Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

nyhed

Næstformand Anne Marie Horn trækker sig

19. december 2019

I denne måned valgte næstformand Anne Marie Horn at trække sig fra posten som næstformand. Ny næstformand er Christinne Larsen.

Anne Marie Horn blev valgt som næstformand på generalforsamlingen i november 2018. Foto: Sophia Juliane Lydolph

4. december 2019 meddelte næstformand Anne Marie Horn, at hun ønsker at trække sig som næstformand i DAP med årets udgang.

Det skyldes, at forretningsudvalget har indstillet, at næstformandsposten bliver ændret til en mere generel rolle med en fast årligt honorar. Samtidig bliver antallet af timer i formandsposten opjusteret.

Indtil nu er næstformandsposten fast blevet honoreret for ti timer om ugen-

”Med et lavere timetal vil det blive rigtig svært for mig at være den næstformand, som jeg ønsker, og som jeg stillede op som på generalforsamlingen sidste år. Men jeg vil gerne understrege, at jeg ikke går i bitterhed og vrede, og jeg ønsker alt det bedste for vores forening,” siger Anne Marie Horn.

Formand Ditte-Marie Post siger:

”Jeg vil gerne takke Anne Marie for vores samarbejde og for hendes indsats, deriblandt afholdelsen af et dejligt årsmøde. Jeg håber naturligvis at se hende til arrangementer i DAP-regi fremover, og jeg ønsker hende alt mulig held og lykke.”

Ny næstformand er Christinne Larsen

På hovedbestyrelsesmødet den 17. december blev Christinne Larsen konstitueret som ny næstformand. Ifølge foreningens vedtægter konstituerer hovedbestyrelsens en næstformand af egen midte, hvis der sker forfald mellem generalforsamlinger.

På generalforsamlingen i 2020 vil der være valg af både formand og næstformand. Formanden bliver valgt for fire år, mens næstformanden bliver valgt for to år og skal på valg igen allerede i 2022.

Flere timer til formandsposten

På hovedbestyrelsesmødet blev det, på baggrund af forretningsudvalgets indstilling, vedtaget, at formandsposten skal honoreres for 24 timer om ugen, mod indtil nu 14 timer om ugen, mens næstformanden fremadrettet får et årligt honorar på 40.000 kroner. Til rollen som næstformand vil primært være tilknyttet interne opgaver i foreningen.

Til juni evalueres beslutningen.

Resten af hovedbestyrelsen arbejder fortsat frivilligt.

”De ekstra timer kommer til at gå til at sikre en større sammenhæng og kontinuitet i det udadvendte politiske arbejde. Det gør formandsfunktionen mere fleksibel og kan gøre, at vi kan komme mere i mål med de ting, vi sætter os for – herunder overenskomstforhandlingerne og punkterne på arbejdsprogrammet,” siger Ditte-Marie Post.

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN