autorisation
Tandplejerne: Pligterne fylder meget
17. marts 2018
Artiklen blev oprindeligt bragt i Psykomotorik #1 2018
I 1996 blev tandplejerne autoriseret efter en målrettet indsats over flere år. Vi har talt med formand Elisabeth Gregersen for at få en fortælling fra et af de sundhedsfaglige fag, der er blevet autoriseret i nyere tid.
Vejen til autorisation er langtfra en metervare, og hvert fag har sin fortælling om, hvordan autorisationen blev tildelt. Således også Danske Tandplejere, der opnåede autorisation i 1996 efter syv til otte års målrettet arbejde.
Baggrunden for ønsket om en autorisation var et ændret arbejdsmarked for faggruppen.
I 1980’erne blev tandplejerne – ligesom mange andre fag – ramt af stor arbejdsløshed. Mange blev tvunget til at forlade faget, fordi de simpelthen ikke kunne få et job. Det satte tanker i gang. Noget kunne måske gøres anderledes.
”Der var nogle, der gerne ville åbne egen praksis, og det gav anledning til, at man gerne ville være en autoriseret faggruppe med de forpligtelser, som det indebærer”, siger Elisabeth Gregersen, der har været formand i Danske Tandplejere siden 1999.
Afgrænsning af fagområdet
Det satte flere processer i gang. Dels en proces, hvor de parter med interesse i faget skulle høres. Det var for eksempel uddannelsestederne og tandlægeforeningerne. Og dels en proces med en afgrænsning af fagområdet.
“Autorisationen krævede i vores tilfælde, at fagfeltet blev beskrevet, og for os betød det, at det blev beskrevet, hvilket arbejde vi ikke må udføre. En autorisation giver rettigheder, men den giver også pligter”, siger Elisabeth Gregersen og fortsætter:
”Det er et stort arbejde for os som organisation, at være underlagt Styrelsen for Patientsikkerhed, og det er ligeledes et stort arbejde at være tandplejer med egen praksis. Samtidig kan det overraske en fagligt orienteret tandplejer, der bare gerne vil gøre et godt stykke arbejde, hvad der – foruden kvalitet i det daglige arbejde – også skal holdes styr på. Kliniktøjet skal vaskes på en bestemt måde, hygiejnen og arbejdsmiljø skal følge helt fastlagte krav og så videre”, siger hun, og understreger at hun selvfølgelig ikke kan sige noget om, hvad kravene til psykomotoriske terapeuter ville være.
For at opnå autorisation blev uddannelsen til tandplejer forlænget med et halvt år, så den kom til at vare 2,5 år. Af hensyn til de tandplejere, der var uddannet på den toårige uddannelse, fik autorisationen tre trin: A, B og C.
- A autorisation: De, der dimitterede fra den nu 2,5 år lange uddannelse. Derudover tandplejere med tre års erhvervserfaring, som tog efteruddannelse i anatomi og farmakologi, så de kunne lægge lokalbedøvelse og åbne egen klinik.
- B autorisation: De, som havde tre års erhvervserfaring, men valgte ikke at tage efteruddannelse. De kunne åbne egen klinik, men måtte ikke lægge lokalbedøvelse.
- C autorisation: De, som havde mindre end tre års erhvervserfaring og fravalgte at tage efteruddannelse.
Det kan lyde en smule som situationen for psykomotoriske terapeuter, hvor der også er forskelligt uddannelsesniveau. Det er dog vigtigt at understrege, at der er enorm forskel på fagene, uddannelsernes opbygning og placering i sundhedssektoren.
Derfor er det udelukkende et eksempel på, hvordan en udfordring med forskellige uddannelsesniveauer blev løst i et andet fag.
Status 22 år senere
Det er 22 år siden, at tandplejerfaget blev autoriseret. Elisabeth Gregersen gør status:
”Tandplejerfaget har i dag, efter 22 år med autorisation, fået fodfæste på arbejdsmarkedet, hvor der er en stor efterspørgsel. Tandplejerprofessionen har som ingen andre i det odontologiske team et grundlæggende fokus på sundhedsfremme og forebyggelse. Tandplejerne arbejder for at holder de sunde sunde og gøre de mindre sunde sundere, og det er interessant både for borgerne og for politikerne”
