Tirsdag den 10. september var hovedbestyrelsen samlet, og på dagsordenen var blandt andet en køreplan for ansøgning om autorisation af faget.
Køreplanen er blevet udarbejdet af Henrik Valentin Jensen, der over en periode har arbejdet sig ind på processen. Han har fået hjælp af Sheila Simonsen og Annemarie Lange, der begge er medlem af hovedbestyrelsen.
”Det har været et godt samarbejde, og vi er blevet meget klogere på den kommende proces om en ansøgning,” siger Henrik Valentin, der har et indgående kendskab til medlemsorganisationer og tidligere blandt andet har arbejdet som chefkonsulent i Dansk Industri.
Køreplanen indebærer blandt andet, at der skal indhentes erfaringer fra andre organisationer, der skal etableres en dialog med relevante myndigheder – og så skal der i sidste ende udarbejdes en ansøgning. På den baggrund skal det vurderes, om ansøgningen har en chance for at gå igennem.
Ansøgning om autorisation
I april 2018 stemte DAP’s medlemmer i en online afstemning klart ja til, at faget skal søge om autorisation.
Det er i sidste ende Folketinget, der beslutter, om et fag skal autoriseres – men før man kommer dertil, skal ansøgningen igennem Patientsikkerhedsstyrelsen, der beslutter, om ansøgningen skal sendes videre eller ej. Det er altså Patientsikkerhedsstyrelsen, der i første omgang skal modtage ansøgningen.
”De kommende måneder vil vi blive meget klogere igennem dialog med de relevante organisationer og myndigheder. Hvis vi i sidste ende kigger på ansøgningen og anser det for at være urealistisk af den ene, anden eller tredje grund, så er det i min optik bedre at vente med at sende den. Hvis vi søger og får et forudsigeligt afslag, så går der nemt fem år, inden der kan søges igen,” siger Henrik Valentin Jensen, der også fremover vil være tilknyttet arbejdet med ansøgningen.
Hvis det vurderes, at ansøgningen kan gå igennem, vil den i bedste fald blive indsendt i 2020.
Formand Ditte-Marie Post glæder sig over den vedtagne køreplan:
”Ved afstemningen sidste år var der et meget klart flertal for, at vi skal søge om autorisation, og vi er meget tilfredse med, at processen nu er sat på skinner. Der skal lægges et stort stykke arbejde, før vi står med en egentlig ansøgning i hånden, men en solid og gennemarbejdet køreplan er et vigtigt første skridt,” siger hun.
Vi vil opdatere om processen på dap.dk.