12. marts 2021
Det er ugens sidste dag, og før jeg lukker ned, er der endnu et møde i Sundhedskartellets forhandlingsudvalg, hvor jeg er med som formand for DAP.
I over halvandet år har overenskomstforhandlingerne fyldt godt op i mine arbejdsopgaver, og vi er ikke helt færdige endnu. Det har været et interessant og intenst forløb, og det har været første gang for mig som formand. Jeg har heldigvis fået god hjælp af sekretariatets leder, for der er meget at sætte sig ind i og forstå.
Overenskomstforhandlingerne er noget af det væsentligste, som vi er med i som fagforening, og jeg kan næsten ikke forestille mig, hvordan det har været i foreningen og faggruppen i løbet af 1980’erne og 1990’erne, hvor vi først fik dagpengeret, så SU, og siden en offentlig overenskomst og blev medlem af Sundhedskartellet. Det har været stort. At få en plads i ”systemet” er en anerkendelse af faget og af, at der altså er nogen, der arbejder rundt omkring, som skal aflønnes og have ordentlige arbejdsforhold.
Men en overenskomst er ikke noget, man ”får”. Det er et resultat et forberedende arbejde, diskussioner, analyser, dialog og i sidste ende forhandlinger, der går frem og tilbage – også i de sene nattetimer. Som i alle forhandlinger giver man noget, og man får noget, og samtidig er der en verden udenfor forhandlingslokalet, der sætter rammerne for det, der kan forhandles om.
I disse dage bliver overenskomstresultaterne forelagt de faglige organisationer. I DAP er det hovedbestyrelsen, der på medlemmernes vegne diskuteres og godkender overenskomstresultatet, før alle organisationerne samlet offentliggør deres holdninger til resultatet d. 25. marts.
Med generelle lønstigninger i den næste overenskomstperiode, der efter alle skøn kommer til at ligge en smule over prisudviklingen (hvor meget, man kan købe for sin løn), små, men dog tilstedeværende, lige- og lavtlønspuljer og midler til de enkelte organisationer i kommuner og regioner, er overenskomsten, givet samfundets situation, en fornuftig aftale, og jeg har da også anbefalet hovedbestyrelsen at sige ja.
Det er svært at undervurdere værdien af en overenskomst. I Danske psykomotoriske Terapeuter er vi et stigende antal medlemmer, der bliver offentligt ansat, eller som ønsker sig at blive det. Jeg har selv været offentligt ansat i 12 år, og jeg ved, hvor vigtigt det pludselig kan blive, hvad der står i overenskomsten om løntrin, tillæg og mulighederne for individuel lønforhandling. Overenskomsten lægger et niveau, hvor vi som psykomotoriske terapeuter går ind i de offentlige ansættelser på samme niveau, som de andre professionsbachelorer. Overenskomsten er en fast aftale, den basis for løn og arbejdsforhold, som en psykomotorisk terapeut simpelthen bare skal ansættes under, når man bliver ansat med professionsbetegnelse. Og det gælder alle – også dem, der ikke er medlemmer af DAP. Det skal vi bare, det er aftalen, man må simpelthen ikke gå under. Ved slutningen af dette overenskomstforløb er jeg stolt over at være en del af en forhandlingsmodel, der også giver os, som lille faggruppe, en plads ved bordet i Sundhedskartellets forhandlingsudvalg, og dermed en stemme, også når ”de store” snakker, forhandler og skal bestemme. Det er en plads, jeg vil fylde op efter bedste evne, med hovedbestyrelse, sekretariat og medlemmerne i ryggen.
Men nu glæder jeg mig alligevel til snart at lægge benene op, indtil vi skal i gang igen, der er jo også noget, der hedder OK24….
God weekend! Vi tales ved!
Ditte-Marie Post, formand for DAP
