”Jeg håber på anerkendelse, jeg er bekymret for administration”

Det udløser en mindre jubelscene, da Mine Olsen træder ind ad døren på kontoret og ser sekretariatschef Gert Møller Thaysen sidde ved sit bord.

Hun har flere gange talt med ham for at få hjælp til de udfordringer, hun møder i sit job som psykomotorisk terapeut, der er ansat i en fysioterapeutstilling.

Gert taler imidlertid i telefon, og alle bliver lidt forvirrede. Og det er måske et meget godt billede på, hvordan man kan have det med autorisation. Det er lidt forvirrende.

Afstemning via email

Artiklen her er baseret på et møde mellem formand Rolf Auhagen og Mine Olsen, som fandt sted i begyndelsen af februar. Når du har læst den, er du forhåbentligt klædt lidt bedre på tage stilling til, om vi skal søge om autorisation af faget eller ej. Afstemningen løber af stablen den 15.-22. april 2018 via email.

Vi begynder der, hvor mødet startede – med en kort præsentation af Mine Olsen og derefter lidt fakta fra Rolf Auhagen.

Mine Camilla Olsen er psykomotorisk terapeut og har en hverdag, som mange i faget vil kunne genkende. Hun har de seneste ti år opdelt sit arbejdsliv i to job: To dage om ugen arbejder hun i egen klinik. Tre dage om ugen arbejder hun med handicappede børn i en børnehave. Det er især her, hun møder udfordringer som psykomotorisk terapeut. Dem vender vi tilbage til.

Først fortæller Rolf Auhagen lidt om, hvad en autorisation er. Eller – allerførst kommer lidt historie:

”Allerede i 1961/62 havde hele fire forskellige skoler søgt om at blive autoriseret og ansøgningerne lå hos Lægeforeningen, der stod for tildelingen dengang. Så man var tidligt opmærksom på, at det var vigtigt”, fortæller Rolf Auhagen.

Men ansøgningerne blev fanget i den situation, der opstod, da Lægeforeningen meldte ud, at de ikke længere ville tildele autorisationer, og det i stedet blev lag over til myndighederne – hvad der skete med dem efterfølgende, ved han ikke, men autorisation blev det i hvert fald ikke til.

Og nu skal de stemmeberettigede medlemmer af Danske Psykomotoriske Terapeuter altså stemme om, hvorvidt vi endnu engang skal sende en ansøgning afsted. Men hvad er det overhovedet med den autorisation?

Hvad er autorisation?

For at forklare det, begynder vi med første paragraf i autorisationsloven:

Lovens formål er at styrke patientsikkerheden og fremme kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser gennem autorisation af nærmere bestemte grupper af sundhedspersoner, hvor andres virksomhed på det pågældende virksomhedsområde kan være forbundet med særlig fare for patienter.

”Det handler først og fremmest om at skabe sikkerhed for patienten, at øge den faglige kvalitet og om at kun bestemte fagpersoner må udføre det, som kan være farligt”, siger Rolf Auhagen og peger på endnu en vigtig del af loven: Nemlig at det kun er de autoriserede fagpersoner, der har ret til at benytte fagtitlen.

Det kan få stor betydning for faggruppen – læs mere om det under ulemper og udfordringer senere i artiklen.

Og så vil han gerne slå én ting fast:

En autorisation vil IKKE i sig selv udløse tilskud fra sygesikringen. Det kan søges efterfølgende, men det er en helt anden proces.

Mine håber på blåstempling

Mine Olsen lytter og nikker. Personligt håber hun, at en eventuel autorisation vil kunne give faget mere anerkendelse, end hun oplever nu.

”Måske ville en autorisation blåstemple mit arbejde. I arbejdet med mine klienter og mine børn får jeg masser af anerkendelse. Det i alt det udenom, at det mangler”, siger hun og fortæller om en telefonopringning hun fik, da hun havde været ansat i fire år. Det var fra Københavns kommune.

”Hvad er det egentlig, du laver, spurgte de mig om”, siger hun og griner lidt.

Det med anerkendelsen vender vi tilbage til af flere omgange. Først skal vi tilbage til hvad autorisation er – nærmere bestemt det såkaldte farlighedskriterium. Det skaber nemlig lidt vanskeligheder.

Farlighedskriteriet

”Som man kan se ovenfor, så kræver en autorisation, at fagets virke kan være til fare for patienterne, hvis det udføres af andre. Men kan vores fag være til fare for nogen? Og i givet fald hvordan? Og er vi overhovedet interesseret i at gøre vores fag farligt”? spørger Rolf Auhagen.

Han kender ikke svarene, men det er spørgsmål som må adresseres, hvis der skal udarbejdes en ansøgning om autorisation. Derfor er det også et emne, der er blevet diskuteret en del på de medlemsmøder, han har holdt rundt om i landet de seneste måneder.

”Styrelsen for patientsikkerhed siger, at de som regel går efter, om man bryder huden, eller om man knækker og brækker folk, og vi gør jo ingen af delene. Man kigger udelukkende på det somatiske system, og har ikke psyken med i betragtning. Det er klart en udfordring”, slår han fast.

Mine Olsen nikker. Det er interessant – men det er også teknisk. Nu nærmer vi os imidlertid de ting, der kan få betydning i den nære dagligdag. Det er ting, som først får betydning, hvis faget opnår autorisation – men så kan de til gengæld også få meget stor betydning. Derfor er det vigtigt at vide.

Det handler om rettigheder og pligter, og det dækker blandt andet over uddannelsesniveau, journalisering og tilsyn.

Især de uddannelsesmæssige krav er interessant i denne sammenhæng. Formand Rolf Auhagen uddyber:

”Hvis faget bliver autoriseret, vil Sundhedsstyrelsen lave en vurdering af uddannelsesniveauet. Det kan betyde, at der skal ændres noget på uddannelserne – og så vil det sandsynligvis være sådan, at de psykomotoriske terapeuter, der er privatuddannede, skal have en form for efteruddannelse”, siger Rolf Auhagen og tilføjer, at det også kan gælde for professionsbachelorer.

Ingen kender kravene

Kravene kender ingen før de bliver definerede – og det er ikke engang sikkert, det sker. Måske kommer en eventuel ansøgningen aldrig dertil. Men helt generelt siger formanden:

”Flere medlemmer har udtrykt bekymring om, hvorvidt der ville blive specifikke krav om, hvordan en behandling skal være. Det tror jeg dog ikke – det vil være alt for vidtgående. Jeg tror, det mere vil handle om for eksempel rigtig journalisering, viden om sundhedsvæsenet, sygdomslære og at man kan det kliniske sprog, så man kan kommunikere med de andre faggrupper”, siger han.

”Men jeg må også slå fast, at vi ved det ikke, før myndighederne har kigget på vores ansøgning”

Mere journalisering?

Mine Olsen er privatuddannet, så for hende vil efteruddannelse blive aktuelt – og det er i sagens natur også noget, der optager hende i overvejelserne om autorisation.

Men faktisk vil journaliseringspligten nok have endnu større betydning i hendes dagligdag i børnehaven. Som det er nu, journaliserer hun langt mindre end hendes kolleger, der er ergo- og fysioterapeuter, fordi hun som psykomotorisk terapeut er fritaget for journalisering – og det har både fordele og ulemper:

”Det er godt, fordi jeg bruger 100 procent af min tid sammen med børnene. Nogle af mine kolleger, som er ergo- og fysioterapeuter har helt ned til 25 procent af deres tid på gulvet med børnene, fordi de har så mange forpligtelser, og det ville jeg selvfølgelig være ked af”, siger hun.

Til gengæld har det været en kamp at få adgang til journaliseringsystemet og få en computer, så de faggrupper hun samarbejder med, kan se hendes udtalelser.

”Det føles – igen – lidt som om, at mit arbejde og mit fag ikke rigtig er anerkendt i systemet”, siger Mine Olsen.

Hun understreger i øvrigt, at det på ingen måde er simpelt – fordi hun samtidig er bekymret for, om hun vil miste for meget tid med børnene, hvis hun som følge af en autorisation får journaliseringspligt.

Man kan miste sin autorisation

Lever man ikke til journalpligten – eller de andre regler og pligter – kan man få en påtale og i yderste konsekvent blive frakendt autorisationen.

”Det er jo lidt ligesom med et kørekort – man får det på sin vis for, at det kan blive frakendt, hvis man ikke bruger det forsvarligt”, siger Rolf Auhagen.

Man kan miste sin autorisation hvis man for eksempel får demens eller udvikler et misbrug. Det samme gælder, hvis man bliver straffet for vold eller sexkrænkende adfærd – også selv om det ikke er i jobmæssig sammenhæng.

Og nok så vigtigt: Hvis man for eksempel giver alternativ behandling, er man stadig underlagt sin autorisation – og kan altså også miste den, hvis man handler uforsvarligt og skader en patient. Selv om det ikke handlede om psykomotorisk terapi.

Og nu er vi faktisk tilbage ved anerkendelsen og blåstemplingen, som Mine Olsen har været inde på af flere omgange. Vi skal nemlig til at kigge på fordele ved en autorisation, og det handler rigtig meget om anerkendelse:

”Det er klart, at en autorisation vil være en blåstempling af faget – til dels blandt almindelige borgere, men nok især blandt andre faggrupper og det generelle sundhedsvæsen”, siger Rolf Auhagen. Han uddyber under boksen.

”En autorisation vil i høj grad have betydning blandt de faggrupper, der kan henvise til os – f.eks. fysoterapeuter og læger”, siger Rolf Auhagen.

Som det er nu, vil en læge, der henviser en patient til psykomotorisk terapeut i princippet også være ansvarlig for behandlingen.

I det tilfælde er den psykomotoriske terapeut medhjælp og arbejder under delegation og er omfattet af lægens ansvar som autoriseret sundhedsperson.

”Men så snart du er autoriseret, er dig selv, der har ansvaret, og det kan jo gøre en stor forskel for viljen til at henvise”, siger Rolf Auhagen – og understreger, at selv om eksempelvis lægen vil kunne henvise, vil det ikke automatisk udløse tilskud fra sygesikringen.

En anden fordel er blåstemplingen af uddannelsen, som vil give noget sikkerhed – ikke mindst fordi området bliver lovbestemt (en autorisation vedtages i sidste ende af Folketinget).

Desuden kan en autorisation potentiel give øget mulighed for beskæftigelse indenfor det regionale område, og det vil være nemmere at samarbejde med private forsikringer.

”Private forsikringer kigger på, om man er RAB-godkendt eller autoriseret – de forstår ikke altid en faggruppe som os, der ikke er nogen af delene, da vi jo er en offentlig sundhedsuddannelse”, siger Rolf Auhagen.

Og så er der endelig sygesikringen. Som nævnt flere gange, følger der ikke automatisk tilskud fra sygesikringen med en autorisation. Det ville være en ansøgning helt for sig og med sine egne fordele og ulemper.

”Men en autorisation vil i hvert fald øge sandsynligheden for at vi vil komme i betragtning, hvis vi ønsker det”, siger han.

Men ingen fordele uden ulemper. Rolf Auhagen lister op – se boksen nedenfor:

”Opdelingen af faggruppen er nok det, jeg ser som den stærste udfordring, hvis vi søger og opnår autorisation”, siger Rolf Auhagen og fortsætter:

”Jeg har mødt en del bekymrede medlemmer, der spørger, hvad det vil koste, hvor meget det vil være – og vi ved det jo simpelthen ikke. Det vi ved er, at vi risikerer at splitte et allerede lille fag op, hvis der vil være mange, der fravælger efteruddannelse og autorisation”, siger han.

Har truffet beslutningen

Gennemgangen af ulemper og udfordringer får Mine Olsen til at udbryde:

”Der er virkelig mange ubekendte. ”Autorisation er jo meget mere end at få et stempel. Vi kommer jo til at stå til regnskab. Men det har jeg heller ikke noget problem med! Jeg vil gerne stå ved den behandling, som jeg giver”.

Hun er da også ret sikker på, hvor hendes stemme lander, når der skal sætte kryds fra den 15. til den 22. april.

”Jeg tror, jeg har besluttet mig. Jeg stemmer ja til at søge. For jeg mener, at det vil anerkende vores fag. Jeg vil selvfølgelig blive rigtig ærgerlig over, hvis jeg skal efteruddanne mig for rigtig mange penge, som jeg ikke kan skaffe. Så får det ikke effekt for mig. Men så gør det alligevel for faget”, siger hun.