Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Fredagshilsen fra formanden: Goddag til solen og goddag til mere krop!

11. juni 2021

Denne uge slutter med en positiv meddelelse om mere genåbning af samfundet: På torsdagens pressemøde blev en plan for den fortsatte genåbning præsenteret, der rummer en gradvis tilbagevending til næsten alt det, der var muligt før – under hensyntagen til, at vi fortsat skal være opmærksomme, lade os teste, bruge Coronapas og afspritte hænderne, men, det ser positivt ud. Hvis effekten af den fortsatte vaccineudrulning holder, så er der noget at glæde sig over.

Planen kan du se her.

Det falder fint sammen med den sidste uges dejlige vejr, hvor lysten og muligheden for at folde sig ud mod verden, mærke solen og vinden og havet (for de modige) har været til stede – det er sommer.

Vi, de psykomotoriske terapeuter, tager kroppen med, og vi hjælper andre til at gøre det også, og det ser ud til, at der er flere steder, der har fået øje for, hvad vi kan bidrage med – i hvert fald, hvis man ser på de mange forskelligartede jobopslag, der bliver delt på Facebook. Med planen for genåbning ser det ud til at alle de aktiviteter og jobfunktioner, som psykomotoriske terapeuter beskæftiger sig med, er mulige igen, eller bliver det snart. Det er også rart.

En levende kontakt til kroppen og til der, hvor krop og psyke mødes, er det psykomotoriske arvesølv – de sidste ugers velbesøgte kurser – om de psykomotoriske grundøvelser og om manuelle behandlingsteknikker og det forestående om psykomotoriske metoder til ro i nervesystemet er en del af dette sølv. Det er dejligt, at fagets erfarne kræfter vil stille op for at hjælpe os andre til at lære og genopfriske, hvad det hele drejer sig om. Vi skal huske kroppen, få den med og bruge dens viden sammen med den anden viden, vi tilegner os, når vi læser og hører om teorierne og er akademiske.

Sommerens sol og vind og dufte og lyde giver i hvert fald mulighed for at stoppe op, at mærke og at sanse, at komme i kontakt med det, kroppen kan fortælle. Og at tage dette med i resten af livet.

God weekend!

Vi tales ved

Ditte-Marie Post, formand for DAP

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN