- Forside
- /
- Fra fagbladet
- /
- Hvad laver en psykomotorisk terapeut egentlig? Nye praksisbeskrivelser gør dig klogere
Hvad laver en psykomotorisk terapeut egentlig? Nye praksisbeskrivelser gør dig klogere
30. september 2019
Oprindeligt bragt i Psykomotorik#3 2019
Psykomotorikuddannelsen i Randers har lavet en række konkrete beskrivelser af, hvordan psykomotoriske terapeuter arbejder inden for syv områder. Målet er at inspirere både studerende og færdiguddannede.
Der ligger en omfattende research bag praksisbeskrivelserne, og det har været en kæmpe gave at tale med så mange psykomotoriske terpeuter, fortæller Maria Lindhardt, der her har placeret sig på et bord på fotografens opfordring. Foto: Tor Birk Trads
Hvad laver psykomotoriske terapeuter egentlig ude på det store arbejdsmarked? Svaret på det spørgsmål kommer du tættere på i VIA’s nye praksisbeskrivelser, der på baggrund af interviews med psykomotoriske terapeuter gennemgår jobtyper, metoder og fortællinger fra praksis.
Det er Maria Lindhardt, adjunkt på psykomotorikuddannelsen i Randers, der har udarbejdet praksisbeskrivelserne.
”Jeg håber meget, at praksisbeskrivelserne kan være med til at give de studerende et konkret indblik i, hvordan man kan arbejde som psykomotorisk terapeut. Og at de viser den store diversitet og alle de muligheder, der er i faget,” siger hun og tilføjer, at hun også håber, beskrivelserne kan bruges som inspiration til allerede uddannede.
Her finder du praksisbeskrivelserne
Via nedenstående links kan du downloade praksisbeskrivelserne i pdf-format
På VIAs hjemmeside kan du se en samlet oversigt over områderne – og selvfølgelig også finde praksisbeskrivelserne
Psykomotorisk terapeut inden for psykiatrien
Psykomotorisk terapeut inden for fødsels- og efterfødselsområdet
Psykomotorisk terapeut inden for handicapområdet
Psykomotorisk terapeut inden for smerteområdet
Psykomotorisk terapeut inden for sundheds- og beskæftigelsesområdet
32 psykomotoriske terapeuter deltager
For at samle materiale til de seks af praksisbeskrivelserne har hun interviewet hele 32 psykomotoriske terapeuter, der arbejder inden for de udvalgte områder. Deltagerne har hun fundet via efterlysning på Facebook og i forskellige netværk.
”Det har været meget omfattende, men det har også været en kæmpe gave at få lov til at snakke med alle de psykomotoriske terapeuter, der laver så mange spændende ting og er ansat så mange forskellige steder,” siger hun og fortsætter:
”Som psykomotorisk terapeut kan man godt føle sig meget alene med sit fag, og det her kan forhåbentlig også give et billede af, hvor mange vi er, og hvor mange områder vi kan byde ind på.”
De seks områder er psykiatri, børn og unge, smerte, handicap, fødsel – efterfødsel samt sundhed og beskæftigelse.
Dertil kommer en praksisbeskrivelse på ældreområdet, der er et sammendrag af en rapport, som VIA sidste år fik lavet i samarbejde med Aarhus Kommune, og som vi skrev om i Psykomotorik #4 2018.
”Det var egentlig den rapport, der blev startskuddet til hele projektet, fordi den blev så vel modtaget,” siger Maria Lindhardt.
De seks af områderne blev defineret med udgangspunkt i forskellige målgrupper og områder, som de studerende bliver undervist i undervejs på studiet. Og så blev området sundhed og beskæftigelse tilføjet, fordi mange psykomotoriske terapeuter er beskæftiget der.
Der er meget innovation
I løbet af de mange interviews er der noget, der er faldet særligt i øjnene, fortæller Maria Lindhardt.
”Et ord, der slår mig, er innovation. Mange er rigtig gode til at tænke nyt ind i det, der allerede er i forvejen,” siger hun og forklarer videre:
”Som fagpersoner kommer vi ofte ind i noget, der er der i forvejen – for eksempel en institution, der har nogle måder, tingene kører på, og i den situation er vi gode til at tænke det psykomotoriske ind i de rammer. Det handler om at kunne se et behov og formå at opfylde det igennem et nyt initiativ – det kunne være et hold, der fokuserer på afspænding. Den slags har jeg mødt rigtig meget af i mine interviews,” siger hun.
Noget andet, hun fremhæver, er evnen til at få dem psykomotoriske tilgang ind i de opgaver, der ofte er en del af funktionen, men som ikke er egentlig psykomotoriske. Det kunne for eksempel være plejeopgaver eller udarbejdelse af handleplaner.
”Det kan være, man arbejder med unge, der har ADHD- eller autismediagnoser, og som kan komme højt op i arousalniveau. Der bruger man måske både sin iagttagelsesevne og sin egen kropslige fornemmelse af den her person, så man undgår at eskalere en konflikt,” siger hun.