Historien om Trine Andersens ansættelse i Danish Crown begynder i Ringsted i 2016, hvor daværende fabrikschef Jesper Frandsen indledte arbejdet med en strategisk målsætning om at reducere muskel-skelet-besværet på slagterierne i Danmark. I den forbindelse afholdt de en række opstartsarrangementer, hvor de bl.a. deltog i et foredrag med en arbejdsmediciner fra Arbejdsmedicinsk Klinik, som gjorde meget ud af at fortælle, at en del smerteforekomst faktisk kan forårsages af psykiske problemer – det behøver ikke kun at være fysisk. Det optog Jesper meget, og sammen med et par kolleger forsøgte de at indarbejde det perspektiv i deres strategiske arbejde.

En kortlægning af muskel-skelet-besværet hos 20 procent af medarbejderne i Danish Crown i Ringsted viste faktisk et lille udslag på, at nogle af medarbejdernes smerteproblemer godt kunne skyldes private problemer, og at disse medarbejdere var på smertestillende medicin dagligt for at klare sig igennem hverdagen. ”Det var noget, vi snakkede om, og vi gjorde aktivt noget ud af at snakke om det, så det spredte sig i dialogen blandt vores medarbejdere”, fortæller Jesper.

Denne åbne snak og Danish Crowns fokus kom Trine Andersen for ører via nogle private relationer, og i foråret 2017 skrev hun til Jesper, at hun da gerne ville i praktik hos dem. ”Vi var på det tidspunkt ikke klar over, hvad der lå i den stillingsbetegnelse, og vi anede ikke, hvad en psykomotorisk terapeut kunne”, siger Jesper, ”men vi tog en snak med hende, og hun fortalte os, hvad hun kunne, inden hun begyndte”.

På den baggrund faldt det i hak, at Trine kom i praktik hos dem i fire uger, hvor hun med udgangspunkt i deres muskel-skelet-besvær-undersøgelse og sammen med et par arbejdsmiljørepræsentanter etablerede en forsøgsordning, som de opfordrede folk til at melde sig til. Hele 20 medarbejdere ville gerne være med, og af dem blev fem valgt til et treugersforløb hos Trine. De fem udvalgte tog alle en eller anden form for smertestillende medicin, de arbejdede i forskellige arbejdsgange, og de var af forskellig nationalitet.

”Det var nok der, jeg blev overbevist om, at her har vi fat i noget af det rigtige”, siger Jesper, ”for på de sølle tre uger, de var i behandling, lykkedes det hende at fjerne medicinen fra tre af dem! Og én af dem var endda på tre forskellige slags smertestillende medicin, både håndkøbsmedicin og lægeordineret. På tre uger!”.

Jespers begejstring er ikke til at tage fejl af, og med tanke på, hvilke resultater der ville kunne opnås med dette arbejde i fuldskala, var han ikke i tvivl. De tilbød Trine en etårig ansættelse efter hendes barsel, som hun skulle på et par måneder efter praktikken, og efter sommerferien 2018 var hun tilbage på Danish Crown. Den etårige ansættelse blev forlænget på ubestemt tid, for ”det her kører godt”, som Jesper siger, og den i dag kører Trine på med sit gode arbejde i Ringsted.

Jesper forlod efterfølgende Ringsted for at blive fabrikschef hos Danish Crown i Horsens, og hvad der skete der, vender vi tilbage til senere. Lad os først vende blikket mod Trine selv og hendes nuværende chef, Søren Liltorp.

Trine Andersen (privatfoto), Søren Liltorp (privatfoto) og Jesper Frandsen (foto: Claus Petersen)

Trine er ikke længere ansat til ’bare’ at lave manuelle behandlinger

Som det er tilfældet med stort set alle interviews foretaget til dette nummer af fagbladet, ringer jeg Trine op, da vi pga. corona ikke kan mødes. Det skal ellers ikke være nogen hemmelighed, at jeg virkelig havde glædet mig til at besøge hende og se slagteriet, for der har jeg aldrig været. Nuvel – jeg kan se hendes ansigt på min computer, og det er også rigtig dejligt.

Trine indleder med at fortælle, at hun uddannet psykomotorisk terapeut fra KP i 2014, og at hun på Danish Crown er ansat som det, der hedder HS-koordinator – HS står for Health and Safety. Selvom Trine har arbejdet der i halvandet år, er hendes stilling stadig under udvikling, fortæller hun, og hun er ikke længere ’bare’ ansat til at lave manuelle behandlinger. Efterhånden som det er blevet tydeligt, hvordan Trine kan bidrage, er hendes arbejdsfelt blevet udvidet. Ud over manuelle behandlinger, som er halvdelen af hendes tid, laver Trine derfor bl.a. også ergonomigennemgange ved de forskellige arbejdspladser, hun er tæt knyttet til arbejdsmiljøgruppen, hvor hun bidrager med sit perspektiv på, hvordan hun kigger på og taler om ergonomi, og hun laver ’Op og hop’ med kontorpersonalet to gange om ugen. Inden corona satte en stopper for den normale hverdag, var hun også i gang med at finpudse en kursusdag for mestre og AM-repræsentanter om ergonomi, og hvordan hun arbejder, så de på bedste vis kan støtte hinandens arbejde på fabrikken.

Trine fortæller, at der er virkelig mange, der gerne vil i behandling hos hende, så der skal prioriteres hårdt. Der er jo kun hende, men hun gør, hvad hun kan, for også at hjælpe ’bredt’ med rådgivning, fx i kantinen, hvor medarbejderne kan komme forbi og få råd til arbejdsstillinger mv., for på den måde at nå ud til flere.

Det er ikke lige meget, hvordan vi taler om smerter

I snakken om alle de opgaver, Trine løser, kommer vi også ind på, i hvor høj grad hun anvender sine terapeutiske kompetencer. Dem bruger hun rigtig meget, fortæller hun, fordi der er meget samtale, og hun har meget fokus på, hvordan man taler om fx muskel-skelet-belastninger og hele den terminologi, der knytter sig til det. Til eksempel tager hun fat i ordet nedslidning. Det er et ord, der bliver meget brugt, og som hun oplever skaber frygt og utryghed. Der kommer simpelthen medarbejdere til hende, som er bange for, at de smerter, de har, er et udtryk for, at de er ved at blive slidt ned. Når de så får talt situationen igennem med Trine, viser det sig måske, at smerterne relaterer sig til en ulykke eller noget andet, som ikke har noget at gøre med at være ved at blive slidt ned. Trine bruger derfor meget tid på at samtale med dem om smerterne, hvad det er, de mærker, og hvilke følelser der er knyttet til det. For hende er det vigtigt, at medarbejderne får en nuanceret forståelse af smertemekanismerne, så de bliver mere trygge i deres hverdag, for der er som oftest rigtig mange knapper, man kan skrue på i arbejdet med smerter, siger hun.

Sammen med den enkelte undersøger, udforsker og udfordrer de overbevisningen om, hvad de tror, de kan og ikke kan. Det er en fantastisk måde at arbejde med mennesker på – at vise dem, hvor dynamisk vores krop og sind egentlig er, og hvordan de også kan påvirke hinanden, fortæller hun.

Når Trine fortæller om sin samtaleorienterede tilgang til medarbejderne, giver det absolut mening, synes jeg, men gør det også det for medarbejderne? For nogle giver det rigtig meget mening, fortæller hun, men der er også nogle, for hvem det ikke giver så meget mening. Så det kan godt være en udfordrende tilgang rent professionelt, siger hun. Og det at hun er ansat af Danish Crown som en del af funktionærerne, får det til at stritte lidt på nogle medarbejdere, som lige har skullet finde ud af, at hun er ’sin egen’ og ikke repræsenterer en eller anden effektiviseringsindsats. De har skullet erfare, at Trine er en sundhedsfaglig person, en stilling for sig selv, som er der for at hjælpe dem – og virksomheden.

”Man skal ikke være bange for at tale kroner og øre”

Hen imod slutningen af min samtale med Trine spørger jeg hende, om der er noget, hun gerne vil tilføje ift. at være PMT og ansat på noget som ’uforventeligt’ som et slagteri. Gør hun sig mon nogen tanker om, hvordan endnu flere PMT’er kan få ansættelse sådan nogle steder? Trine tænker lidt over sit svar, men siger så, at hun efter at være blevet færdiguddannet havde en følelse af, at hendes faglighed var udefinerbar. Hun vidste godt, at hun kunne alt muligt, men det kunne være lidt svært at beskrive det. Bl.a. en efteruddannelse til smerteterapeut har bragt hende tættere på at kunne beskrive, hvad det er, hun kan. Og en konkret formidling af sin faglighed kombineret med at turde italesættelse sig selv som en økonomisk gevinst for en virksomhed kan være vejen frem. Som Trine fortæller, kan hun måske være med til at forhindre fx langtidssygemeldinger og arbejdsskadeerstatningssager, og det er jo et konkret økonomisk perspektiv og et tilbud, som er relevant og nødvendigt for PMT’er at have for øje: ”Det er jo det, fremtidige arbejdsgivere vil tænke på – altså den værdi, vi kan tilføre”, pointerer Trine.

Til sidst beder jeg Trine om gode råd til andre PMT’er, der ligesom hende ønsker at afsøge veje, som måske ikke engang er blevet til definerede muligheder endnu: ”Tro på, at vi faktisk har den faglighed, der skal til, fordi vi kan så meget. Og have selvtillid nok til at kunne gøre en forskel på den arbejdsplads eller i den virksomhed og vide, at alt det, vi har lært, rent faktisk er noget, der er stor brug for derude. Og man skal ikke være bange for at tale kroner og øre”.

EGA og MSB = god ide med PMT

Til at perspektivere Trines ansættelse yderligere har Søren Liltorp, som er EHS assistent manager på Danish Crown i Ringsted, sagt ja til også at tale med mig. Han varetager bl.a. til daglig alt, der vedrører arbejdsmiljø og sikkerhed, og han har de sidste 20 år beskæftiget sig med arbejdsmiljø i en lang række virksomheder.

Søren fortæller, at slagteribranchen jo altid har været kendt for at have mange udfordringer forbundet med såkaldt EGA, dvs. ensidigt, gentaget arbejde, og MSB, muskel-skelet-belastning, og at det derfor er en stor fordel at have en PMT som Trine ansat. Men hvordan synes han, at medarbejderne har taget imod hende? Søren fortæller ligesom Trine, at det i starten måske var lidt svært for nogle at forstå, hvad hun var. Enkelte af dem, der bestilte konsultation hos hende, troede, de skulle have massage, og andre troede måske snarere, hun var kiropraktor, men nu ved de fleste, hvad det er, hun gør.

Søren understreger, at den samtaleorienterede tilgang til smerteproblemer, som Trine selv fortalte om, er meget effektiv, og at hun er rigtig god til at snakke med medarbejderne om, at smerter ikke nødvendigvis er en blivende tilstand, men at man også kan gøre noget selv. Hun giver dem noget ansvar sammen med rådgivning og behandling, siger han, og det er hun rigtig dygtig til.

Selvom de ikke lige kan måle det, så ved de, at det gør en forskel

Jeg vil gerne vende det kroner og øre-perspektiv, som Trine selv bragte på banen, med Søren, og jeg spørger ham derfor, om de kan se en mindskning af sygefravær mv. Det er lidt svært at svare på, for der er mange andre faktorer i spil også, fortæller Søren, og de har ikke lavet en regulær undersøgelse af det, og det kan man heller ikke, siger han, for de må ikke spørge om sådan nogle ting. Men de ved, fortsætter han, at nogle af dem, der er i behandling hos Trine, har reduceret deres indtag af smertestillende medicin, og andre har trukket deres ønske om at gå på førtidspension eller efterløn tilbage. ”Så vi kan se, at der er en effekt, og vi kan høre det på medarbejderne, og det vil jo give en afsmitning på sygefraværet. Så selvom vi ikke lige kan måle det, så ved vi, at det gør en forskel alligevel”, siger Søren. Trines arbejde er altså ikke kun med til konkret at reducere smerter, det skaber også en bevidsthed hos medarbejderne om, at der bliver gjort noget for dem, og det bidrager til et positivt arbejdsmiljø. Det koster dem jo heller ikke noget at få hjælp fra Trine, understreger Søren.

Jeg spørger Søren, om han i sine tidligere og lignende stillinger har haft PMT’er ansat. Det har han ikke, men han er ikke i tvivl om, at stort set alle virksomheder med MSB-udfordringer vil have glæde af en som Trine. Og det gælder ikke kun ved hårdt fysisk arbejde – det kan jo også være uhyre nyttigt på kontorer, hvor man sidder ned dagen lang og bevæger sig alt for lidt. Søren refererer til ’Op og hop’, som Trine også fortalte om, og det er svært ikke lige at skænke sig selv og sin fastfrosne krop i computerpositur en tanke, men vi skynder os videre til Sørens gode råd til andre virksomheder, der gerne vil prøve kræfter med potentialet i at ansætte en psykomotorisk terapeut. Man bør begynde med en kortlægning af problemet, pointerer Søren, så man ikke bare hiver en ind uden at vide, hvad vedkommende skal, og så man ved, hvor man skal sætte ind først. På baggrund af en god kortlægning kan man få mere ud af vedkommende hurtigere.

På mit afsluttende spørgsmål til Søren om, hvornår de ansætter deres psykomotoriske terapeut nummer to, fortæller han, at der faktisk er givet grønt lys til, at alle seks slagterier i Danish Crown Pork ansætter en psykomotorisk terapeut, og, som Søren afsluttende siger, vil han ”stærkt anbefale alle at gøre det!”.

En, to, mange!

Som vi hørte det indledende, så skyldes alt dette, at Trine rykkede på en udvikling, der var sat i gang på Danish Crown, og henvendte sig med sine kompetencer, hvorefter det hele er gået slag i slag. Og som lovet skal vi lige et smut tilbage til Jesper Frandsen, der som nævnt i dag befinder sig i Horsens sammen med en tidligere arbejdsmiljøansvarlig i Ringsted. De to blev enige om, at de som noget af det første i Horsens selvfølgelig skulle ansætte en psykomotorisk terapeut. Hun begyndte kort efter i en deltidsstilling, men er lige kommet op på fuld tid. Nu er de to PMT’er, der kører derudaf. Og for Jesper er der særligt én ting, der er vigtig: ”Når vores medarbejdere går på pension, så skal de også kunne løfte deres børnebørn. Og det hjælper de her psykomotoriske terapeuter altså med til, at de kan”.