Psykomotorisk terapeut Jytte Green, mangeårig kollega og nær ven, døde alt for tidligt i september i år. Hun arbejdede til kort før sin død blandt andet med klienter med svære liv, som hun inspirerede og guidede til at leve lidt mere og mere hensigtsmæssigt. På sin egen finurlige måde evnede hun at læse og forstå og nå andre. Hun skabte kontakt og kom bag forsvaret med sin afvæbnende direkte væremåde. Hun koblede en intellektuel og intuitiv indsigt i sin måde at bruge sprog, krop og erkendelse og handling på. Mange andre klienter og grupper har haft glæde af hendes evner og tilgang.
Gennem mange år var Jytte uddannelseslærer på Skolen for Kropsdynamik og senere leder på Professionsbacheloruddannelsen, hvor hun satte sit præg på de studerendes tilgang og forståelse af faget og fagets praksis. På lærerværelset evnede hun at gå direkte til sagens kerne, og hun veg ikke uden om at tage fat, hvor det brændte på. Hun turde også vedstå sig sine holdninger i svære sager, fx da de forskellige uddannelser skulle lægges sammen, og Skolen for Kropsdynamik i en periode valgte at stå uden for.
Hun voksede op på Amager, blev ansat på Rigshospitalets børnepsykiatriske afdeling og uddannede sig senere til afspændingspædagog på Skolen for Kropsdynamik, fordi hun havde mødt en afspændingspædagog, der underviste på afdelingen. Hun vidste, at det ville hun, og det minder om hendes evne til at være sikker i sin sag. Som barn var hun overbevist om, at hovedindgangen til Tivoli var den, der vendte mod Amager, naturligvis…
Jytte var kreativ på mange planer. For eksempel malede hun herlige oliemalerier, som udstråler liv, kraft og nogle gange også kamp i følge min tolkning. Og til festerne i vennekredsen lignede hun altid en million og var kvik, opmærksom og slagfærdig. Til mit store held var jeg var i mange år i en gruppe med Jytte, hvor vi bearbejdede centrale temaer i vores liv; det var givende og forandrende for os alle.
Før sin død skrev Jytte et digt, hun ønskede læst højt ved bisættelsen. Det slutter således:
Stå ikke ved min grav i sorg
Jeg er der ikke –
Jeg er i dit hjerte i evig tid – og slet ikke død.
På trods af denne sidste hilsen fra Jytte vil hendes kærlige og kontante nærvær være et stort og dagligt savn.
Ea Suzanne Akasha
