsøg.

Ifølge Kim Gordon Ingwersen er det vigtigt, at det psykomotoriske fag stiler mod mere af den type forskning.

Især hvis faget ønsker større anerkendelse inden for sundhedsvæsnet, hvor de randomiserede kontrolgruppekontrollerede studier ses som den bedste og mest sikre form for viden.

Forstå de aktive ingredienser

Men så er vi tilbage ved underoverskriften på denne artikel. Hvordan måler man effekten af en behandling og tilgang, som har fokus på hele mennesket og alt det rundt omkring?

”Vi må tage udgangspunkt i de problemer, patienterne kommer med. Hvis de kommer med smerter og funktionsbegrænsninger, så må disse være det primære, som vi måler effekt af behandlingen på,” siger Kim Gordon Ingwersen.

Kim Gordon Ingwersen kender godt det psykomotoriske fags fokus på samspillet mellem krop og psyke, samspillet med omgivelserne og ikke mindst med terapeuten.

”Men vi er stadig nødt til at kunne udpege og forstå de aktive ingredienser i vores behandling. Selvfølgelig er behandlingen individuel, men så må man kunne sige, at over for denne gruppe af patienter er der de her tre eller fem ting, som går igen, og som vi ved virker,” siger han.

Er effektmålinger det rigtige?

Ifølge psykomotorisk terapeut og ph.d. i sundhedsfremme fra Roskilde Universitet Ane Moltke kan de store studier som det, Kim Gordon Ingwersen leder, være givtige for faget. Men hun ser alligevel flere store udfordringer ved den type forskning.

”Det har længe været oppe, det her med at vi skal kunne vise andre, at der er effekt af det, vi laver. I kraft af at vi kan vise effekt, vil andre faggrupper tage os mere alvorligt og bruge os mere. Men jeg synes, vi skylder at tage diskussionen: Er det muligt og hensigtsmæssigt at skabe den form for evidensbaseret viden?”

Den psykomotoriske indsats er helhedsorienteret og indrettet efter det enkelte menneske.

”Det kan gå tabt, hvis vi arbejder ud fra effektmålinger. Vi sigter på det hele menneske. Det kropslige, nonverbale og relationelle spiller i sagens natur en stor rolle. Behandlingens relevans kan derfor være vanskelig at kvantificere,” uddyber Ane Moltke.

”Effektmålinger bygger på en medicinsk tradition, men psykomotorisk behandling er jo netop ikke en pille, der har effekt på et specifikt symptom.”

Kim Gordon Ingwersen kan godt se den udfordring, men efter hans mening har man som fag et problem, hvis man ikke kan pege på, hvad det er, man gør, som virker:

”Hvis man mener, det er 100 procent individorienteret, og man altid gør noget forskelligt, så kan man ikke kalde sig et fag. Man er nødt til at have noget fagligt, som ens arbejde bygger på, og hvis denne faglighed ikke kan underbygges i gentagne studier, så er effekten måske blot et udtryk for interaktionen mellem patient og terapeut – men hvad ville der så være sket, hvis patienten havde mødt en anden terapeut?” spørger han.

Teori, erfaring og metodeudvikling

Ane Moltke er helt enig med Kim Gordon Ingwersen i, at der er nødvendigt for det psykomotoriske fag med mere forskning og vidensopsamling.

”Spørgsmålet er bare, om effektmålinger er det rigtige at gå efter. For et fag som vores, som har relativt lille erfaring med forskning, er det en meget stor mundfuld med effektstudierne. Det er utroligt ressourcekrævende,” siger hun.

”Vi skal måske snarere bruge ressourcer på systematisk at udvikle og afprøve vores metoder. Det er vigtigt for vores egen skyld, men også for, at vi kan forklare andre faggrupper og klienter, hvorfor vores indsats har relevans,” siger hun.

”Vores metoder skal være underbygget af systematisk erfaringsopsamling, teori om, hvordan kroppen spiller sammen med psyken, og de sociale forhold,” siger hun.

Tag ved lære af andre fag

Diskussionen om fordele og ulemper ved at bruge den lægevidenskabelige måde at måle effekt på har længe været i gang inden for andre fag. For eksempel inden for pædagogik og psykologfaget.

Psykologer har en stor plads i sundhedsvæsnet, blandt andet fordi der findes meget forskning, som har målt effekt af psykologiske indsatser og vist, at de virker.

Kognitiv adfærdsterapi hjælper for eksempel børn og voksne med angst – når man sammenligner med en kontrolgruppe, som ikke får terapien.

Mange grene af psykologfaget peger dog på, at effekt af en behandling opstår i samspillet mellem den enkelte terapeut og klienten.

De Terapeuterne kan have svært ved at se sig selv i en rolle, hvor de skal arbejde ud fra manualer, som ofte består af 8-12 sessioner med bestemte emner og øvelser, klienten eller patienten skal lave derhjemme.

Flere studier har da også vist, at evidensbaserede psykologiske behandlinger ofte har ret dårlig effekt, og at effekten ikke holder på længere sigt.

I 2015 viste et studie, at når forskere afprøvede psykologiske indsatser, som tidligere havde vist stor målbar effekt, så var resultatet langt dårligere.

Ifølge Ane Moltke kan det psykomotoriske fag med fordel tage ved lære disse diskussioner.

En anden type forskning

Ane Moltke peger desuden på, at det psykomotoriske fag kan lave kvalitativ forskning, som giver en anden slags viden end effektmålingerne.

I sit eget ph.d.-studie fulgte hun for eksempel seks mennesker med en skizofrenidiagnose i deres daglige liv i halvandet år. De deltog alle i et randomiserede kontrolgruppekontrolleret studie, der målte effekten af en livsstilsintervention.

Studiet havde en høj videnskabelig standard og brugte evidensbaserede metoder. Alligevel viste indsatsen sig overraskende at være uden effekt. Hendes kvalitative forskning bidrog til at skabe indsigt i hvorfor – hendes arbejde er omtalt i Psykomotorik nr. 3, 2017.

En vigtig konklusion er, at mennesker ikke blot er rationelle individer, der responderer forudsigeligt på en given indsats. Mennesker lever i en kompleks virkelighed, og de bringer mangefacetterede og kropslige livserfaringer med sig.

”Det særlige ved psykomotoriske terapeuter er, at vi forstår at indgå i dialog med disse erfaringer.
Denne særlige faglighed skal vi ikke risikere at smide ud med badevandet. Tværtimod skal vi foretage forskning, der viser, at vi som faggruppe kan noget særligt. En sådan type forskning kan bidrage til at skabe anerkendelse af vores fag,” siger Ane Moltke.