Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Status på autorisation efter afstemningen i Folketinget i dag (19. maj 2022)

Det endte ikke med, at der i Folketinget var et flertal bag forslaget om at give os autorisation i denne omgang, men det betyder ikke, at processen er ovre. Vi er meget begejstrede for, at psykomotorikken er blevet sat på det politiske landkort under denne proces, og vi er blevet nævnt i forbindelse med både psykiatriplanen og sundhedsreformen.

Mange andre faggrupper har skullet igennem flere forsøg, før de opnåede autorisation, og det er ikke anderledes for os. Vi opgiver altså ikke vores kamp for autorisation, ligesom at vi heller ikke starter fra nul i morgen. Arbejdet indtil nu har givet os et stærkt fundament og nogle gode allierede at arbejde videre med.

For åbenhedens skyld vi vil gerne lige forklare lidt om det politiske, der er foregået den sidste uges tid:

Styrelsen For Patientsikkerhed havde anbefalet et nej, fordi de ikke fandt beviser for behov for yderligere tilsyn med psykomotorisk arbejde eller hyppigt forekommende uhensigtsmæssig faglig adfærd blandt psykomotoriske terapeuter. Denne anbefaling valgte regeringen, Ø, R og en række andre partier at følge på trods af vores faglige argumenter og ihærdige pres. Vi var dog tæt på at have 90 mandater udenom regeringen, men der var uenighed om, hvorvidt man skulle vedtage et forslag, som direkte pålagde regeringen at give os autorisation, eller om regeringen skulle indkalde til drøftelser om at undersøge alle de uautoriserede faggrupper i sundhedsvæsenet i dag.

Det er selvfølgelig meget ærgerligt, men vi er dog som sagt meget begejstrede for al den opbakning, vi har fået i store dele af det politiske Danmark. Specielt vil vi gerne nævne Liselott Blixt (løsgænger, tidl. DF), der fremsatte forespørgslen i første omgang og virkelig gik regeringen på klingen for, hvorfor de ikke ville give os autorisation. Kirsten Normann (SF) har også vist stor opbakning og lovet, at hun vil blive ved med at kæmpe for autorisation til psykomotoriske terapeuter fremover. Martin Geertsen (V) har også vist en vis opbakning, men dog en mere forsigtig tilgang til, hvordan forløbet frem mod autorisation kunne se ud.

Herinde fra DAP vil vi også sige tusind tak for opbakningen fra alle jer medlemmer indtil videre. Det har været fantastisk at mærke, at I har støttet op om arbejdet herinde og vist stor interesse. Hvis det ikke var for jer, ville der ikke være et politisk arbejde, der var værd at kæmpe for. Vi har også brug for jeres støtte og opbakning i den videre proces mod autorisation, som forsætter allerede i dag. Der er altså ikke blevet sat et punktum i denne sag, blot et komma.

Med venlig hilsen
Ditte-Marie Post, formand for DAP

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN