Studerende fik smagsprøve på psykomotorisk forskning

Et par måneder før vores bachelorskrivning tog sin begyndelse, blev vores hold præsenteret for muligheden for at blive et lille sideskud til et forskningsprojekt, der allerede var i fuld gang.

Det eksisterende projekt handlede om psykomotorisk terapi som et komplementerende behandlingstilbud til skulderpatienter. Herfra fik vi muligheden for at få empirien til vores bachelorprojekt, bestående af 12 videooptagelser af netop disse behandlinger. Ud fra denne empiri skulle vores overordnede fokus være relationen mellem terapeut og klient.

Vi var i alt fem studerende, delt i to grupper, der takkede ja til dette tilbud. Vi så det som en stor og meget spændende mulighed at få lov til at være bare en lille del af et igangværende forskningsprojekt. Ydermere fandt vi fokusset på relation særligt relevant at studere.

Vi valgte fra starten af processen, at vi i de to grupper ikke talte sammen om vores opgaver. Dette gjorde, at vi endte med to meget forskellige opgaver, trods det fælles udgangspunkt.

Den ene opgave handlede overordnet om symmetri i relationen mellem terapeut og klient. Den anden opgave havde fokus på at forstå denne relation vha. forskellige relationstyper og kommunikationsniveauer.

Udfordringen og styrken ved at se med forskellige øjne

I et af uddannelsens mindste grupperum fik vi endelig videoerne til at fungere. Hver med sin kop kaffe, papir og pen klar til at notere, hvad end der dukkede op på skærmen. Vi prøvede ikke at tale sammen undervejs, men mærkede alligevel hinandens reaktioner, når relationen påvirkede os.

Efter en af videoerne nåede vi slet ikke at dele hinandens notater, før en af os udbrød:

“Nej, hvor var der bare dårlig kemi, jeg kunne næsten ikke holde det ud!”

I den helt anden grøft var en anden:

“Er det rigtigt? Jeg fornemmede bare, at de svingede helt vildt godt.”

Og det viste sig, at den tredje studerende slet ikke havde haft øje for stemningen. Vi brugte lang tid på at snakke om, hvordan vi kunne eller ikke kunne genkende os selv i den relation, vi lige havde været vidne til. Alt sammen helt overflødigt, måske, for da vi genså videoen et par dage senere, så vi alle tre noget helt andet.

Denne oplevelse var i høj grad med til at rejse spørgsmålet om, hvorvidt vi i det hele taget kan generalisere og blive klogere på relationen. Kan vi overhovedet bruge vores brede kendskab til relationspsykologien, kommunikation og kropssprog, når vores egne fornemmelser og forforståelser har så stor betydning for, hvad vi ser, når vi forsker?

Ved dette eksempel endte vi med at bruge meget tid på at beskrive og gøre netop vores forforståelser tilgængelige og gennemsigtige. For at skabe kvalitativ forskning er denne bevidstgørelse helt central, og er der noget, som vi psykomotoriske terapeuter er dygtige til, så er det da at reflektere og gå i metaperspektiv.

Når psykomotoriske grundværdier møder forskning

Et af forskningens præmisser er netop, at vi skal formulere generaliserbare tendenser. Hvordan efterlever den psykomotoriske forsker så grundværdien om, at mennesker skal ses og mødes ud fra deres individualitet og livsverden, og at behandlingen ikke kan generaliseres, fordi mennesker er forskellige?

I vores forskning brugte vi netop denne viden om, at individer kræver forskellig behandling, og prøvede at finde nogle tendenser, som imødekom denne differentiering i behandlingen.

Alligevel var vi nødt til at afgrænse os til nogle bestemte tendenser i forhold til relationstyper og kommunikationsformer. Vi fandt derfor, at et muligt kompromis mellem forskningens præmisser og de psykomotoriske grundværdier var at udvikle vores eget forskningsdesign.

Dette blev et forskningsdesign, der omfavnede både det at kunne sætte fænomener og tendenser i kasser, men samtidig at lade kasserne være formbare og organiske, så de kunne tilpasses individerne i empirien.

Skal forskning og psykomotorik gå hånd i hånd?

I sidste ende står særligt to spørgsmål tilbage:

1) Hvorfor har vi brug for forskning, der påviser det, vi måske allerede synes, vi ved?

2) Gavner forskning den psykomotoriske profession?

Vi vil lade spørgsmålene stå åbne og op til refleksion hos dig, som læser med. Dog skal du ikke spares for et udpluk af vores refleksioner som et besyv til den diskussion.

Vi fornemmer et stort behov for en tydeligere definition af vores profession; hvad er det præcis, vi kan, og hvordan er det præcis, vi gør det? Et definitionsspørgsmål, der gør det besværligt for os at tydeliggøre os, når vi skal formidle vores profession – dét kan forskningen hjælpe os med.

Netop nu er vi midt i en tid, hvor det efterhånden anerkendes, at den oplevelses- og erfaringsbaserede viden er gyldig viden. Det er et tog, vi skal springe på, for heri ligger muligheder for at imødekomme samfundets idealer om evidensbaseret viden, men på præmisser, som efterlever professionens behov og muligheder.