Ny overenskomstaftale for de kommunalt ansatte
16. februar 2021
I denne weekend kom en ny overenskomstaftale på plads for cirka 500.000 ansatte i kommunerne. Det er det andet større skridt i de offentlige overenskomstforhandlinger – OK21. Det er blevet til en tilfredsstillende aftale alt taget i betragtning, fordi vi jo var sat i udsigt, at coronapandemien kunne sætte meget stramme grænser for, hvad der kan lade sig gøre. Og ja, stigningerne er mindre end sidst, men der er noget til de kommunalt ansatte, både på lønfronten og på andre fronter:
Den overordnede økonomiske ramme er den samme som den, der ugen før blev sat for de statsligt ansatte, men sammensætningen er en lidt anden. De statsansatte kan med generelle lønstigninger på 4,42 % over de næste tre år se frem til, at deres realløn efter alle skøn skulle kunne blive bevaret. For de kommunalt ansatte bliver de generelle stigninger lidt højere, 5,02% over tre år, og så er der oveni dette 0,5% i organisationsmidler. Tillige er der også afsat en mindre pulje til en lige- og lavtlønspulje, hvor ligelønspuljen er et lille, men vigtigt skridt mod en udligning af det løngab, der fortsat er mellem de traditionelle kvinde- og mandefag. Det er et emne, som vi ikke taler så meget om i DAP, men vores fag er jo også et fag, hvor hovedparten er kvinder. Aftalen indeholder også andre tiltag indenfor bl.a. psykisk arbejdsmiljø, seniorer og grøn omstilling.
Hvis du vil læse mere, kan du læse pressemeddelelsen eller selve aftalen.
Forhandlingerne på det regionale område
I denne uge og weekend kommer turen til forhandlingerne på det regionale område, hvor det også bliver interessant at se, hvilket resultat der kan opnås. Det er lange og seje forhandlinger, hvor alt vendes og drejes, for at det kan komme på plads, og DAP modtager løbende opdateringer fra selve forhandlingsbordet.
Når de generelle forhandlinger er på plads, når vi til forhandlingerne på organisationsplan, så vi er langt fra færdige endnu…
Vi tales ved!
Ditte-Marie Post, formand for Danske Psykomotoriske Terapeuter