Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Vi går ind gennem kroppen!

I Københavns Kommunes familiehus arbejder en psykomotorisk terapeut, en psykolog og en socialpædagog sammen om at hjælpe børn, som er blevet eksponeret for vold i familien eller andre voldsomme begivenheder. Fokus i deres arbejde er på familien og på leg og samvær, der løsner op for kroppen og regulerer nervesystemet. Jeg har været så heldig at blive inviteret ind til en snak om deres måde at arbejde på.

 

Af Astrid Hjorth Balle

(Artiklen blev bragt i Psykomotorik #4 i december 2020)

I nogle lyse og dejlige lokaler i Suhmsgade i København møder jeg de tre kvinder, hvis arbejde denne artikel handler om. Det var en af de meget varme sensommerdage, vi havde i august, da jeg mødtes med dem til interview. Nu, hvor jeg skal til at skrive artiklen, er det desværre blevet koldt, og kalenderen afslører, at det ikke længere er sommer. Jeg har lige genhørt vores samtale, og selvom jeg sidder med uldsokker på, kommer varmen fra den dag med et tilbage. Det er dog ikke varmen fra solen, jeg kan mærke, men fra deres engagement og energi. At få lov til at tale med nogle, der er så optagede af deres arbejde, er en meget stor fornøjelse. Lad os kigge lidt nærmere på, hvad det er, de laver.

Mette Buus, Hanne Jacobsen og Mette Wulffeld er alle sammen ansat i Københavns Kommunes familiehus i tilknytning til socialforvaltningen. De arbejder i forskellige distrikter, deres uddannelser er forskellige (se boks), og de arbejder forskelligt, men tilfælles har de blandt andet deres treårige efteruddannelse til SE-terapeut. SE står for Somatic Experiencing[1], og det er en uddannelse med fokus på traumer.

Det var oprindeligt en kommunal pose penge øremærket til børn, som havde været eksponeret for vold, der sendte dem alle tre afsted på SE-uddannelsen, og det var gennem den, de kom til at arbejde sammen. Uddannelsen havde dog ikke konkret fokus på børn, men på traumer mere generelt, og med afsæt i kommunens målsætning om at inddrage børnene i traumebehandlingsarbejdet deltog de derfor i en workshop hos brasilianeren Ale Duarte[2]. Ale Duarte er SE-terapeut, og hans fokus er på at hjælpe børn tilbage på sporet efter voldsomme hændelser.

Med al den gode efteruddannelse i bagagen tog de tre SE-terapeuter i 2016 så initiativ til det familieorienterede gruppetilbud, vi skal høre mere om nu.

[1] Somatic Experiencing er kort fortalt en terapeutisk metode, som kan mindske og opløse stressreaktioner fra chok og traumer. Metoden bygger på en fokuseret opmærksomhed på kropsfornemmelser, fordi kroppens iboende og helende ressourcer derved aktiveres.

[2] Hvis du er nysgerrig på hans arbejde, kan du finde en række videoer med ham på YouTube.

Visitation til gruppen

Som ordet ’gruppetilbud’ indikerer, er det et tilbud, der foregår i grupper. Det betyder, at en seks-syv familier er sammen på et hold, der kører ca. 12 gange. En familie kan for eksempel bestå af to forældre og et barn eller blot en forælder (eller bedsteforælder, plejeforælder) og et barn (og evt. søskende). Børnene er typisk mellem seks og 11 år, men i de enkelte forløb tilstræber de, at aldersspændet ikke er mere end to år.

Mette, Hanne og Mette foretager en visitationsproces for at afsøge, om deres tilbud er det rigtige for den pågældende familie, og om der er motivation, eller om de for eksempel er så angstramte, at de ville have bedre af nogle andre og mindre gruppeorienterede rammer.

Når et hold er fyldt op, skydes forløbet i gang. SE-terapeuterne mødes først med forældrene for at få kendskab til traumehistorien og for at blive klogere på, hvordan barnet har det ifølge forældrene, og hvad det er for hændelser, der har forårsaget familiens traume. Bagefter kommer forældrene så sammen med deres barn, og det møde afvikles altid på den samme måde: Gruppelederne indleder med at spørge, om barnet selv ved, hvorfor det er med til mødet. Herefter leger de en præsentationsleg, hvor alle – både børn og voksne – skal svare på for eksempel, hvad ens yndlingsmad er, hvad man godt kan lide at lave, hvad der er ens yndlingsdyr, hvad man er glad for, og hvad man er bange for. Når alle har svaret, folder de papirflyvere, som de sender ud i verden. Det er ikke kun rigtig sjovt, det viser også, hvordan kontakten til barnet er, og så viser det barnet, at det er der for at lege, og det er vigtigt. De fleste børn vil rigtig gerne lege med deres forældre, for det er de ikke så vant til, fortæller SE-terapeuterne.

De faglige briller er på

Hvad børnene af gode grunde ikke kan vide, er, at alle disse indledende lege selvfølgelig også skal give gruppelederne et indtryk af både barnet, forældrene og kontakten mellem dem. Til det bruger de en række greb fra deres SE-uddannelse som navigationsredskab, for eksempel Ale Duartes fem faser, som kendetegner al form for menneskelig aktivitet: ro, orientering, aktivitet, samspil og integration. At se på situationen ud fra faserne siger noget om, hvordan barnet er lejret inde i sig selv. Er det et barn, der kan koncentrere sig og vente? Eller er det et barn, der springer orienteringen over og bare skyder flyveren afsted? Nogle børn bliver hængende i fase et, fordi de på en måde er frosset fast. De to forskellige reaktionsmønstre ser de tit hos børnene, fortæller de tre kvinder, enten er de aktive og fiser rundt, eller også er de passive og mangler handlekraft. Det er vigtig viden for det videre forløb, at de får dannet sig et så retvisende billede af barnet og den voksne som muligt, og derfor kigger de også på kropssprog, tempo, måde at placere sig på i rummet ift. voksne, hvordan der skabes kontakt osv. Og derfor er de visiterende familiemøder, hvor ’temperaturen bliver taget’, vigtige for, at det efterfølgende gruppearbejde bliver så effektfuldt som muligt.

Når de indledende møder med de enkelte familier er afholdt, begynder det egentlige gruppeforløb, hvor de mødes en gang om ugen, men det vender vi tilbage til.

Hvis man går usikkert på det ene ben, brækker man ofte det andet

Efter at have hørt gruppelederne fortælle om, hvad tilbuddet rummer, hvordan det kommer i stand, og hvordan det skydes i gang, er jeg nysgerrig på, hvad det er for en slags traumer, familierne kommer med. Kan man sige noget generelt om det? Findes der med andre ord et typisk traume? Gruppelederne svarer, at det er svært at sige noget generelt om det, men at der i grupperne har været en overrepræsentation af børn, hvis mor har været udsat for vold, eller hvor børnene selv har været udsat for vold, eller familier, som er blevet fanget i ekstremt komplicerede og konfliktfulde skilsmisser. Uanset hvilken voldseksponering eller svigt, der har fundet sted, kan det udløse en perlerække af traumer, og hvis det for eksempel også handler om fødselsdepression, forladthed eller kompliceret tilknytning til barnet, bliver de første perler måske hængt på snoren allerede tidligt i barnets liv, og de næste kan hele tiden være lige om hjørnet. Ikke alle traumatiseres af svære oplevelser, man kan være særligt disponerede: ”Hvis man går usikkert på det ene ben, brækker man ofte det andet”, som Hanne udtrykker det.

Fælles for langt de fleste af de børn, SE-terapeuterne møder i deres arbejde i grupperne, er, at børnene som følge af deres traumatiske oplevelser ofte har store problemer i skolen, de kan have massiv skolevægring, de kommer ofte i konflikter, og de har det ofte ret svært.

Prinsen hopper i hinkerude med den lille løveunge en gang om ugen

Efterfølgende spørger jeg, om familierne deler deres traumer med hinanden? Til det svarer de tre, at de helt bevidst ikke tager initiativ til, at traumehistorien skal lukkes op. Det er ikke det, der er missionen her. De går i stedet ind gennem kroppen og nervesystemet, og ved hjælp af lege og fortællinger får kroppen nye erfaringer med traumet. For eksempel, fortæller Mette Buus, leger de en historie om en prins, som gerne vil have en prinsesse, men dragen står i vejen for ham. Hvis prinsen gerne vil have prinsessen, bliver han nødt til at nærme sig dragen, så han kan kæmpe med den. Dragen bliver et billede på det traume, som kan blokere for barnets adgang til egne ressourcer, og ved at lade barnet samle styrke til at nærme sig den og kæmpe mod den i legen får kroppen en erfaring med at være handlekraftig og i stand til at holde sammen på sig selv. Den slags kropslige erfaringer er gode at få leget frem hos børn, der måske ikke længere tror, de er i stand til noget som helst.

Hanne fortæller, at de også sommetider laver en hinkerude, hvor man skal ønske sig noget for sin fremtid, hver gang man hopper fremad i ruden. Den slags lege er også med til at give børnene en kropslig oplevelse af ikke blot at kunne drømme, men også at kunne samle tankerne om, hvad det egentlig er, de vil.

I forsøget på at komme til at forstå endnu mere af de tre kvinders måde at arbejde på, spørger jeg nu, om de også sammen med børnene italesætter, at de har traumer. Ja, det gør de, fortæller Hanne, men de går ikke ind i traume-vortex – de ønsker i stedet at give barnet kendskab til og forståelse af vanskeligheder afledt af traumet. Mestringsstrategier formidles altså i børnehøjde, og netop ønsket om at være i børnehøjde ligger bag den legende tilgang, der er, når gruppen mødes.

Efter den indledende samling ved et bord, hvor man lander med en snack og lidt at drikke, skal alle i gruppen bevæge sig fra et rum til et andet via en ’forhindringsbane’. Det skærper sanserne og opmærksomheden på rummet og giver et godt udgangspunkt for de lege, der skal leges i det nye rum.

Når familierne mødes her, foregår det altid på næsten den samme måde, for – som de tre kvinder siger – nervesystemets sprog er gentagelser, rytmer, forudsigelighed og struktur. Ofte synger og bevæger gruppen sig sammen; for eksempel leger de kongens efterfølger, stopdans med fokus på at komme i sikkerhed, de laver en familieopstillet statue, eller de synger en sang med en god rytme, der formidler samhørighed. Legene sigter altså på en følelse af at være i et fællesskab og høre til, og det at kunne koble sig på en leg er i sig selv helende. Mange af de børn, som er med, har oplevet at være på kanten af et fællesskab, fordi andre børn har fundet dem forstyrrende og/eller grænseoverskridende. Andre har oplevet ikke at kunne finde ud af at komme ind i lege og være med i et synkroniseret samspil pga. for stor tilbageholdenhed og frosset tilstand. For alle er det derfor særligt godt med inkluderende sanglege og at have et rum, hvor de kan øve sig på at regulere energi og følelser og at afstemme sig med andre, fortæller gruppelederne. Det er også her, forældrene opdager, hvad der er svært for deres barn, og de får øget omsorg for og ideer til, hvordan de kan hjælpe deres barn.

En leg, de sommetider leger, er barnet som en lille løveunge, der skal i sikkerhed hos dens løvemor. De bygger legen op som en lidt farlig rejse, løveungen skal ud på, men som selvfølgelig ender i sikkerhed i løvemorens favn. Den leg giver ikke kun barnet en måske ny eller sjælden erfaring af at være i sikkerhed hos sin forælder, forælderen får også en oplevelse af at kunne skabe sikkerhed for sit barn, hvilket han eller hun måske ikke altid har kunnet. På den måde genforhandles deres kontakt, og det er meget rørende at se, når det sker, fortæller de tre SE-terapeuter.

I deres lege i gruppen har gruppelederne fortsat fokus på de førnævnte SE-elementer, og de tager hensyn til alle de nervesystemer, som er til stede. Det betyder måske, at de går lidt langsommere ind i en faldskærmsleg, end nogle af børnene ønsker, men der skal være plads til alle og til, at alle børn får mulighed for igen at øve og mestre deres evne til selvregulering.

Tanker om proces og fremtid

Når dagens gruppesession er slut, evaluerer SE- terapeuterne dagens forløb, og de drøfter, om der er nogen, der skal følges op på i løbet af ugen, og hvad der ellers skete i dagens session. På den måde holder de øje med, om udviklingen går den rigtige vej, og hvad der evt. skal justeres til næste gruppesession.

På det her tidspunkt i samtalen går det op for mig, at de kun arbejder på det her projekt én dag om ugen! Dét – sammen med deres energi på projektet og deres enormt respektfulde sans for detaljen i arbejdet med de her familier, både i observationen af dem og i de konkrete forløb – gør kun min fascination og beundring af deres arbejde endnu større!

Jeg får lyst til at høre endnu mere om deres samarbejde, og hvordan de bruger hinandens forskellige fagligheder. Det optager dem ikke så meget i det daglige, at deres fagligheder er forskellige, fortæller de. Men de har stor respekt for hinanden – både personligt og fagligt. Der er selvfølgelig noget, de hver især er særligt gode til. Mette Buus står for eksempel ofte for den indledende leg og den afsluttende afspænding, der støtter selvregulering og omsorg, mens de mere psykologiske udviklingsprocesser i arbejdet falder Hanne naturligt, og Mette Wulffeld er rigtig god til lege, som understøtter det relationelle mellem børn og voksne. På den måde er det delt konstruktivt op, samtidig med at de alle tre sammen bidrager med en masse erfaring og faglighed som følge af de relativt mange arbejdsår, de har bag sig.

Med tanke på deres enorme faglighed og kæmpe engagement er det svært at forestille sig, at familierne ikke profiterer positivt af forløbene, men jeg spørger alligevel de tre kvinder, hvordan de kan se, at familierne bliver bedre. Det er forskelligt fra barn til barn, siger de indledende. Men man kan ofte se det ved, at de får færre konflikter både i skolen og derhjemme, og at kontakten mellem barn og voksen bliver bedre. Men de vurderer selvfølgelig de enkelte familiers fremskridt ud fra det, de er henvist for. Ud over de konkrete forbedringer får både de og endnu vigtigere familierne viden om, hvad det er, der sker, når traumet ’taler’. Den enkelte familie kan med en øget viden bedre forholde sig til både traumet og at traumet er der, og de kan bedre hjælpe hinanden. ”Den viden sender vi dem afsted med”, siger Mette, Hanne og Mette, samtidig med at de understreger, at det selvfølgelig ikke er et quickfix. Der kan for nogle familier være behov for mere samtale end leg, men det legende rum kan give begge parter nogle nye erfaringer, som kan være et godt udgangspunkt for samtale og yderligere bearbejdning af traumet efter endt gruppeforløb. Der er også processer, der skal videreformidles i netværk og skole, og som handler om at skrive ny historie, fortæller de.

Selvom jeg kunne høre dem fortælle om deres arbejde i endnu længere tid, skal samtalen føres mod enden, og jeg stiller ikke så overraskende spørgsmålet: ”Hvad med fremtiden?”. ”Vi synes jo, det her er en rigtig god måde at gøre det på”, siger de tre, og de drømmer om at udvide – både internt i Københavns Kommune og i flere kommuner. Sådan som jeg i vores samtale er blevet introduceret til deres arbejde, har jeg svært ved at forestille mig, at mange fagpersoner ikke også ville sætte pris på at blive smittet af deres faglighed, varme og engagement – for slet ikke at tale om de mange flere familier, der ville kunne nyde godt af det.

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN