”Trainee-ordningen gav mig modet og energien til at banke på flere døre”
16. december 2021
Artiklen blev oprindeligt bragt på FH’s hjemmeside.
Som nyuddannet psykomotorisk terapeut havde Anne Kallesøe Pedersen svært ved at finde job, hvor hun kunne bruge sine faglige kompetencer. I dag er hun en glad fastansat medarbejder på plejecenter i Aarhus kommune.
Anne Kallesøe Pedersen begyndte i en fast stilling den 15. november i år. Hun fremhæver, at trainee-ordningen har været springbræt for hende til at finde fast arbejde. ”Jeg vil til enhver tid anbefale andre dimittender at kontakte deres fagforening og spørge, om de kan få en mentor og rådgivning. Som nyuddannet arbejdsløs er det svært at få fast grund under fødderne, men trainee-ordningen giver dig et godt rygstød til at komme i gang. Jeg turde kaste mig ud i meget mere på grund af trainee-forløbet,” siger hun. Foto: Gitte Redder
Det er ikke spor sjovt at have taget sin drømmeuddannelse for at begynde arbejdslivet med at gå ledig. Men det var, hvad der skete for Anne Kallesøe Pedersen i juni 2020.
”Jeg var superglad, da jeg var færdig som psykomotorisk terapeut i sommeren 2020. Det er en spændende professionsbachelor-uddannelse. Men det er også en sundhedsfaglig uddannelse, som ganske få kender til, og derfor var det svært at finde arbejde,” fortæller hun.
Et traineeforløb består typisk af en kombination af fagrelevant kursus og opkvalificering samt virksomhedspraktik eller jobrotation.
Den nuværende traineeordning er en aftale mellem beskæftigelsesministeriet, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Akademikerne. Ordningen er netop blevet forlænget, og løber foreløbig til 1. juli 2022.
I FH er forbundene BUPL, HK, PROSA, Socialpædagogerne, Teknisk Landsforbund, Kost og Ernæringsforbundet, Socialrådgiverne og Psykomotoriske Terapeuter med. Trainee-ordningen har siden 2013 hjulpet ledige dimittender med mellemlange og lange uddannelser i job.
Søgte vidt og bredt
28-årige Anne Kallesøe Pedersen søgte job vidt og bredt. Desværre forgæves. Efter nogle måneders ledighed besluttede hun sig for at sige ja til et vikariat som pædagogmedhjælper i en daginstitution, hvor hun håbede at kunne bruge sin uddannelse.
Men hendes faglige kompetencer kom slet ikke i spil, og hun erkendte, at hun havde brug for at skifte spor.
”Jeg gik i tænkeboks og fandt ud af, at jeg gerne vil arbejde indenfor ældreplejen. På det tidspunkt var jeg igen arbejdsløs. Jeg blev hurtigt klar over, at job som psykomotorisk terapeut ikke hænger på træerne, fordi lederne rundt omkring ikke aner, hvad vi kan,” siger hun.
Fik tilbudt trainee-forløb af fagforeningen
Anne Kallesøe Pedersen tog et kursus, hvor hun blev skarpere i forhold til sit CV og mere proaktiv i forhold til at opsøge potentielle arbejdspladser. Blandt andet kontaktede hun et plejecenter i Aarhus og bad om en rundvisning.
Fagforeningen Danske Psykomotoriske Terapeuter, DAP, tilbød hende et trainee-forløb, hvor hun fik samtaler og sparring.
Projekt- og kursuskoordinator Rikke Aastrup Jensen gav gode tips og rådgivning. Især om, hvordan Anne Kallesøe Pedersen overfor lederen på et plejecenter skulle komme med konkrete eksempler på, hvordan en psykomotorisk terapeut kan genoptræne og forebygge sygdomme hos ældre ved at have fokus på både psyke, krop, bevægelse og motorik.
Bindeled mellem forskellige fag
Samtidig blev Anne Kallesøe Pedersen opmærksom på, at det var vigtigt at betone, at hendes faglighed kan være bindeled mellem sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, fysioterapeuter, ergoterapeuter og andre faggrupper på et plejecenter.
”Trainee-ordningen gav mig modet og energien til at banke på flere døre,” fastslår hun.
Traineeforløbet gav selvtillid
En plejehjemsleder blev interesseret og tilbød Anne Kallesøe Pedersen 10 timers arbejde om ugen.
”Jeg sagde nej og foreslog virksomhedspraktik på 30 timer om ugen. Jeg mente, at vi alle ville få mere ud af det i forhold til oplæring, hvis jeg nu skulle blive tilbudt en stilling senere,” siger hun.
Anne Kallesøe Pedersen er ikke i tvivl om, at det var trainee-forløbet, der gav hende selvtilliden til at foreslå virksomhedspraktik.
”Virksomhedspraktik er jo gratis for arbejdsgiveren, og det var en mulighed for mig til at demonstrere alt det, som vores faggruppe kan bidrage med overfor ældre borgere,” pointerer hun.
Fuld af idéer
Efter tre uger på plejecenteret i Aarhus Kommune fik Anne Kallesøe tilbudt en fast 30-timers stilling, hvor halvdelen af jobbet er pleje og den anden halvdel psykomotorisk terapi.
Den model er en god kombination, synes hun. Plejedelen giver kendskab til, hvor der skal sættes ind terapeutisk for at fremme livskvaliteten hos de ældre.
Anne Kallesøe Pedersen havde første arbejdsdag i sit nye job mandag 15. november. Hun har hovedet sprængfuldt af ideer til, hvilke initiativer og projekter hun skal have gang i hen over vinteren.
”Jeg er den første psykomotoriske terapeut, der er ansat på plejecentret, og jeg skal arbejde sammen med mange andre faggrupper. Men jeg oplever ikke, at mine nye kolleger opfatter mig som en trussel. Tværtimod er de nysgerrige på, hvad jeg kan, og hvordan vi kan samarbejde og inspirere hinanden,” siger hun.
Traineeordningen har været springbræt
Anne Kallesøe Pedersen fremhæver, at trainee-ordningen har været springbræt for hende til at finde fast arbejde.
”Når du er en del af en lille faggruppe som psykomotoriske terapeuter, skal du være kreativ og spotte, hvor arbejdsopgaverne er. Du skal kunne overbevise en leder og andre faggrupper om værdien af, at du er på arbejdspladsen. Der er nogle forhindringer. Især når du får en masse nej’er, kan det være svært at komme op på hesten igen. Det hjalp trainee-ordningen mig med,” siger hun.
”Jeg vil til enhver tid anbefale andre dimittender at kontakte deres fagforening og spørge, om de kan få en mentor og rådgivning. Som nyuddannet arbejdsløs er det svært at få fast grund under fødderne, men trainee-ordningen giver dig et godt rygstød til at komme i gang. Jeg turde kaste mig ud i meget mere på grund af trainee-forløbet,” konstaterer hun.
Vil du være trainee? Vi hjælper dig!
Hvis du er uddannet psykomotorisk terapeut og får dagpenge på dimittendsats, kan du komme i et praktikforløb på op til otte uger. Du kan selv finde et sted, eller vi kan hjælpe – kontakt os for at høre mere. Du kan også se Rikke fortælle mere om trainee lige her.
Kursuskoordinator i DAP Rikke Aastrup Jensen, raj@dap.dk, 52108747