PMT på døgninstitution: ”Det var, som om vi slet ikke havde haft pause”

Psykomotorisk terapeut i en pædagogisk ramme

Lene tænker sansestimulering, relationsarbejde og psykomotorik ind i alle de ting, hun gør sammen med beboerne hver dag, for eksempel morgenvækning, tandbørstning, påklædning osv. Det fokus giver Lene et indblik i, hvordan beboerne har det, og den viden bruger hun, når hun har dem i den regulære psykomotoriske behandling. På samme måde bruger hun også sine erfaringer med beboerne fra terapien i dagligdagens gøremål, og det giver en spændende vekselvirkning mellem at arbejde som psykomotorisk terapeut i en pædagogisk ramme og i en mere terapeutisk ramme, fortæller Lene.

Som en del af de to ugentlige ’PMT-dage’ gav Lene før corona kropsbehandlinger til beboerne af en halv times varighed, og det fik tydeligt arousalniveauet til at falde for den pågældende beboer resten af dagen og faktisk også dagen efter, ”og det er jo bare megafedt”, som Lene siger det.

Men så kom corona …

… og ændrede det hele. I næsten tre måneder kunne Lene pludselig ikke udføre kropsbehandlinger, fordi det kom for tæt på rent fysisk. Selvfølgelig fortsatte alle på døgninstitutionen med den nødvendige hjælp og pleje til beboerne, men alt, der kunne undværes, måtte sættes på pause for at minimere risikoen for smitte, og de har generelt forsøgt at begrænse den fysiske kontakt.

I begyndelsen var de alle meget bekymrede, og alle ansatte har måttet være ekstra opmærksomme på, hvad de foretog sig i deres fritid, så de ikke risikerede at tage smitte med ind på institutionen. Beboerne har meget behov for faste strukturer og genkendelighed, understreger Lene, og de kan ikke som så mange andre nødvendigvis håndtere kropsligt ubehag, for eksempel ved sygdom, fordi deres kropsforståelse kan være meget begrænset. Og ved den type pleje, som disse beboere har brug for hjælp til, kan det ikke undgås, at man kommer tæt på hinanden, og netop derfor har det været uhyre vigtigt ikke at få smitten ind på institutionen.

Derfor har de i personalet også haft fokus på at placere sig intelligent, så de nys eller host, der kommer, og som det ikke er muligt for beboerne at pege i en bestemt retning, ikke rammer dem lige i hovedet. Det med at placere sig intelligent i rummet er i øvrigt et fokus, de har på institutionen i forvejen, da det er en del af deres low arousal-tankegang. Og var man bare det mindste utilpas, fortæller Lene, så skulle man selvfølgelig blive hjemme for ikke at tage smitte med. De lukkede selvfølgelig også ned for alle besøg på institutionen, beboerne gik ikke i skole, de måtte heller ikke komme på besøg hos andre, men de har til gengæld benyttet naturen mere, end de plejer, og det har været dejligt.

Kroppen husker!

Men hvordan kan man nu få stimuleret sit sanseapparat, når man sidder i sin lejlighed og helst ikke må have fysisk kontakt med nogen? Svaret på det spørgsmål har klart været Lenes største udfordring under Danmarks nedlukning – for når man oplever så gode effekter af manuelle behandlinger, hvad kan man så sætte i stedet for, så længe fysisk kontakt er en dårlig ide? Og hvordan oplever beboerne det, når behandlingerne skal i gang igen? ”Jeg kunne ikke regne med bare at fortsætte der, hvor vi slap”, siger Lene. Derfor valgte hun lige at træde et par skridt tilbage ift. behandlingsniveauet for at prøve at undgå uhensigtsmæssige adfærdsændringer. ”Mange af beboerne har lang latenstid”, siger Lene, og også derfor har det været smart at starte behandlingerne langsomt op.

Men til alles og især Lenes store glæde er det gået over al forventning med at genoptage kropsbehandlingerne, og det har været, ”som om vi slet ikke har sluppet”, siger hun. Samtlige syv beboere, som har været i forløb hos Lene, giver ikke udtryk for, at der har været en pause. ”Kroppen husker! Det var meget rørende”, siger Lene, og hendes glæde ved at fortælle om det smitter helt over på mig: Behandlingsforløbet havde nået at være i gang i fire måneder, inden corona satte det på tre måneders pause, og det er meget glædeligt, at end ikke en så lang pause kan viske de gode erfaringer med manuelle behandlinger væk!

Lene fortæller videre, at nogle af beboerne endda udtrykker at have savnet det. Når de har mødt Lene på gangen, har de taget fat i hendes hånd for at føre hende mod behandlingsrummet eller på anden måde givet udtryk for lyst til kontakt, og det bidrager selvfølgelig til Lenes oplevelse af, at hendes arbejde har en effekt og giver mening.

Hvad så med fremtiden?

Når nu det har vist sig, at Lenes psykomotoriske arbejde er meget effektfuldt, hvilket paradoksalt nok er kommet endnu mere frem som følge af en periode, hvor hun ikke har udført det, hvordan kan det så blive endnu mere udbredt på institutionen?

Lene fortæller, at en af hendes arbejdsmæssige delmålsætninger netop er, at hun skal finde små sansestimuleringsøvelser og aktiviteter, som hun kan undervise det øvrige personale i også at bruge, så det ikke bliver så personafhængigt. Derudover skal Lene med tiden udvikle sensoriske profiler på beboerne, hvilket også skal hjælpe det øvrige personale til bedre at forstå, hvordan den enkelte reagerer på sansestimuli, og dermed hvordan man bedst stimulerer. Det vil yderligere medvirke til, at arbejdet kan bredes mere ud. ”Det er megavigtigt, at det ikke kun er båret af én person på en institution”, siger Lene.