Følgende klumme blev bragt i DAP’s nyhedsbrev den 29. april 2021
Psykomotorisk terapeut er et kvindefag – eller rettere: det er et fag, hvor størstedelen er kvinder, det behøver man ikke større statistiske kundskaber for at kunne se. Psykomotoriske terapeuter tilhører også gruppen af sundhedsfag. Gennem 80’erne og 90’erne arbejdede vi os gradvist gennem en officiel godkendelse af uddannelsen, SU-berettigelse, dagpengeberettigelse, offentlig overenskomst, medlemskab af Sundhedskartellet til en offentlig uddannelse på professionsbachelor-niveau ligesom ”alle de andre”. I dag hører vores uddannelser til på professionshøjskolerne i Randers og Hillerød, hvor de studerende går op og ned ad fysioterapeutstuderende, sygeplejestuderende og pædagogstuderende. Vi lærer at samarbejde allerede fra studietiden, sammenligner forskelle og ligheder, og vi fortsætter samarbejdet ude på arbejdspladserne. Det er ikke uden gnidninger og diskussioner, men der er langt mere, der forener os, hvad angår arbejdsforhold, løn og den slags, end der skiller os, og det er derfor nærliggende at gøre fælles sag, når vi har fælles interesser.
Som et fag indenfor sundheds-, pleje- og omsorgssektoren er vi i samme gruppe, som de sygeplejersker og pædagoger, der med tjenestemandsreformen i 1969 blev indplaceret i et lønhierarki, der fortsat danner grundlag for lønningerne på det offentlige område. Det kan synes underligt, at en 52 år gammel kategorisering stadigvæk har betydning, men en rapport – som DAP via Sundhedskartellet har været med til at støtte – påviser helt klart en struktur i de offentlige lønninger, der i dag betyder, at en skolelærer for eksempel tjener flere tusinde kroner mere om måneden end en person med en sundhedsfaglig professionsbachelor – psykomotorisk terapeut, bioanalytiker, tandplejer og sygeplejerske for eksempel. Og hvorfor så det? Hvorfor skulle det være mere værd at arbejde på en skole eller i politiet end at tage sig af de mindre børn, eller at pleje, behandle og yde omsorg i sundhedssektoren, når det gøres på basis af det samme uddannelsesniveau?
Rapporten angiver, at grunden til den lave indplacering var, at pleje- og omsorgsfagene dengang var typiske kvindefag – at være folkeskolelærer var et mandefag – og en kvindes indtægt var ikke så vigtig for familiens økonomi, så deres arbejde kunne godt aflønnes lavere. Man kan mene meget om det, man mente i 1969, men nu, i 2021, ser det danske samfund helt anderledes ud. Kvinder som mænd uddanner sig, og forventes/forventer at blive aflønnet efter niveauet af vores uddannelse, det ansvar, vi har i vores jobs, og de vigtige samfundsopgaver, vi udfører. Problemet er bare, at nutidens lønniveauer i høj grad ”blot” bygger oven på den grundstruktur, der blev lagt fast i 1969. Forskellene består.
De økonomiske rammer for de offentlige overenskomstforhandlinger er ikke store nok til at gøre noget mærkbart ved en skævhed mellem lønniveauerne. Med de penge, der stilles til rådighed ved de offentlige overenskomstforhandlinger, ville det tage mange, mange år. Alle fagene på det offentlige område forhandler sammen, og skulle der gives væsentligt mere til nogen, ville andre skulle have væsentligt mindre – der skal noget andet til. Der skal findes en stor pose penge (meget stor), og der skal være politisk vilje og forhandlinger med langsigtet perspektiv til at rykke ved de gamle strukturer og sædvaner.
Sammen med de andre i de faglige organisationer og i de faglige hovedorganisationer har rapporten skabt genklang og en samling om at søge efter et opgør, en løsning og en ændring i, hvordan lønninger udmøntes til de forskellige faggrupper. Her, efter de offentlige overenskomstforhandlinger er overstået, kan der skabes tid og momentum for en debat og en forhandling mellem arbejdsmarkedets parter, de offentlige arbejdsgivere og politikerne om, hvordan det skal se ud på langt sigt. Her står DAP og de psykomotoriske terapeuter sammen med de andre sundhedsfaglige fag med et ønske om, at der kan arbejdes mod en mere lige løn mellem sundhedsfagene, mellem uddannelserne og mellem faggrupperne på det offentlige område.
Politikere fra flere partier har allerede meldt sig på banen, og det var godt at høre fra vores statsminister i forgårs (27.4) i Folketingets spørgetid, at regeringens også vil være rede til at diskutere tjenestemandsreformen, når den varslede konflikt mellem sygeplejerskernes fagforening, der har stemt nej til OK21, og de offentlige arbejdsgivere er overstået. Vi vil fra DAP’s side sammen med ”de andre” være med til at holde statsministeren fast på det løfte.
Ditte-Marie Post, april 2021
