7. maj 2021

For godt et år siden skrev jeg en hilsen her på Facebook om begrebet ”disruption” – at der, som nu, er tider, hvor der sker nogle helt uventede, anderledes ting, hvor det bliver muligt og nødvendigt at gøre tingene på en anden måde. Det er en lektion, vi alle nok har fået én gang til med vinterens nedlukning og nu igen forsigtige og til tider frustrerende skridt mod en genoplukning af samfundet og vores arbejde.

Som alle andre håber jeg, det går, og vi er heldigvis et helt andet sted nu – med vacciner, behandling og de ting, man må konstatere, at vi er blevet vant til: Når jeg tager bussen eller S-toget har jeg mundbind på, jeg spritter af, vasker fingre, tænker over afstand til andre, og jeg må fortsat acceptere, at der er ting, der ikke helt kan lade sig gøre, endnu.

Ud over at vænne sig til en ny normalitet, er der en række ting, vi har lært, tænker jeg:

Et fransk udtryk for eksempel – ”force majeure” – som betyder, at der er ting, der er større end os, der er ting, som vi bare ikke kan gøre noget ved. En virus som Corona er ligeglad med, hvem du er, vi kan alle blive smittede, og nogle af os bliver rigtig syge. Vi kan kun tage forholdsregler og passe på hinanden.

Fra et psykomotorisk-fagligt synspunkt har lockdown, isolation og afstand åbnet en ny dimension af konsekvenser i form af ensomhed, tristhed, angst og længsel efter samvær, som er relevant for endnu flere end før. Man skal ikke læse meget i medierne for at se, at det optager rigtig mange rundt omkring, både børn, voksne, skolelærere, pædagoger og også dem, der sidder og bestemmer. Det, der sker mellem mennesker, socialt, psykisk, verbalt og nonverbalt, når vi taler, danser, berører og bliver berørt, er noget, vi har brug for, det nærer os, og vi mangler det, når det ikke er muligt. Det ved vi som psykomotoriske terapeuter, vi kan se det, vi kan tale om det, og når det er muligt, har vi værktøjer til at hjælpe.

De økonomiske konsekvenser af krisen er blandede, og forskellene i, hvordan man som psykomotorisk terapeut tjener sine penge, er blevet meget tydelige: Som selvstændig har det været svært, og det er det fortsat. Man har måttet aflyse eller er blevet aflyst, har skullet lukke ned og finde andre veje. De offentligt ansatte har ikke mærket så meget til det, tværtimod bliver der fortsat ansat psykomotoriske terapeuter rundt omkring.

Det er svært at se frem. Jeg håber, som nok de fleste, at vi fortsat kan lukke op, at vaccinerne gør det, de skal, og at de, der har det økonomisk svært, kommer på fode igen.

Vi vil i DAP meget gerne høre fra de medlemmer, der har selvstændig virksomhed, og vi inviterer derfor til endnu et åbent online medlemsmøde d. 2. juni kl. 16.30. Der vil også blive udsendt invitation og link til mødet på mail.

Vi håber, mange af jer vil logge på og få en snak med mig om, hvordan det går nu, og hvad der i den forbindelse kunne være brug for fra DAP’s side.

God weekend!

Ditte-Marie Post, formand for Danske Psykomotoriske Terapeuter