Kernefaglighed er …
4. juli 2019
Ditte-Marie Post, formand for Danske Psykomotoriske Terapeuter. Foto: Sofia Busk
Vores psykomotoriske kernefaglighed består af viden, metoder, grundbegreber, et menneskesyn og en tilgang, den er vores, og det er den, vi bruger i vores arbejde.
Det er jo meget enkelt, ikke?
For at citere en fransk psykologs beskrivelse af psykomotoriske terapeuter: ”Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er, de laver, men det virker, når de arbejder med autisterne, og derfor bliver jeg ved med at ansætte dem.”
Og jeg har selv fået lignende kommentarer om mit eget arbejde i psykiatrien: ”De bliver så rolige, når du har lavet det dér, du gør.” Det lyder jo også meget enkelt, set fra en arbejdsgivers side.
Men det er selvfølgelig ikke bare kun en gang ’det dér’. Kernefagligheden kan der siges meget om, det er ikke bare én ting, et kort sæt definitioner eller for den sags skyld noget, der altid er det samme på alle steder og til alle tider. Men jeg er ikke i tvivl, når jeg møder det psykomotoriske fag, ser fagfæller arbejde eller hører dem fortælle om, hvad og hvordan de gør.
Man kan lave lister over litteraturen, teorien, metoderne og øvelserne, og man kan forsøge sig med definitioner af grundbegreberne – og dem er der jo flere versioner af. Klarest står vores kernefaglighed, set fra mit synspunkt, dog når fagligheden bliver brugt og omsat inden for forskellige arbejdsområder: psykiatri, handicap, smertebehandling, ældreområdet et cetera.
Her er de psykomotoriske terapeuter med til at byde ind, og de laver arbejdsopgaver, som kun en person med vores faglighed kan udføre. Eller de udfører opgaverne på den måde, de som psykomotoriske terapeuter vurderer, at de skal/bør udføres.
Men man kan selvfølgelig godt blive i tvivl eller blive usikker på sin faglighed – er den relevant? God nok? Eller er den i det hele taget ’noget’? Og da især, når man arbejder alene, som mange af os gør, eller når man søger arbejde eller laver egen klinik og skal tale om, hvad man kan, og hvorfor man gør det, man gør.
Der har vi som fagfolk brug for at vende tilbage, at komme ind og runde de ting, vi har lært, og som er vores, for bagefter at gå ud og omsætte dem til psykomotorisk arbejde, som omverdenen kan forstå og have glæde af.
Jeg håber, at årsmødet den 16. november, der har kernefagligheden som tema, kan være med til støtte, inspirere og stimulere den faglige vidensdeling, diskussion og de netværk, som vi alle har brug for og glæde af.
VI tales ved.
Ditte-Marie Post, september 2019