26. februar 2021
Mens naturen smeltede omkring os – temperaturen er steget med op til 20 grader rundt omkring i landet – bragte onsdagens udmeldinger desværre kun få konkrete ting til de psykomotoriske terapeuter. Selvstændige på Bornholm kan åbne deres klinikker – rigtig dejligt for dem – og udendørs idrætsaktiviteter kan foregå med op til 25 deltagere. Resten kommer til at vente lidt endnu. Du kan læse mere om den forestående genåbning her: https://coronasmitte.dk/Media/E/A/Pjece_gradvis%20gen%c3%a5bning_240221%20NKC.pdf
Fra DAP’s side forsøger vi fortsat at gøre opmærksom på de selvstændiges situation gennem vores netværk og til myndighederne. Men det er svært at få hul igennem for en lille gruppe i en situation, hvor mange andre banker på myndighedernes døre for at tale deres sag. Og det, selvom vi har en god sag, synes vi, og selvom vores situation er speciel som sundhedsfag i kanten af et sundhedsvæsen, der lige nu har valgt at trække grænserne hårdt op.
OK21
På den positive side kan jeg slutte ugen med at konstatere, at der nu er landet overenskomster på alle de offentlige områder med ikke blot en reallønsstigning, men også en, om end lille, reel lønstigning til de offentlige ansatte. Forhandlinger og beregninger på de organisationsspecifikke områder foregår stadig, og jeg ser frem til at præsentere det hele for jer snart.
VEDR. AUTORISATION
Og så har jeg netop haft endnu en samtale med endnu en af sundhedsordførerne fra Folketingets partier som forberedelse til, at vi skal have foretræde for Sundhedsudvalget. Det er endnu et trin på vejen mod forhåbentlig at få autoriseret det psykomotoriske fag og profession. Vi arbejder på at komme hele raden rundt og på at få informeret og talt vores sag. Og der lyttes til os, så meget kan der i hvert fald siges herfra.
DAP’S DIGITALE FAGBLADSARKIV ER I LUFTEN
På en helt anden bane er jeg blevet gjort opmærksom på et par artikler fra nogle af de første fagblade, der i disse dage kører gennem scanneren på vej ud i DAP’s digitale arkiv over fagblade. Det har fantastisk at fordybe sig i, hvad Ingrid Prahm og Grethe Jørgensen skrev om det afspændingspædagogiske fag og metode i slutningen af 70’erne. Når man læser disse tekster med nutidsbrillerne på, står det så fint og klart, hvordan vores fag dengang handlede om det samme, som det, vi arbejder med nu: Når Grethe Jørgensen for eksempel insisterer på at kalde dem, hun behandler, for ”elever”, og skriver om, hvorledes afspændingspædagogen ikke giver svarene, men støtter eleven i at finde dem selv, så lyder det så velkendt, for det er jo også, hvad de psykomotoriske terapeuter gør i dag. Hos os og mange andre steder i sundhedsvæsenet siger man, at ”patienten/klienten er eksperten”, at man arbejder klientcentreret og støtter mestring og recovery og den slags. Var Grethe og datidens afspændingspædagoger mon forud for deres tid? Eller er det i hvert fald ikke denne tilgang, som gør, at vi som psykomotoriske terapeuter er (endnu mere) relevante rundt omkring på behandlingsinstitutioner og den slags i kommuner og regioner?
De ting, man behandlede den gang, er også de samme, som vi behandler i dag: stress, smerter, uhensigtsmæssige arbejdsstillinger og manglende kontakt til kroppen… Disse er nogle af de tanker, der melder sig hos mig, når jeg læser dette, men smut selv ind og læs, og gå på opdagelse i faget og foreningens historie, og gør dig dine egne tanker. Du finder arkivet her, der løbende bliver større, her: https://dap.dk/fagbladsarkiv/
God weekend!
Ditte-Marie Post
