Jeg gør en forskel for dem, jeg underviser
05. juni 2019
I Psykomotorik #2 2019 fortalte Karin Fræhmohs om sit arbejdsliv som underviser. Vi gengiver artiklen her.
Karin Fræmohs, 45 år. Uddannet i Hillerød i 2011.
Underviser hos Familieskolen og LOF.
Karin Fræmohs har sin primære indtægt fra undervisning. Det var ikke drømmen, da hun læste, men nu er hun rigtig glad for det.
”Under uddannelsen brød jeg mig ikke ret meget om at stille mig op foran andre. Men vi fik jo nogle redskaber undervejs,” siger hun.
Der var job at få
Det egentlige vendepunkt blev et socialt arrangement med andre psykomotoriske terapeuter, hvoraf de fleste allerede var dimitteret.
”Jeg blev klar over, hvor mange nyuddannede der ikke havde fået job, og det måtte jeg jo forholde mig til. Så jeg tænkte, at jeg nok alligevel skulle undervise, i hvert fald til en start. Der var jo job at få,” siger hun.
Sådan blev det. Og det gik godt.
Fik masser af ros
”Jeg fik rigtig gode tilbagemeldinger og masser af ros, og jeg oplevede faktisk fra starten at gøre en forskel for nogen. Og sådan har jeg det stadigvæk,” siger hun.
Hun underviser fire dage om ugen – i alt 16-18 timer, primært inden for graviditet og efterfødsel. Det timetal synes hun er maksimum, hvis hun samtidig skal være nærværende.
Derfor spiller hendes privatøkonomi også en stor rolle i hendes jobglæde. Sammen med sin mand har hun nemlig besluttet at holde deres udgifter på så lavt et niveau, at de begge kan have deltidsjob.
En stor frihed
Ved siden af undervisningen har hun lidt behandling – den del vil hun nok udvide lidt i fremtiden – og så har hun netop afsluttet en master i sundhedspædagogik og sundhedsfremme.
”Der mødte jeg andre faggrupper, blandt andet sygeplejersker, og det gik op for mig, hvor stor frihed jeg som underviser har til selv at bestemme mål og metoder sammenlignet med andre faggrupper i sundhedsvæsnet. Det er virkelig dejligt,” siger hun.
”Så det prøver jeg at huske på, når jeg spænder cykelhjelmen og tager regntøjet på en tilfældig tirsdag morgen,” griner hun.
For selvfølgelig er det ikke lutter lagkage.
Savner sparring
”Jeg savner faglig sparring med kolleger, og jeg synes ikke, rammerne i folkeoplysningsloven er gode. For eksempel kan vi ikke få en fastansættelse, og det er problematisk, at man skal ud at hente timer to gange om året. Det giver jo meget usikkerhed både økonomisk og fagligt,” siger hun.
Det er dog også en usikkerhed, der ikke længere presser hende. Dels har hun en vis sikkerhed for at få timer, og dels har familiens beslutning om at holde udgifterne på et lavt niveau betydet, at de enkelte timer ikke bliver afgørende.
Men selvfølgelig smutter motivationen og gejsten indimellem, slår hun fast.
”Så læner jeg mig op ad min erfaring og kører lidt mere på rutinen. Jeg kan også lægge lidt ud til den gruppe, jeg underviser, ved at stille dem spørgsmål. Hvordan får man som gravid med kvalme et arbejdsliv til at hænge sammen, for eksempel?” siger hun og fortsætter:
”Der er selvfølgelig dage, hvor jeg synes, jeg lykkedes dårligt eller fik sagt noget sludder. Men grundlæggende er jeg rigtig glad for mit arbejde, nok også fordi jeg oplever at have succes med det. Så er det jo nemmere. Og det passer godt sammen med min familie og mit privatliv,” siger hun.
