Psykomotorisk terapeut i specialtilbud: ”Vi har mindsket den udadreagerende adfærd!”

På Fogedvænget i Hedensted arbejder 27-årige Michael Johannesen som psykomotorisk terapeut. Der fik han ansættelse i marts 2021, blot en måned efter at han blev færdiguddannet.

Fogedvænget hører under Specialområde Børn og Unge i Region Midt og er et højt specialiseret tilbud til børn og unge med autisme og mental retardering, fortæller Michael, da vi taler sammen på skærmen umiddelbart før sommerferien. Michael arbejder i voksenafdelingen, dvs. med unge i alderen 18-23, hvor han indgår som en del af normeringen, hvilket betyder, at han alle dage på nær torsdag er en del af det daglige pædagogiske arbejde på afdelingen. Om torsdagen er han nemlig i sanserummet og give behandlinger, og det er det, denne artikel primært skal handle om. Først skal vi dog lige vide lidt mere om de unge, som Michael arbejder med.

Mikroudtryk og mikroudvikling  

Fælles for alle dem, der bor på Fogedvænget, er, at de har modulationsforstyrrelser, og at de har et underudviklet sanseapparat, og det bevirker blandt andet, at de ikke kan regulere sig selv. De fleste af dem har heller ikke noget sprog, så de kan selvsagt ikke give verbalt udtryk for, hvornår de bliver mættet af indtryk. De er derfor ofte fyldt med følelser som frustration, stress og særligt overstimulation, som kan lede til udadreagerende adfærd, siger Michael, da jeg beder ham forklare mig, hvad beboernes udfordringer er, og hvad det betyder for dem.

Noget andet, beboerne på Fogedvænget desværre har til fælles, er, at der ikke er udsigt til, at de bliver bedre. De vil formentlig skulle være i lignende tilbud hele deres liv, og for Michael understreger det blot vigtigheden af at fokusere på det, han kalder mikroudtryk og mikroudvikling. Når man arbejder med mennesker, som ikke har sprog, og som ikke kan regulere sig, er man nødt til at kigge efter selv mikroudtryk i kropssproget og ansigtsmimikken – både i dagligdagen og i behandlingssituationen. Sidstnævnte vender vi tilbage til. Men for Michael er det at observere og iagttage de unges reaktioner en kompetence, han ikke kun har med fra studiet, men som også falder ham naturligt, og som bringer ham langt i arbejdet med de unge mennesker, fortæller han. Når han for eksempel spotter en knyttet hånd, nogle trækninger eller en lille smule tænderskæring hos en af de unge, ved han, at bægeret kan være tæt på at flyde over, og så kan han nå at afværge det med et afslappende fodbad, afspænding eller anden low arousal-aktivitet. Og hvis det derved lykkes at undgå udadreagerende adfærd, ja – så er der sket en mikroudvikling i positiv retning for den unge.

Sansegruppen sørger for sensoriske profiler og det rette fokus   

Når man har at gøre med en målgruppe, hvis sanseapparat er udfordret, er det oplagt, at man arbejder med stimulation af sanserne hver eneste dag. Men Michael og hans ni andre terapeutkolleger, hvoraf hele fem af dem er psykomotoriske terapeuter, har faktisk taget det skridtet videre og etableret en såkaldt sansegruppe. Den sørger ikke kun for at igangsætte sansemotoriske aktiviteter og initiativer, som understøtter de unges modulationsforstyrrelser og sikrer, at der arbejdes med daglige delmål. I gruppen laver de faktisk også statistik på effekten af deres arbejde, så de hele tiden bliver klogere på, hvad der tilgodeser de unge bedst, og hvad de har mest brug for.

Til at underbygge det arbejde har Michael og et par terapeutkolleger lavet sensoriske profiler på alle deres beboere. Det giver dem et bredt og grundigt billede af, hvor den enkelte unge er særligt udfordret. I den proces fandt de for eksempel ud af, at en beboer var langt mere lysfølsom end først antaget, og de iværksatte derfor initiativer som solfilm på vinduerne på værelset og en meget svagere pære, så der ikke længere behøvede at være slukket lys og nedrullede gardiner hele tiden. Desuden satte de solfilm på vinduerne i deres bil, så den unge nu kan kigge ud og være med og ikke behøver at skærme sig, når de er på tur. For Michael er det især i den type sansefokuserede arbejde, at psykomotoriske terapeuter virkelig kan vise deres værd, understreger han.

Den gode behandling kræver faglighed, ro, tålmodighed og masser af observation

Når det så bliver torsdag på Fogedvænget, og Michael har behandlinger i sanserummet, sætter han en time af til hver ung – heraf bruger han en halv time til selve behandlingen og en halv time til at notere de vigtige observationer ned, så de kan følge med i den enkeltes udvikling.

Michael fortæller, at de unge – pga. deres handikap – ofte befinder sig i high arousal uden hverken at være klar over det eller i stand til at regulere det, og derfor er en af hans vigtigste opgaver at få dem til at slappe af, så deres overspændinger kan aftage: ”De unge skal have meget mere hjælp til at komme ned i arousal end almindelige klienter, så derfor leder jeg dem meget mere ind i afspændingen, end jeg ellers ville gøre”. Alligevel, understreger Michael, ligner dele af det en almindelig behandling: De kommer ind, bliver ergonomisk tilrettelagt på briksen, hvorefter selve behandlingen går i gang. Langt de fleste trives ikke med direkte berøring på kroppen, hvorfor Michael ofte bruger en kugle- eller kædedyne som mellemlag. Oven på dynen giver han så for eksempel blid boldmassage eller lette tryk, som skal aktivere deres parasympatiske nervesystem. Herefter begynder han ofte ved fødderne og arbejder sig opad. Michael fortæller med glæde i stemmen, at det efter et år med de samme tålmodige behandlingsmetoder er lykkedes ham at få nogle af de unge med det mest hyperaktive nervesystem, som ellers aldrig er i ro, til at ligge stille og nærmest blunde i hele 20 minutter ad gangen. Det lyder måske ikke af så meget, men i det føromtalte mikroudviklingsperspektiv må det siges at være en stor sejr: ”Når man har autisme og en mental retardering, kræver det en rigtig god og stærk relation til en voksen at kunne blunde, når der bliver arbejdet kropsligt og muskulært med sanser, der i forvejen er underudviklede. Det kræver en stor tryghed til mig at lade sig give hen. Og det tager tid at opbygge”, skriver Michael i de noter, han sender mig efter vores samtale.

For Michael kræver det at give psykomotoriske behandlinger til nogle, som ikke har sprog, og hvis mimik ofte er ret begrænset, i det hele taget meget af hans faglighed: ”Jeg skal hele tiden læse de unge kropsligt og lede efter selv mikrospændinger i deres muskler for at være sikker på, hvor og hvordan jeg kan hjælpe dem. Det giver en helt særlig dybde i vores relation”. Og – tilføjer Michael – de unge, han arbejder med, lægger ikke fingrene imellem: Hvis noget gør ondt eller ikke er rart, kan man se det på dem. Det er ikke som almindelige klienter, der godt kan finde på at sige, at noget føles godt, selvom det ikke gør det, fordi de gerne vil være søde ved deres behandler, fortæller han med et smil.

Det er dog ikke kun i behandlingen, at han skal være iagttagende. Som tidligere beskrevet er det også en fordel at være opmærksom på mikroudtryk i dagligdagen, og for Michael er det derfor en stor fordel, at han ser de unge i begge situationer. Det giver ham nemlig et endnu bedre kendskab til deres reaktionsmønstre og udtryksformer, både når de er på briksen, og når de for eksempel er til ridning eller i svømmehallen, eller når de bare sidder og spiser frokost.

Psykomotorik passer bare virkelig godt til denne her målgruppe

Når Michael fortæller om sit arbejde, bliver man fra første sekund klar over, at det er en mand, der ved, hvad han gør, hvad han skal kigge efter, og som er god til det. Men hvor ved han det egentlig fra, spørger jeg. ”Det hele kommer sådan set fra min uddannelse”, svarer han og vender derefter igen tilbage til, at noget af det vigtigste er at iagttage: ”Når der kommer en ung gående ind til mig til behandling, kigger jeg med det samme efter, om han for eksempel halter, eller hvordan hans akser er. Når han så kommer ned at ligge, kigger jeg efter, hvilken retning hans muskler løber i, så jeg på den måde ved, hvordan jeg skal behandle mest effektfuldt. Kroppen er for mig et landkort, som jeg skal lære at tyde”, som Michael så fint udtrykker det, og til det bruger han altså alt det, han har lært på uddannelsen.

Da jeg spørger ham, om han sommetider oplever at komme til kort i samværet med og behandlingen af de unge, tøver han først lidt og svarer så: ”Det tror jeg faktisk helt oprigtigt ikke, at jeg nogensinde føler, for psykomotorik passer bare virkelig godt til denne her målgruppe”. Det er ikke, fordi det ikke er en hård målgruppe at arbejde med, for det er det, understreger Michael, og de unge kan blive både udadreagerende og kaste med ting og slå ud, men netop derfor er den psykomotoriske tilgang så vigtig. De unge har nemlig ikke kun behov for en, der kan hjælpe dem med at blive reguleret ned, de har også brug for voksne omkring dem, som selv er gode til at regulere sig og forholde sig roligt, så de kan låne et afbalanceret nervesystem at spejle sig i. Desuden har en iagttagende tilgang og fokus på mikroudtryk som før nævnt en forebyggende effekt på uhensigtsmæssig og udadreagerende adfærd, og alt det ligger jo lige til højrebenet for en psykomotorisk terapeut. Og det ved ledelsen heldigvis godt, skriver Michael: ”Særligt vores observerende og iagttagende tilgang fremhæves, når jeg snakker med ledelsen”.

Efter at have lyttet til Michaels beskrivelser af, hvordan han arbejder, og hvordan han forstår og analyserer de unges udfordringer, kan man tydeligt se for sig, hvordan han – og den psykomotoriske faglighed i det hele taget – er til stor gavn for de unge mennesker på Fogedvænget. Det giver en glæde hos de unge mennesker, som spejles direkte tilbage i Michael, som flere steder i sine noter slet ikke kan skjule sin begejstring for at arbejde med netop denne gruppe af unge mennesker: ”Det er en fuldstændig fantastisk målgruppe at arbejde med. De kravler virkelig ind under huden på mig. Der er ikke noget bedre, end når jeg kan høre en af de unge komme hoppende ned ad gangen af glæde over at skulle ind til mig”.