Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Fredagshilsen fra formanden: En uge, en måned og et kommende år i fagpolitikkens tegn

11. februar 2022

Det er sagt før, og nu skriver jeg det igen: Psykomotorikken er et stort fag med en lille forening. Det er en spændende, men også stor opgave at bedømme, planlægge og vurdere, hvor vi som fag og forening gør os bedst, når vi vil gøre opmærksomme på fagets muligheder. Jeg er som formand meget glad for den støtte og de indspark, der kommer fra sekretariatet, hovedbestyrelsen og medlemmerne i forhold til, hvor vi kan gøre os gældende.

Det kommende år står i sundhedspolitikkens tegn, når man kigger ud på samfundet: psykiatriplanen, en sundhedsreform/plan/aftale, som der tales om på Tinge, og statsministerens bebudede reform på ældreområdet er spændende ting for en psykomotorisk terapeut. I disse uger har vi haft fokus på brandingprojektet, den politiske indsats – hvor, hvem, hvordan? – og både på sekretariatsplan og i hovedbestyrelsen talt om, hvordan vejen videre frem skal være. Helt lavpraktisk planlægger hovedbestyrelsen det årlige heldagsmøde, hvor vi skal evaluere den nuværende arbejdsplan og planlægge, hvordan det skal se ud efter generalforsamlingen til oktober. Og så er vi begyndt på planlægningen af DAP’s deltagelse på Folkemødet til juni. Her skal vi afsted med en gruppe fra hovedbestyrelsen og sekretariatet og være med til debatter, hvor vi både kan blive klogere, men også være med og knytte kontakter og netværke.

Nu til dags, hvor man via internettet kan finde ud af alting, har vi også kunnet trække lidt statistik for, hvordan der søges i Google på ”Psykomotorik” og ”Psykomotorisk Terapeut”, og man kan se klare udsving – og en stigning – generelt, men især, når vi ”rører” på os i form af debatindlæg og anden omtale – fx da der var overenskomstforhandlinger. Hvorvidt og hvordan denne omtale bliver vekslet til flere job – og flere interessante job – mere lydhørhed mv., det er svært at sige. Jeg tror på, at det er en vigtig og væsentlig indsats for os i DAP, psykomotorikken er kommet for at blive. Så må vi se, hvor langt vi når.

Har du lyst til at være med, kan du liige nå det, hvis du vil være fagambassadør i brandingprojektet, og så er der jo generalforsamling d. 29. oktober, hvor der skal vælges hovedbestyrelse og næstformand. Og så kan du jo altid skrive eller ringe, hvis du har gode idéer.

Vi tales ved!

God weekend

Ditte-Marie Post, formand for DAP

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN