Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Spørgsmålet om vores autorisation skal i folketingssalen nu!

Siden det i april 2018 blev vedtaget blandt jer medlemmer, at DAP skulle forsøge at opnå autorisation for faget, er der fra hovedbestyrelsen, arbejdsgruppen for autorisation og DAP’s sekretariats side blevet arbejdet kontinuerligt og insisterende på at nå hertil: Den 17. maj skal det nemlig debatteres i Folketinget, hvorvidt psykomotoriske terapeuter skal have autorisation.

Meget af det arbejde, der ligger forud for det, der sker nu, er foregået ”i kulissen”, dvs. ved at alle involverede har skrevet et utal af mails, holdt et hav af møder med både hinanden, medlemmer og en lang række relevante aktører og ved at forsøge at gøre vores sag og ønske om autorisation kendt. Det arbejde har nu båret så meget frugt, at det skal debatteres politisk.

I det følgende forklarer vi lidt om, hvad en forespørgsel er, og hvad vi håber, der kommer ud af den:

Spørgsmålet om, hvorvidt vi kan opnå autorisation bliver rettet til Folketinget som en såkaldt forespørgsel. Det betyder, at en række folketingsmedlemmer får lejlighed til at spørge Sundhedsministeren om, hvorvidt regeringen mener, PMT’er bør få autorisation.

Selve forespørgslen foregår på den måde, at den ordfører, der har stillet forespørgslen, i dette tilfælde Liselott Blixt (tidligere DF’er, men nu løsgænger), vil begrunde, hvorfor forespørgslen er stillet, hvorefter ministeren skal svare på forespørgslen. På baggrund af ministerens svar vil sundhedsordførerne fra de forskellige partier få mulighed for at debattere forespørgslen. Forespørgslen vil så (forhåbentlig!) munde ud i muligheden for at fremsætte et lovforslag til vedtagelse. I vores tilfælde vil det så være et forslag til vedtagelse af en lov om autorisation til PMT’er. Selve afstemningen vil finde sted i Folketinget den 19. maj.

Der er dog stadig rigtig mange løse ender, meget, der skal falde på plads, og meget, vi ikke ved. Men hvis du sidder med nogle spørgsmål, så skriv endelig til DAP’s politiske medarbejder Lars Granerud på lg@dap.dk.

Vi arbejder videre med samme insisteren og kraft som hidtil, og vi bringer selvfølgelig nyt, så snart vi ved mere!

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN