Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Fredagshilsen fra formanden: Vi mennesker er sociale væsener

9. april 2021

Glædelig fredag efter en kort uge, der for nogle har stået i en begyndende genåbnings tegn. Genåbningen af samfundet, herunder de liberale erhverv og psykomotoriske klinikker, følger foråret og er, desværre, ligesom foråret, af og til frustrerende langsomt og med dage med dårligt vejr og, måske, tilbageskridt til, hvordan det var før.

Det sidste års tid har nok lært os alle, at vi må gå med forsigtige skridt og være glad for det, der kan lade sig gøre, frem for at fokusere (alt for meget) på det, der ikke er muligt (endnu). Også på DAP’s sekretariat er vi begyndt at komme tilbage, nogle af os, ikke alle hele tiden, med afstand og så videre. Det er jeg, og vi, glade for. På trods af telefoner, Teams-møder og mails er der ting og arbejdsopgaver, der flyder bedre, når man er fysisk til stede. Og så er der også andre ting, der er vigtige i det menneskelige samvær…

Psykomotorisk terapeut Katja Bitsch Jensen har skrevet en kronik i Kristeligt Dagblad og givet et interview til BT, hvor hun sætter fingeren på den effekt, som Corona-tidens nedlukninger og isolation har haft på den psykiske trivsel. I medierne kan man læse om ensomhed, depression, mistrivsel og tristhed, som ikke bare har at gøre helt objektivt med de ting, som vi er forhindrede i at gøre: arbejde, sport, koncerter, fester og den slags. Vi mennesker er sociale væsner, og vi er afhængige af at være sammen. Uden samvær kommer vi over tid til at lide af en ”sult”: hudsult, kærlighedssult, social sult, sult efter at mærke os selv og de andre og spejle os i hinanden. Nedlukningen, som har været nødvendig ud fra et medicinsk og epidemiologisk synspunkt, har haft effekter, der kan ses allerede, og som fortsat vil fylde i lang tid endnu. De mest sårbare, ældre, psykisk syge, socialt ressourcesvage er som altid dem, der lider mest. Betydningen af sociale relationer bliver desværre ofte først tydelig, når de ikke er der, som for eksempel for en ældre på et plejehjem, som Katja skriver om. Det kan have store, endda fatale, følger.

Corona-krisen kommer til at præge samfundet og også de psykomotoriske terapeuters arbejde i lang tid endnu. Ikke bare praktisk og konkret, hvad angår, hvordan vi kan udføre vores arbejde. Der er også lang vej til en form for normal, hvad angår det psykiske, fysiske, kropslige og sociale velbefindende. Jeg tænker, at der er meget arbejde at gøre og også meget arbejde for de psykomotoriske terapeuter, der med vores viden, indsigt og værktøjer kan bidrage til at behandle og støtte. Og tage bladet fra munden i faglige, kollegiale og andre sammenhænge, hvor vi kan se, hvad der er brug for.

Som altid tak til jer, der holder kontakt og deler – Katja har delt interviewet med BT på Facebook i gruppen ”Psykomotoriske Terapeuter”.

God weekend!

Ditte-Marie Post, formand

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN