Nyt fra forpersonen i DAP
Kære alle
I efterårsferien besøgte jeg, sammen med min ældste søn, arbejdermuseet i København. Han er 19 år, student og i gang med et ”sabbatår” – måske det første ud af et par stykker. Han har arbejde: To forskellige deltidsjob og søger ekstra timer. Han har virkelig oplevet mange forskellige uhensigtsmæssige arbejdsforhold igennem sine fritids- og studiejobs. Han er naturligvis og ikke overraskende undervejs blevet informeret om, hvornår og hvordan en fagforening ville kunne have gjort en forskel.
Allerhelst vil han have ét ”rigtigt” job, men det har ikke været muligt, så han bygger op. Han har aldrig været i tvivl om, at han skal have en uddannelse – blot er han i tvivl om hvilken. Efter tre måneder i denne lidt usikre jobsituation med skiftende vagter (og derved skiftende indtægt) er han allerede en del mere motiveret for at begynde uddannelse, gå i militæret, for at lære igen og for at få en struktureret hverdag (han er privilegeret – han har muligheder). De dage, hvor der ikke er arbejde, kun er få timer, eller hvor timerne ligger sent er uholdbare: ”Det fungerer ikke”, som han så fint udtrykker det. Hvorfor fortæller jeg det? Fordi det er da en fantastisk erkendelse og erfaring at have opnået som 19-årig – inden valg af uddannelse! Vi er mange, der først gør os disse erkendelser, nå vi har brugt mange år på arbejdsmarkedet og måske i utilfredsstillende jobs uden at vide, hvorfor det ikke har været godt. Derfor er dette sabbatår naturligvis ikke spildt, selvom hans jobsituation ikke er som forventet. Måske har han ikke sparret op til sit kørekort endnu, men han har virkelig fået erfaring og viden med om det at være en del af arbejdsmarkedet, herunder rettigheder og pligter som ansat. For det forpligter også at være en del af et fællesskab. Livet har ret til at kræve noget af os.
Erkendelserne kommer jo ikke af sig selv – de kommer, fordi han bliver understøttet i at mærke efter, og fordi han får viden om, hvad han kan kræve og forvente som menneske og som ansat. Og hvorfor kan han så forvente og kræve noget? Jo, det kan han, fordi der er generationer før ham, der har kæmpet for det!
Vi er naturligvis politisk debatterende hjemme hos os. Vi er ikke altid enige. De overordnede rammer – jovist – men vi er forskellige generationer, forskellige køn, har haft forskellige opvækster med forskellige livserfaringer. Samfundet ændrer sig, og vi ændrer os i takt med, at vi får en større livserfaring og er åbne for dialog og meningsudveksling. At vi lytter til hinanden og har modet til at udvikle og ændre holdninger.
På museet skildres Anker Jørgensens politiske liv. Han fortæller på sine gamle dage, at ”demokrati er en konstant strid om ideer og interesser. Det skal slå gnister, og meninger skal brydes.” Lige nu er der gang i de politiske forhandlinger. Noget er vi i vores forening med til, og noget er vi ikke. Ligesom mange andre mindre og mellemstore organisationer må vi erkende, at der er nogle døre, der er lukkede og nogle stole, der er taget, men jeg kan forsikre jer om, at dér hvor døren står på klem, der åbner vi den, og dér hvor der er en ledig plads, der sætter vi os! Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er meget påvirkede af størrelsen på vores organisation og dermed på vores medlemstal. Hvert et medlem tæller!
At gå igennem museet og historien sammen med min søn var et privilegie, ikke kun fordi han gjorde det af lyst og med oprigtig interesse, åbenhed og forståelse, og fordi vi var sammen bare os to (han har tre mindre brødre, så det sker for sjældent), men også fordi jeg selv blev inspireret, motiveret og taknemlig for den vilje og indsats, generationerne før os har bidraget med.
Det er et kæmpe privilegie at være jeres forperson og aktivt være med til at bringe vores fag tættere på borgerne i vores samfund.
”Hvis man siger, at det må andre ordne, så er man helt fortabt”. Anker Jørgensen, 1972.
De bedste hilsener
Anne Marie Horn, oktober 2023
