- Forside
- /
- Fra fagbladet
- /
- Psykomotorisk terapeut om arbejdet med demensramte: ”Psykomotorik gemmer sig i mange aktiviteter!”
Psykomotorisk terapeut om arbejdet med demensramte: ”Psykomotorik gemmer sig i mange aktiviteter!”
16. juni 2021
Artiklen blev oprindeligt bragt i Psykomotorik#2 2021.
Af Astrid Hjorth Balle. Fotos: Jørgen True
På plejehjemmet Slottet arbejder Sanna som psykomotorisk terapeut. Hver dag arbejder hun tæt sammen med tre andre i et mad og muskel-team. Teamet skal sikre, at de beboere der har brug for det, får lige præcis det, de har behov for. Det kræver masser af tid og koordinering, men det giver et solidt og bredt fagligt fokus – og så er det en organiseringsstruktur, der kan blive endnu mere brug for i fremtiden, vurderer Slottets forstander.
Jeg havde glædet mig virkelig længe, da jeg skulle besøge Sanna Maria Svensson, som er psykomotorisk terapeut på Plejehjemmet Slottet på Nørrebro i København. Det havde jeg, ikke kun fordi jeg bor et stenkast derfra og derfor kunne gå den hyggelige tur gennem De Gamles By, eller fordi det var første gang i umindelige tider, at jeg kunne mødes fysisk med dem, jeg skulle interviewe. Jeg havde også – og mest – glædet mig, fordi Sanna, fra første mail jeg skrev til hende, har været ikke kun imødekommende og venlig, men også har taget sig tid. Tid til at svare mig, tid til at mødes med mig, tid til at spørge, om en beboer mon kunne tænke sig at medvirke i artiklen, og tid til at forberede sig. Som vi skal se i det følgende, er det at tage sig tid i det hele taget ikke uvant for Sanna – faktisk er det både en nødvendighed og et fagligt greb, som hun bruger i sit arbejde hver eneste dag.
Om Slottet
Slottet er et kommunalt plejehjem, som blev bygget i 1901.
Plejehjemmet har 111 boliger fordelt på tre afdelinger. Slottet ligger i De Gamles By på Nørrebro i København.
Slottet er et af Københavns Kommunes profilplejehjem. Slottets profil er LGBT, hvilket betyder, at de har særligt fokus på bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner+, men alle beboere er selvfølgelig velkomne.
Medarbejderne på Slottet er normkritiske. Det betyder, at de er åbne og imødekommende, uanset hvordan den enkelte beboer har valgt og ønsker at leve sit liv.
Terapeuterne helt tæt på
Sanna arbejder som nævnt på Plejehjemmet Slottet som en del af mad og muskel-teamet, der også tæller en fysioterapeut, en ergoterapeut og en ernæringskoordinator. Sanna har været med i teamet siden januar i år, og teamet i det hele taget er faktisk også ret ungt, fortæller afdelingsleder på S3 og leder af mad og muskel-teamet Ellen Marie Hatlen. Da hun kom til Slottet, købte de sig til det terapeutiske arbejde udefra, men fordi hun fra sit tidligere arbejde på et stort hospital i Norge havde gode erfaringer med at have terapeuterne helt tæt på, var det noget af det første, hun bød ind med.
Det var heldigvis også en tanke, som Slottets forstander gennem syv år, Henriette Højsteen, som oprindeligt er psykomotorisk terapeut af uddannelse, selv havde haft længe. Faktisk ser hun ansættelsen af Slottes egne terapeuter i 2019 som kulminationen på en lang bevægelse, som begyndte helt tilbage i 2014. Henriette har hele tiden ønsket at få psykomotoriske terapeuter med som en helt ny faggruppe på Slottet, fordi de blandt andet er stærke i sanseintegration, taktilstimuli og kontaktskabelse. Desuden kunne hun se en stor fordel i at have alle relevante terapeutgrupper tæt på, fordi de derved kommer til at kende beboerne bedre og bliver kolleger med plejerne, hvilket giver mulighed for et fuldt fagligt fokus på en anden måde end med eksterne terapeuter. Da Ellen-Marie, som oprindeligt er fysioterapeut, så blev ansat som afdelingsleder, gav alle faktorerne tilsammen den nødvendige ’styrke til at kunne bære terapien ind i plejen’, fortæller Henriette.
På det grundlag blev altså mad og muskel-teamet etableret som en enhed, der skal dække alle de af Slottets 111 beboere, der har brug for det. ”Vi har de kræfter, vi har”, siger Ellen-Marie roligt, da hun godt kan se på mig, at jeg synes, det lyder, som om der kan være meget at se til. Teamet mødes hver uge for at få overblik over, hvad de har af opgaver, og hvordan de fordeler tiden og kræfterne bedst muligt. Forud for deres ugentlige koordineringsmøder ligger et andet ugentligt møde, hvor alle beboerne gennemgås. På det møde aftales det, hvem der skal sendes videre til mad og muskel-teamet. Derfor kan der godt være beboere, som aldrig kommer ’forbi’ teamet, men så er det, fordi de ikke har brug for det. Den ugentlige prioritering er således med til at sikre, at teamets ressourcer bliver brugt bedst og til gavn for dem, der har brug for dem. Og så er det med til at sikre, at teamet har den tid, der skal til. Og det er en stor fordel, siger Sanna: ”En er styrkerne er, at vi kan hjælpe dem, fordi vi har tiden”.
Langsommelighed, ro, gentagelser – og en masse gåture
Når Sanna møder de demensramte, som bor på Slottet, er det med fokus på netop langsommelighed, ro, gentagelser og en masse gåture. Det skaber et godt grundlag for en tryg relation, hvor beboerne kan motiveres, fortæller hun. Og netop mangel på motivation er en af udfordringerne ved at blive ramt af demens – man mister let interessen for og lysten til at tage initiativ. På samme tid kan man opleve personlighedsændringer, hukommelsessvigt, nedsat kropsbevidsthed, nedsat bevægelsesevne, nedsat evne til at mærke behov generelt, og det kan blive sværere at regulere sig selv. Alle disse oplevede forandringer hos den enkelte kan give tendens til udadreagerende adfærd, angst og depression. Der er således ikke noget at sige til, at et roligt tempo er en både nødvendig og effektiv tilgang til demensramte, og Ellen-Marie er helt enig: ”Din tilgang er ekstremt vigtig. Du bruger jo vældig lang tid, inden du går i gang med det, du har en plan om”. Sanna tilføjer, at hun verbaliserer meget, så hun hele tiden har beboeren med i det, hun gør: ”Demensramte er desuden meget umiddelbare, så man slipper ikke afsted med noget, de ikke vil”, fremhæver hun med et smil.
Efter at have taget sig lige præcis den tid, der er nødvendig for at få etableret et godt udgangspunkt, kan Sanna sætte ind med noget af det, hun oplever er særligt anvendelig i sit arbejde, nemlig sanseintegrationsarbejde. Mennesker med demens kan ofte opleve sanseintegrationsforstyrrelser, hvis de får enten for få eller for mange sanseindtryk, forklarer Sanna mig. Ved over- eller understimulering kan der ske en forskydning i hjernens måde at fungere på, og det kan forårsage, at den demensramte for eksempel bliver mere faldtruet, oplever øget lyd- eller lysfølsomhed eller i det hele taget har svært ved at opfatte kroppen. I sådanne tilfælde er det nødvendigt med sanseintegrerende arbejde og aktiviteter – og et fintfølende vurderingsbarometer: ”Jeg bruger min faglighed rigtig meget til at vurdere, hvornår noget er for meget eller for lidt. Hvis jeg for eksempel kommer ind til en beboer, som synes, jeg snakker højt, selvom jeg taler roligt, kan det være tegn på dysfunktion i sanseintegrationen”, fortæller Sanna, og Ellen-Marie supplerer med endnu et eksempel på netop det: ”Mange demensramte kan ikke lide at gå i bad. Det kan være, fordi strålerne opfattes for voldsomme”.
For at få sansesystemet på ret køl igen bruger Sanna – ud over sit faglige skøn – både sansestimulerende teknologier og fællesaktiviteter. Førstnævnte vender vi tilbage til, når vi har været rundt om en af fællesaktiviteterne: erindringsdans.
Alle kan være med!
Før corona var erindringsdans for alle på én gang, men i øjeblikket foregår det i mindre grupper i de enkelte fællesstuer. Ideen er dog den samme: Beboerne og mad og muskel-teamet mødes, sætter god gammeldags musik på, og så danser de sammen. Det er vigtigt, at det er musik fra beboernes ungdom, understreger Sanna, fordi hukommelsen for demensramte ofte svigter mod kronologien, dvs. baglæns, hvilket betyder, at det som regel er minderne fra deres barndom og ungdom, som bliver hos dem længst.
Alle kan være med til erindringsdans, hvad enten man kan danse eller ej, og sidder man i kørestol, kan man svinge med armene eller blive vugget frem og tilbage. Det vigtigste er ikke, at man danser, men det er den fysiske kontakt, og at sanserne kommer i gang. Ifølge Ellen-Marie har alle terapeuterne i mad og muskel-teamet et skarpt øje for, hvordan beboerne kan deltage hver især, og de samarbejder tværfagligt om at få alle med på den måde, der passer bedst til den enkelte. Desuden deltager plejepersonalet, i det omfang det er muligt, fordi de kender beboerne på en anden måde og derfor kan bidrage med deres perspektiv på den enkelte beboers optimale deltagelse i erindringsdans.
Ikke bare en gyngestol
Til en mere individuel sanseintegrationsindsats benytter Sanna sig, som kort nævnt ovenfor, oftere og oftere af sansestimulerende teknologier. Det er ikke nogen, hun har viden om fra studiet, fortæller hun, dem har hun først lært at kende, da hun blev ansat på Slottet. Og de vil komme til at spille en endnu større rolle på længere sigt, spår både Sanna og Ellen-Marie, fordi alle demente efterhånden skal screenes ud fra en såkaldt BPSD-model (BPSD: Behavioral and Psychological Symptoms of Dementia). Det er en model, der har fokus på at finde de udfordringer og behov, der er hos den enkelte med demens. Screeningens resultat bliver drøftet på en tværfaglig konference, hvor alle også kan byde ind med, hvad der er den bedste indsats for beboeren fremadrettet.
En indsats kan være at nedsætte sværhedsgraden af nogle af de symptomer, der kan være generende for beboeren, og generelt øge trivslen, og her kan de sansestimulerende teknologier være et godt redskab, for eksempel en elektrisk gyngestol (se billede). ”Som sådan er det jo bare et redskab, alle kan betjene”, siger Sanna om gyngestolen, ”men den tilgang til mennesket og den proces, det er at indgå i gyngeterapi, som psykomotoriske terapeuter kan bidrage med, kan i høj grad styrke udbyttet af stolens funktioner og løfte den fra bare at være en gyngestol til at blive en vigtig del af et målrettet og meningsfuldt arbejde med demensramte”.
Lyt til deres livshistorie
At skabe meningsfulde stunder er endnu et af Sannas greb i arbejdet med de demensramte, og til det er livshistorier næsten altid en god vej at gå: ”Jeg inddrager deres livshistorie og interesser meget i min relationsdannelse. Hvad gør dem glade? Hvad fylder hos dem? Med udgangspunkt i det kendskab kan jeg finde frem til den måde, jeg kan udføre en behandling eller aktivitet på, som passer bedst til dem”, siger Sanna og bruger det at lægge puslespil som eksempel. Det kan være både langsommeligt og krævende, men hvis man lader det give anledning til en masse snakke om deres liv og det, de har oplevet, kan det gå fra ’bare’ at være et puslespil, som alle kan lægge sammen med en beboer, til at være en overvejet terapeutisk aktivitet, som giver et indtryk af, hvordan beboeren er, og dermed hvad der er godt at gøre fremover. ”Psykomotorik gemmer sig i mange aktiviteter”, pointerer Sanna.
Når det så er sagt, er demens jo en sygdom, der forværres hele tiden, og derfor ændrer formålet med Sannas arbejde sig tilsvarende hele tiden: ”Jeg kan opleve, at jeg fra den ene gang til den anden skal begynde forfra eller sadle om, fordi der er sket et skred i deres sanser. Og for nogle er det, som om hver gang er første gang. Sådan er det jo med demensramte”. Det ene øjeblik kan formålet med en behandling være smertelindring, og i det næste er det måske ’bare’ en pause, hvor kroppen er i ro. Den type foranderlighed og varierende reaktioner kræver en konstant individuel vurdering, høj faglighed – og masser af tid.
En organisering i vækst?
Som det blev slået an i begyndelsen af denne artikel, er tid ikke kun en vigtig faktor i Sannas arbejde, men også noget, de i mad og muskel-teamet arbejder på både at få og bruge på den bedste måde. For mig lyder det som noget, der kræver både samarbejde, sparring og et godt kendskab til hinandens fagligheder. Da jeg spørger Sanna om, hvordan hendes kolleger i teamet fagligt set er ens og forskellige med hende selv, er hun da heller ikke i tvivl: Ergoterapeuten og fysioterapeuten har mange konkrete opgaver, i forbindelse med at en beboer flytter ind, som Sanna ikke har, fortæller hun. Hvor fysioterapeuten og ergoterapeuten for eksempel tager sig af indflytningssamtalen, har Sanna ofte samtaler, som ligger ud over den, for eksempel ved kriser eller sorg.
Ernæringskoordinatoren har fokus på kosten som en essentiel del af det at kunne træne, deltage i aktiviteter og trives i det hele taget, og hende og Sanna supplerer hinanden godt, fordi de i fællesskab kan skabe den positive spisesituation, som kan være afgørende for, at beboeren får spist. Noget, de også har fokus på at videregive til plejepersonalet ved behov.
Hvor Sanna foretager manuelle behandlinger, sorterer genoptræning mest under fysioterapeuten, ergoterapeuten tager sig af opgaver vedr. hjælpemidler, mens vedligeholdende træning varetages af dem alle, ligesom de alle fire har fokus på at få introduceret plejepersonalet til de terapeutiske opgaver, som kan gives videre og integreres i hverdagen og plejesituationerne, for eksempel genoptrænings- og åndedrætsøvelser.
Ovenstående lidt forenklede beskrivelse af, hvordan de hver især arbejder og overlapper hinanden, tegner et billede af et stærkt team, som ved, hvad hinanden kan, og hvordan de bedst supplerer hinanden. Og det mener Ellen-Marie Hatlen også: ”De er sat godt sammen. De er gode til at sparre med hinanden. De er gode til at se, hvad de er ens om, og hvad de er forskellige om. Det er jo en kunst, når man har så mange beboere. De kender hinanden godt – også fagligt er det en fordel”.
Da jeg spørger Henriette, hvad hun som forstander mener, det betyder for beboerne, at mad og muskel-teamet arbejder, som de gør, er hun ikke kun enig med Ellen-Marie – hun fremhæver også en væsentlig udvikling, som ifølge hende kun vil kalde på endnu mere samarbejde og organisering af den type: ”Med den demografiske udvikling i Danmark, og de opgaver, det betyder for en velfærdsenhed som Slottet, er vi nødt til at samle kræfterne og bruge hinanden endnu mere til fordel for beboerne. Vi har et fælles ansvar for, at vores forskellige fagligheder bliver brugt til mest muligt gavn for beboerne”. For Henriette er alle ansatte på Slottet en del af det samme arbejdsfællesskab, som er til for beboerne, og hvor alles bidrag er vigtige. For som Henriette afsluttende slår fast: ”Det er en kompliceret affære at være i slutningen af livet, derfor er man nødt til at have flere fagligheder ind over”.
