3. december 2021
Første fredag i december, efter en uge med en intens følgen med i nyhederne. Sneen er faldet i store dele af landet, og får os til at søge indenfor og at søge sammen, i familier og vennekredse. Nyhedsstrømmen er domineret af bevægelserne i en pandemi, der så sandelig ikke har sluppet grebet om os alle endnu.
For de psykomotoriske terapeuters vedkommende er jeg glad for, at de retningslinjer, vi nu igen skal følge, ikke har den store indflydelse på vores arbejde: Der skal vises Coronapas, ja, og det skal vi bede vores klienter om. Og så skal vi være opmærksomme på hygiejnen, spritte hænder og bruge mundbind nogle steder. Men ikke mere. Og jeg håber, som så mange andre, at det kan blive ved det. Vi har brug for hinanden, for at kunne være sammen, både privat og på arbejde, på et arbejdsmarked, der gennem hele denne tid har haft god brug for de psykomotoriske terapeuter. Og jeg krydser fingre for, at underviserne og de selvstændigt praktiserende gennem det, vi i samfundets fællesskab bliver bedt om at gøre, også fortsat kan blive ved med at arbejde. Vi er heldigvis på mange, mange måder et helt andet sted, end vi var sidste år. Det kan vi takke vaccinerne for.
December måned, og for mig denne arbejdsuge, bringer tanker om fællesskab: i mit arbejde som formand både fællesskabet indadtil i faggruppen – årsmødet og denne uges online workshop om indholdet i foreningens brandingprojekt, sekretariatets arbejde, medlemskontakter og et møde i uddannelsesudvalget for psykomotorikuddannelsen i Hillerød. Og udadtil: mange kontakter til samarbejdspartnere i andre organisationer, hovedorganisationer og (potentielle) arbejdsgivere. Det er rart at være i fællesskaber, det er rart og meningsfyldt at gøre noget for og i fællesskaber. Men fællesskaber er også krævende – man har ikke absolut frihed til alt, hvis man vil indgå i et fællesskab. Her går det fælles, kompromisset, foran de individuelle interesser. Det er en evig snak, forhandling, forsøg på forståelse og etablering af relationer. Dette gælder såvel i privaten – hvad skal vi spise juleaften, og hvem vil vi være sammen med – som på arbejdet, i kontakt med klienter, kolleger og foresatte. I denne tid håber jeg, at vi sammen kan stå tiden igennem og bidrage til den fælles vej mod at komme ud på den anden side af corona. Jeg håber, det går, som det skal, med de restriktioner, der er indført, med opgraderingen af vaccineindsatsen, med udviklingen i pandemien, så vi kan holde en dejlig jul sammen med vores kære, og at vi, i de psykomotorisk terapeuters faglige fællesskab, kan starte det nye år et endnu bedre sted end for et år siden.
God snefyldt weekend
Ditte-Marie Post, formand for DAP
