Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

 fra fagbladet

Er det, jeg laver, psykomotorisk?  

27. september 2019
Artikel fra Fagblad #3 2019

Det kan være svært at få greb om kernefagligheden. Det ved Anemone Elisa Kiethon alt om, for hun har kæmpet med netop det, siden hun begyndte på studiet. Sammen med Lone Brun Rasmussen har hun indvilget i at tage en snak om faget.

“Måske er det netop nødvendigt for os psykomotoriske terapeuter at være i tvivl, for at kunne bevare et åbent og nysgerrigt blik i vores arbejde med andre mennesker,” siger Lone Brun Rasmussen (til højre) i samtalen med Anemone Elisa Kiethon. Foto: Jørgen True

Denne artikel begynder for et års tid siden, nemlig på generalforsamlingen 2018, hvor Anemone Elisa Kiethon på et tidspunkt tog ordet og sagdenogenlunde sådan her:

”Jeg synes, det er svært at beskrive vores fag. Hvordan sætter man ord på det?”

Der kom masser af svar – men for mig som udenforstående blev spørgsmålet ved med at runge. Hvorfor er det så svært at forklare, hvad psykomotorik er?

Derfor har jeg spurgt Anemone Elisa Kiethon og Lone Brun Rasmussen, om de vil stille op til en snak om fagets kerne, og om, hvorfor det kan være svært at sætte ord på.

De sagde heldigvis begge to ja.

Anemone blev uddannet i 2014 og arbejder på et aktivitetscenter for svagtseende og i folkekirken. Lone er uddannet afspændingspædagog i 1982 og har arbejdet i mange forskellige hjørner af faget. Nu er hun ansat som PMT-vikar på Arresødal Hospice.

Skal vi lige tage en runde?

Vi mødes på uddannelsen i Hillerød, hvor vi har fået lov til at låne et lokale. Rundt om bordet sidder Lone, Anemone, fotografen og mig selv, journalisten. Jeg er egentlig klar til at begynde at stille spørgsmål, da Anemone tager ordet:

”Det vil være superfedt, hvis vi tager en runde og kort fortæller, hvor vi er lige nu. Så kan vi lige mærke, hvor hinanden er,” siger hun.

Og her tillader jeg mig så at tage ordet fra Anemone igen – inden hun og Lone om få linjer får det tilbage for resten af artiklen. For dét der, det er godt nok psykomotorisk, tror jeg, både fotografen og jeg tænker.

I runden giver både Lone og Anemone udtryk for, at de er spændte på, hvordan deres kolleger vil reagere på artiklen. For der er jo mange fortolkninger af, hvad psykomotorik er for en fisk.

”Jeg tænker, at bekymringen for at sige noget forkert kan afholde nogle fra at udtrykke sig frit og åbent om deres tvivl,” siger Anemone allerede før runden.

Jeg selv siger, at det er en stor og vigtig opgave at skrive om kernefaglighed – og at det er bare med at kaste sig ud i det.

Årsmøde 2019: Kernefaglighed i praksis

Kernefaglighed i praksis er omdrejningspunktet ved Årsmødet 2019, hvor ud blandt andet kan opleve oplæg og workshop.

Vi håber, at I alle vil deltage til gensidig inspiration, netværk og fællesskab.

Ind til kernen

Og så må det også være på tide at komme tilbage til Lone og Anemone.

”Vi må prøve at komme lidt tættere på. Jeg tror, at der er mange fagfæller, som indimellem er i tvivl om, hvor det særlige psykomotoriske kommer til udtryk i deres daglige virke,” siger Lone og giver et indledende bud:

”Som psykomotoriske terapeuter arbejder vi med sundheds- og trivselsfremme inden for mange forskellige fagområder. Vi arbejder med at balancere det autonome nervesystem, både på hold og i behandling. Og så tager vi altid udgangspunkt i det enkelte menneske. Vi har ingen ambitioner på klientens eller borgerens vegne, men forsøger hele tiden at guide klienten ved at afpasse tempo og input, så det passer til klientens ressourcer og forandringsparathed. Som psykomotoriske terapeuter understøtter vi primært klientens proces som facilitator snarere end som ekspert,” siger hun og fortsætter:

”Til det har vi nogle forskellige metoder, vi bruger. Vi er relationsarbejdere, vi lytter og mærker og reagerer på det, vi sanser. Vi har en kropslig tilgang til folk; vi observerer kroppen, vi palperer, vi lytter til mennesket, og ud fra det, vi ser, mærker, hører og ved, laver vi en psykomotorisk intervention.”

”Og så synes jeg, at psykomotorisk terapeut er en svær uddannelse. Vi skal kunne integrere anatomi, fysiologi, psykologi og sociologi, samtidig med at vi forholder os til kroppe. Vi skal dosere vores viden, vi skal kunne bevare kontakten til os selv, samtidig med at vi skal rumme et andet menneske, og vi skal forsøge at tøjle vores fordomme og forforståelse,” tilføjer hun.

Anemone svarer:
”Jeg kan sagtens genkende det, du siger, når du nu siger det. Det lyder flot. Men hvordan kan det være, at jeg ikke bare siger det, når jeg bliver spurgt …? Det ligger ikke ligefor at sige det, du der siger. Måske jeg har brug for at kunne udtrykke det noget enklere. For mig har et ord som kontakt meget mening. Hvordan får jeg kontakt til det enkelte menneske og møder det, hvor det er? Hvordan skaber jeg rum, hvor folk kan være sammen på en tryg og god måde? Det er jeg meget bevidst om,” siger Anemone og spørger så:

”Men er det typisk psykomotorisk at gøre det?”

Reaktionen kommer prompte fra Lone:

”JA!”

”Fordi du er uddannet psykomotorisk terapeut, så har du nogle af vores kernebegreber med dig: Grounding, centrering og afgræsning. Man kan sige, at du hviler i din egen forståelse af din krop og din sociale og mentale tilstand. Og så har du relationskompetencer, som du bruger i din kontakt med de ældre borgere. Du har en solid faglig forankring, hvor du bruger de psykomotoriske metoder,” siger Lone.

”Det er bare Anemone”

Det håndfaste ’JA’ er nu ikke helt nok til at eliminere Anemones årelange tvivl.

”På mit arbejde tror de vist bare, at det er min måde at være på. Sådan er Anemone. Men jeg ved, det er noget af det, jeg har lært på studiet – at være til stede med den erkendelse, at vi alle er forskellige, og at det at skabe kontakt kræver en stor vågenhed i hele mit væsen. Men så alligevel: Hvad er det, der adskiller den psykomotoriske terapeut fra en anden god kropsterapeut? Andre terapeuter bruger jo også grounding, centrering og afgrænsning. Hvad er det særligt psykomotoriske? Det står stadig uklart for mig,” siger hun.

”Men det gør jo ikke noget, at andre kan noget af det samme. Alle fag låner fra hinanden. Det tager ikke noget fra dig,” svarer Lone.
”Nej. Men hvad er så den røde tråd for psykomotorik? Hvad er det, som er fælles for alle os psykomotoriske terapeuter, hvad er det, som kendetegner os?” spørger Anemone og fortæller, hun har ledt efter fagets røde tråd hele sin studietid – og stadig gør det.

”Jeg fik fantastiske indspark på studiet. Alle underviserne havde fede tanker om, hvad vi skulle kunne. Men jeg oplevede aldrig, at alle de her forskellige fag samlede sig i en rød tråd. Jeg har hele tiden savnet at se hele tegningen og ikke bare fragmenter,” siger hun og fortsætter:

”Hvis du spørger mig, hvad psykomotorik er, så går jeg ret meget i stå. Jeg mærker egentlig en glæde ved tanken om al den læring jeg har med mig fra studiet, og jeg vil helt vildt gerne dele alt det med den, som spørger til min baggrund. Men hvordan skal jeg forklare det, så det bliver forståeligt for den anden? Det har jeg svært ved,” siger hun.

Vi mangler et hus

Men hvorfor er det så svært – ikke bare for Anemone, men også for mange andre? Lone har et bud:

”Jeg tror, vi mangler et hus, hvor vi kan gå hen og praktisere vores fag. Ligesom sygeplejersker, der kan gå hen på hospitalet og pege på sine kolleger,” siger hun og fortsætter:

”Når vi arbejder, er vi ofte alene, og så kan vores faglighed nemt skride. Ingen ved, hvad hinanden laver, for vi mødes ikke i et forum, hvor vi kan afgrænse og afstemme os, i forhold til hvad andre beskæftiger sig med, hvad det er for en tilgang, de har, eller hvilke metoder de bruger,” siger Lone.

”Det fællesskab er noget af det, jeg savner rigtig meget! Følelsen af at være en del af flokken og at kunne stå op for mit fag. At have en tydelig fornemmelse for, hvad det er, alle psykomotoriske terapeuter har til fælles. Hvad er vores adelsmærke? Det handler også om afgrænsning, at jeg kan sige til mine kolleger, som jo ikke er psykomotoriske terapeuter: Prøv lige at høre, forskellen på dig og mig det er det her, og enhver anden psykomotorisk terapeut ville sige det samme,” siger Anemone.

Du ser menneskerne

”Du ser jo menneskerne,” siger Lone.

”Jeg ser dem helt vildt meget! Jeg skaber kontakt, og jeg er opmærksom på, hvor meget berøring de vil have. Nogen skal slet ikke have noget, nogen skal bare lige have en samlende bevægelse,” siger Anemone og fortsætter:

”Vi danser også ude hos os, og der er jeg hele tiden opmærksom på at danse på deres præmisser: Jeg prøver hele tiden at finde ud af, hvor meget vi kan sammen. Hvad skal der til, for at du oplever, at du får en succesoplevelse med at danse med mig i det her øjeblik, hvordan skal jeg ’tune ind med min egen krop’, så der opstår tryghed og tillid,” siger Anemone.

”Det er jo vores tilgang. Du ser ressourcerne, og du respekterer også grænserne. Det kan godt være, der kun er en lille bitte ressource, men du ser den,” siger Lone og fortsætter:

”Det ser jeg også i de terminale patienter, jeg arbejder med. I den situation er fremtiden ikke så relevant. Vi er i nuet og i det, som patienten kan i dag. Og det kan vi netop, fordi vi har en psykomotorisk tilgang til mennesket. Man kan sige at vi støtter patientens dagsform,” siger Lone.

”Jeg kan godt følge dig. Jeg tænker bare stadig på, om det, vi her snakker om, også ville være det, vi ville blive enige om, hvis ALLE psykomotoriske terapeuter i hele Danmark en dag mødtes. Med hvilke ord ville alle psykomotoriske terapeuter kunne sige, at det er dét her, som er det psykomotoriske, og som vi alle kan, det er dét her, vi alle kan blive enige om, at vi gør, uagtet hvilket arbejde, hvilken årgang vi har, eller skole vi har gået på,” siger Anemone

“Jeg er enig i at det psykomotoriske felt dækker over mangt og meget og at vi har brug for klarerer definitioner, men måske er det netop nødvendigt for os psykomotoriske terapeuter at være i tvivl, for at kunne bevare et åbent og nysgerrigt blik i vores arbejde med andre mennesker”, siger Lone

Samtalen sluttede ikke her. Den var både længere og mere nuanceret. Og at der er brug for mere fællesskab og mere debat om, hvad der er fællesnævnerne for psykomotoriske terapeuter, understreger de begge to.

Det kommer der forhåbentlig på Årsmødet 2019, hvor temaet er kernefaglighed. Sæt kryds i kalenderen den 16. november, og kom med til en diskussion af faget.

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

Læs også: Hvad laver en psykomotorisk terapeut egentlig?

LOGIN