Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Fredagshilsen fra formanden: 21. april – en længe ventet dato!

23. april 2021

God fredag til alle. Sundhedskartellets indmelding om det samlede resultat af kartellets medlemsorganisationers afstemning, forhandlingsfællesskabets fælles godkendelse og de offentlige arbejdsgiveres godkendelse, kommuner, regioner og stat. Alt dette faldt på plads onsdag d. 21. april – en længe ventet dato, der markerer, at overenskomstaftalerne kan blive til virkelighed, herunder de aftalte lønstigninger, der kommer med i posen, næste gang vi får løn.

Sundhedskartellet, som DAP er en del af, har samlet stemt ”ja” til overenskomsten, ligesom langt størstedelen af de andre fagforeninger, der indgår i forhandlingsfællesskabet, der har ført de overordnede forhandlinger med de offentlige arbejdsgivere. Udenfor står Dansk Sygeplejeråd og Radiografrådet, som med et ”nej” til overenskomsten fra deres medlemmer nu skal følge et andet spor: De har indgivet konfliktvarsel til d. 21. maj og skal i mellemtiden arbejde på en løsning af deres situation.

Her i fagforeningen har vi lagt mærke til, at der er en lille, men stigende tendens i antallet af offentligt ansatte psykomotoriske terapeuter – og derfor også en stigende forventning fra medlemmerne, nyuddannede som ”ældre” om at kunne blive ansat her med fagtitel og overenskomst. Omkring 300 medlemmer skal arbejde under den nye overenskomst, det er mange i en forening med 1000 medlemmer, studerende inklusive. Derfor er jeg glad for, at der i den nye aftale ligger en forhøjelse af eksisterende tillæg for erfarne, og et nyt tillæg efter 8 års ansættelse på det regionale område, hvis tendenserne fortsætter, vil det komme flere og flere psykomotoriske terapeuter til gode.

Fagpolitik er en levende størrelse – der er ikke noget endemål, kun mere eller mindre klart markerede etaper på vejen. Det her var så én af dem.

Hvis du er interesseret i de nærmere detaljer i overenskomsten, afstemningerne osv., kan du finde dem her: https://www.forhandlingsfaellesskabet.dk/udsendelser/2021/21-04-april/ok-21-forlig-endelig-godkendt, https://cfu-net.dk/ok21 eller på vores OK21-site: https://dap.dk/ok21/

Og vi står selvfølgelig til rådighed med råd og vejledning om ansættelse, overenskomst, løn og den slags – på mail eller på telefonen i sekretariatets åbningstid.

Nu tror jeg, at jeg holder weekend.

Vi tales ved!

Ditte-Marie Post, formand for Danske Psykomotoriske Terapeuter.

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN