Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Fredagshilsen fra formanden: I dag er det mændenes dag!

19. november 2021

I dag er det mændenes dag – 19.11 – Mændenes internationale kampdag, faktisk, ligesom den kvinderne har d. 8.3. Den er blevet afholdt siden 1999 med et fokus på at fejre de positive mandlige rollemodeller, at fejre mænds positive bidrag til samfundet og i øvrigt at fokusere på ting som for eksempel mænds sundhed.

Ovenstående fandt jeg ud af ved at slå det op på nettet, og det er måske lidt flovt, at jeg ikke vidste noget om det før. De psykomotoriske terapeuter er en faggruppe, hvor der er flest kvinder, og med dette i mente er der selvfølgelig ikke noget at sige til, at den seneste tids megen tale om lønkommission og tjenestemandsreform er foregået fra et kvinde-køns-perspektiv.

Men. Selvfølgelig: Der er også mænd i vores faggruppe, 50 % af befolkningen er mænd, vi underviser mænd, har mandlige klienter og så videre og så videre. Så emner som mænds sundhed, og kønsroller – også mændenes – og senest spørgsmålet om mænds barsel er også aktuelle for os psykomotoriske terapeuter.

I en ideel fremtid ville det være fantastisk, hvis man i en fagpolitisk kontekst blot kunne sige ”fag” og ikke ”mande-” eller ”kvindefag”, og at man, for eksempel, kunne se forbedrede barselsregler som noget, der ikke blev taget fra det ene køn og givet til det andet, men som noget, der blev givet til et forældrepar. Meget er sket på dette felt allerede, men spørgsmål om kønsforskelle popper hele tiden op, og vi må tale os frem til gode, relevante og tidssvarende løsninger.

Således også på den kernefaglige front, hvor der er kommet fokus på mænds sundhed: Der er noget, der gør, at mænds sundhed på nogle områder er dårligere end kvinders. Nogle tager sig mindre af kroppens signaler og går sjældnere til læge. Hvorfor det? Der kan vi alle, mandlige som kvindelige psykomotoriske terapeuter, have en opgave i at støtte kropsbevidsthed og opmærksomhed på, hvad kroppen og psyken kan fortælle os.

Det kan være svært at se et fremtidigt, mere ”køns-blindt” samfund for sig, for selv om man ikke vil forskelsbehandle, dukker forskellene op, og dem må man jo forholde sig til. Om ikke andet så ved at øve sig i at tale om tingene.

Der er vigtige ting og kampe i horisonten – også for den mandlige del af befolkningen. Dejligt at der også er en kampdag! Glædelig 19. november.

God weekend!

Ditte-Marie Post

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN