Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Fredagshilsen fra formanden: Glædelig fredag til alle!

12. november 2021

Ugen bød, blandt andet, på to ”remindere” om ting, som har optaget os en del de sidste mange måneder.

Først var der et pressemøde mandag aften, som jeg tror, en meget stor del af befolkningen så. Den virus, som vi alle har brugt de sidste mere end 20 måneder på at holde i ave, rør igen på sig i så høj grad, at noget har måttet gøres. Så fra i dag, fredag, tager vi igen coronapasset frem, når vi skal ud af hjemmet og ind forskellige steder. Og så skal vi nok også vænne os til at blive testet igen på trods af vaccinen – bare for at være sikker.

Som nok de fleste krydser jeg alle de fingre, jeg kan, for, at det skal gå godt for os alle sammen. Denne vinters nedlukninger og begrænsninger var en svær periode, og psykomotoriske terapeuter, primært selvstændige behandlere og aftenskoleundervisere, kunne ikke arbejde. Der skal vi ikke hen igen, puha, så jeg håber, at vi alle kan være med til at få tallene til at gå den rigtige vej – igen.

En anden reminder, af en helt anden karakter, var, at jeg blev orienteret om, at onsdag den 10. november, var den officielle europæiske ”Equal Pay Day”. Det var jo ikke fordi, der var den store opmærksomhed på dette i medierne, men det mindede mig om, at spørgsmålet om ligeløn fortsat er aktuelt, og noget, vi også fra DAP’s side skal følge med i: Den lovede lønstrukturkomité er sat, kommissoriet skrevet, og det forlyder, at møderne er begyndt. Så må vi se…

Jeg glæder mig til at se nogle af jer til årsmødet om en god uge!

God weekend!

Ditte-Marie Post, formand for DAP

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN