Psykomotorik med den vildeste udsigt!
26. august 2022
Af Astrid Hjorth Balle. Privatfotos.
I 2018 blev der indviet et helt nyt besøgscenter på det nordlige Bornholm, som skal formidle Hammershus’ historie og landskabet omkring. Besøgscenteret er bygget, så det føjer sig ind i landskabet cirka 200 meter øst for selve borgruinen og adskilt af en kløft, som man kan passere via en gangbro.
Fra besøgscenteret kan man se Hammershus i et helt nyt perspektiv med en helt fantastisk panoramaudsigt fra bygningens store vinduer. Men det er ikke kun gennem vinduerne, man kan se Hammershus. Det kan man nemlig også oppe fra taget af besøgscenteret, og lige dér – på toppen af den imponerende bygning og med udsigt til Nordeuropas største borgruin – laver de psykomotorik hver tirsdag fra 20.00-21.00.
Det er psykomotorisk terapeut Lea Munch Marcher, der hver uge underviser i det, hun kalder mindful bevægelse. Sammen med sine deltagere laver hun psykomotoriske grundøvelser, og hun guider dem i at mærke kroppen og komme til stede.
For både Lea og deltagerne er det ganske fantastisk at lave psykomotorik til den udsigt. Der er i udgangspunktet noget særligt i at både give og modtage undervisning udenfor, men når man så tilsætter så betagende en udsigt, bliver det helt vildt. Og når det tilmed er en klar aften, hvor man kan se solen synke ned i havet, bliver det altså nærmest magisk.
Lige nu er det som nævnt en gang om ugen, men Lea drømmer om, at det skal være to – dog ikke, når det hen imod vinteren bliver koldt og mørkt. Det er klart en forårs- og sommeraktivitet, men at det ikke kan foregå hele tiden og altid vil ændre sig afhængig af vejret, gør det jo næsten bare bedre og mere specielt.
Lea har på nær et lille årti på Sjælland boet på Bornholm hele sit liv, og når hun ikke underviser på, hvad der føles som toppen af Bornholm, arbejder hun i et jobcenter. Her hjælper hun unge med diagnoser, misbrugsproblemer eller andet, der begrænser deres beskæftigelsesmuligheder, tilbage på sporet.
Lea har længe haft ideen om at ville undervise lige netop ved Hammershus, men da hun for lidt over et år siden ansøgte Naturstyrelsen om lov, regnede hun ikke med, at det kunne lade sig gøre. Det kunne det dog heldigvis, og faktisk har Lea nu lov til at undervise på alle naturstyrelsens arealer på Bornholm.
Alle, der har besøgt Bornholm, ved, hvor ualmindelig dejligt og smukt, der er, men indtil videre bliver hun ved Hammershus. Det kan virkelig noget, og har man svært ved at forestille sig det, kan man bare kigge på billederne her i artiklen.
Stor tak til Lea for at ville dele sin historie med os – vi sætter stor pris på at kunne viderebringe beretninger om, hvor og hvordan psykomotorik praktiseres overalt i Danmark.