Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Fredagshilsen fra formanden: ”Man kan bare logge på…”

12. februar 2021

Endnu en uge er gået i vinterens sne, kulde og frost, der kan gøre det svært at tage sig sammen til at gå udenfor. DAP’s sekretariat, inklusive mig selv, arbejder fortsat hjemmefra, hver for sig, og der er sådan set nok at lave. For en uge siden blev der på overenskomstfronten landet en aftale for det statslige område, der vil komme til at sætte tonen for de regionale og kommunale forhandlinger, der fortsat kører på fuldt tryk. Der er møder på politisk og administrativt plan, og vi formænd i Sundhedskartellet står stand by, hvis der skal blive brug for ekstra møder med forhandlingsdelegationen – en mindre gruppe, der sidder ved selve forhandlingsbordet. Vi skal afklare internt, hvad vi mener, og hvad delegationen skal gives mandat til at sige. Det er lidt mærkeligt at gøre det online, men på den anden side, kan man jo gøre det hjemmefra, for man skal bare logge på…

I går, torsdag, afholdt jeg medlemsmøde nummer to, et åbent dialogmøde primært for medlemmer, der er ansat på offentlige og private arbejdspladser. Det er en af de gode ting, som vi har lært at bruge i denne tid – for man skal jo bare logge på – og så kan man tale sammen fra København, Randers, Aarhus og andre steder – på samme tid. Mødet, der var uden nogen forudbestemt dagsorden, udviklede sig til en spændende dialog mellem ”ældre” psykomotoriske terapeuter og nyuddannede. Vi talte om alt det, der er sket på bare femten år i forhold til kendskabet til psykomotoriske terapeuter og, ikke mindst, de drømme og forventninger, som en nyuddannet PMT i dag kan have til sit fremtidige arbejdsliv. Der er sket noget, det er ikke så svært at finde et spændende og relevant job som psykomotorisk terapeut, og der er flere og flere arbejdspladser, der kender os, og ved, hvad vi kan bidrage med. Mange dimittender finder ret hurtigt job indenfor børneområdet, ældreområdet, psykiatrien og meget mere. Sådan var det ikke i 2008, da jeg selv blev ansat i psykiatrien.

Nu går jeg og glæder mig til, at det digitale arkiv over foreningens medlemsblade fra 1978 og til nu får luft under vingerne. Så vil man kunne læse og sammenligne dengang og nu, og blive klogere på, hvor vi har været, hvor vi er på vej hen, og hvordan vejen blev formet dertil.

God weekend!

Ditte-Marie Post, formand for Danske Psykomotoriske Terapeuter

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN