Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Fredagshilsen fra formanden: Tanker om ankre

25. juni 2021

Juni er eksamenstid. Både for de studerende på psykomotorikuddannelserne og på alle de andre uddannelser. Snart kan vi se vogne i gaderne med euforiske studenter, der fejrer, at nu er det ovre… Men vejen dertil kan være svær.

Hvert år kan man i medierne læse om studerende, der bruger præstationsfremmende medicin for at kunne klare eksamen, og det er anledning til stor debat – ikke bare om, at eksamenssystemet gør det svært for mange, der bliver stressede, nervøse og tvivler på, at de kan præstere. Debatten går også på, om det er forkert, ulovligt og unfair at få hjælp ad medicinsk vej, eller om det ”blot” er noget, som nogen skal have lov til?

Fra et psykomotorisk synspunkt er det forståeligt, at det kan være svært at præstere til en eksamen, at være klar i hovedet, når hjertet banker, hænderne ryster og hele kroppen på denne måde fortæller én at det er faretruende at være der, hvor man er. Så kan man have læst nok så meget på tingene. Mange psykomotoriske terapeuter har da også i tiden arbejdet med mennesker med præstations- og eksamensangst. Her lærer de at trække vejret, finde ro, grounding, at mærke kroppen og at finde et trygt sted for at håndtere en krop og et sind, der er i alarmberedskab. En populær øvelse med dette formål hedder hos os ”kropsankeret”.

Den medicinske vej til ro hedder betablokkere. Det er piller, der sænker pulsen og får hjertet til at pumpe langsommere. Det bruges normalt til at nedsætte risikoen for hjertekramper, men finder altså også anvendelse til at nedsætte (følelsen) af nervøsitet. Jeg har fået refereret effekten af betablokkere som at, ”så holder kroppen op med at fortælle min hjerne, at jeg er bange, og så bliver jeg klar i hovedet, og så kan jeg tænke”. Så føles kroppen (igen) som et roligt fundament, et anker for tankerne og det, der skal siges i eksamenssituationen.

Betablokkere er kraftig medicin, som virker på kroppens centrale og vigtige systemer. På den ene side illustrerer ovenstående en klar pointe om sammenhængen mellem krop og psyke – ro giver ro – men på den anden side er det bekymrende, at der skal så kraftig medicin til for nogens vedkommende. At finde ro og forankre sig i kroppen er, hvad vi gerne vil lære fra os som PMT’er. Der er ikke en lige vej til målet, og alle kan ikke lære det på samme måde, men kroppens egen ro, det anker, man finder, føles dog helt anderledes end det, der kommer udefra i pilleform. Det kender jeg fra mig selv og fra de mennesker, jeg har arbejdet med.

Af og til er det slet ikke muligt at finde forankringen i sig selv – uroen og angsten er for stor – og så kan den psykomotoriske terapeut træde til: Psykologerne taler om at være ”det vikarierende håb”, den psykomotorisk terapeut kan være det ”vikarierende anker”, der med sin tilstedeværelse, berøring eller guidning hjælper til, støtter og holder fast, indtil det igen bliver muligt at finde ankeret i sin egen krop.

Jeg ville ønske, det blev mere almindeligt, at studerende med eksamensangst og stress lærte at finde ro på denne måde fremfor at bruge medicin. Det ønske tror jeg ikke, jeg er den eneste, der har.

God weekend!

Ditte-Marie Post, formand for DAP

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN