Selvregulering er den største superkraft, der findes.

Der har været travlt på arbejdet, hunden og børnene har været uregerlige, og du er stadig lidt træt efter at have været sammen med mennesker hele sidste weekend. Med andre ord: Du trænger til at koble af … og sætter dig med telefonen.

Det scenarie kan de fleste nok genkende – hvis ikke fra eget liv, så fra venner, familie og klienter.

”Hvis vi er overstimulerede, får vi lyst til at gøre alt muligt. Tjekke Facebook, Instagram, lægge planer, se nyheder. Men i virkeligheden har vi brug for det modsatte, nemlig bare at være”, siger Pernille Nejst.

Hun er psykomotorisk terapeut og har sin egen virksomhed, Stressklinikken City, hvor hun hver dag møder mennesker, hvis nervesystem er ude af balance.

Hun sammenligner nervesystemet med vores fordøjelsessystem.

”Sanseindtryk kan sammenlignes med det at spise – hvilket vi selvsagt ikke kan gøre hele tiden. Tarmsystemet skal have tid og ro til at fordøje maden, så kroppen kan optage det, den skal bruge, og udskille det, den ikke kan bruge. Det er det samme med sanseindtryk. Efter en vis mængde skal der være tid og ro til at bearbejde og sortere de sanseindtryk, vi har taget ind”, siger hun.

Situationen, hvor man sætter sig med telefonen for at få en pause, kan Charlotte Andersen i høj grad genkende. Hun er uddannet ergoterapeut, har arbejdet i alle grene af psykiatrien og har deltaget i en lang række forskningsprojekter om sanseintegration.

”Mange bruger skærmen som restitution, men man skal huske, at skærm ikke giver en pause til hjernen. Det er en afledning, ikke en hjernepause – tværtimod kører hjernen på højtryk”, siger hun.

Fantastiske resultater

I 2013 gennemførte hun sammen med en kollega et forskningsprojekt, som gav så markante resultater, at du med en vis sandsynlighed har hørt om det. Det blev fulgt op af endnu et studie i 2017, og forskningen viste kort og godt, at brug af sanseintegration kan nedbringe tvang i psykiatrien.

I projektet brugte de sanseprofiler på en systematisk måde inden for sengepsykiatrien – ved hjælp af en række spørgsmål kunne de afdække det sensoriske bearbejdningsmønster hos den enkelte patient.

”Man kigger på, hvordan man reagerer, når man får stimuli igennem sine sanser. På den måde kan man placere folk på en kurve, der viser, hvordan folk er flest, og man kan få klarhed over, om nogle af ens sanser er mere følsomme end gennemsnittet”, fortæller Charlotte Andersen.

”Så kigger vi på de udfordringer, den enkelte har i hverdagen. Kan der være en sammenhæng mellem sansemønstret, udfordringerne og evnen til at selvregulere?”.

Det er særligt aktuelt inden for psykiatrien, fortæller hun, fordi der er mange psykiatriske patienter, der har svært ved at selvregulere.

”De kan have rigtig svært ved at mærke, hvad er godt for dem, og hvad er ikke godt. De kan have rigtig meget nytte af, at der bliver lavet en eksternalisering, og af at få at vide, hvad de reagerer særligt meget på, og hvad de kan gøre for at passe bedre på sig selv”, siger hun.

På baggrund af sanseprofilen for den enkelte patient blev der i projektet lavet en plan for, hvad der skulle til, for at vedkommende kunne have det bedre under indlæggelsen. Projektet i 2017 varede et år, det er ganske kort tid inden for forskning. Men resultaterne var ikke til at tage fejl af.

”Vi fik næsten halveret tvangen, både når det gjaldt bælte og medicin”, siger hun.

Projektet havde også en kontrolgruppe, der ikke deltog i arbejdet med sanseprofiler, og da data var blevet analyseret, stor det klart, at der var signifikant forskel på brugen af tvang i de to grupper. Det betyder grundlæggende, at det er meget usandsynligt, at resultaterne er fremkommet ved en tilfældighed. Eller sagt med andre ord: Alt taler for, at arbejdet med sanseintegration nedsætter behovet for at bruge tvang.

”Det var jo virkelig fantastisk, for det betyder, at man ikke kunne se bort fra resultaterne i regionerne”, siger Charlotte Andersen.

Mange mangler viden om nervesystemet

Som selvstændig psykomotorisk terapeut møder Pernille Nejst klienter med et vist overskud, eftersom man selv skal opsøge og betale for psykomotorisk terapi. Men de har alligevel noget til fælles med de psykiatriske patienter, som Charlotte Andersen har mødt igennem sit arbejde og sin forskning.

De har nemlig svært ved at selvregulere, og de kommer til Pernille, fordi de oplever symptomer på et overstimuleret nervesystem – angst, uro, søvnløshed, tristhed og smerter. Det kan være i forbindelse med en krise, et ubearbejdet traume eller en her og nu-oplevelse af at være ude af balance.

”Jeg oplever, at vi generelt har alt for lidt viden om, hvad der skaber balance i vores nervesystem, og hvordan vi selv regulerer det. Vi har vænnet os til at blive stimuleret hele tiden”, siger hun og fortsætter:

”Overstimulation er i sig selv ikke et problem, hvis vi ved, det sker, og hvordan vi bringer os selv i balance igen”, siger hun.

Men her bliver den manglende viden, måske ligefrem fremmedgørelse, et problem. Mange opdager simpelthen ikke, at de er overstimulerede, før det har stået på så længe, at kroppen reagerer.

Hun mener, at sansestimulation og regulering af nervesystemet burde være noget, skoleelever blev undervist i.

”Mange af os orienterer os primært udad, og det er nok kun blevet mere omfattende de seneste år. Når vi får så megen stimulation udefra uden at vide, hvordan vi fordøjer og finder ro bagefter, orienterer vi os ofte også udad i håbet om at finde roen der – for eksempel med telefonen i hånden eller ved hjælp af andre stimulanser”, siger hun og fortsætter:

”Det er altså noget uden for mig, som skal bringe mig i balance igen. På længere sigt vil en sådan strategi bare altid være forgæves, desværre. Et sundt voksent nervesystem vil primært være reguleret indefra, og det er min oplevelse, at evnen til at regulere sit eget nervesystem er lig med evnen til at leve et sundt og godt liv. Selvregulering er den største superpower, der findes, hvis du spørger mig”, siger Pernille Nejst.