Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Fredagshilsen fra formanden: kæmpestort tillykke til de nye dimittender fra KP og VIA

29. januar 2021

Sidste uge i januar byder hvert år på en dejlig anledning til at ønske to nye hold af dugfriske psykomotoriske terapeuter fra Randers og Hillerød velkommen til os andre. Kæmpe tillykke til alle her fra jeres fagforening, Danske Psykomotoriske Terapeuter.

Jeg tror, jeg deler følelsen med de fleste, der blev uddannet i sidste omgang, sidste år, eller for snart mange år siden. Jeg selv var turen igennem for 14 år siden (tiden går). Vi smiler alle med, glædes og tørrer panden, når vi mindes, hvordan det var at skrive den afsluttende opgave, gå til eksamen og komme ud på den anden side som nyuddannet – og hvad vil fremtiden så bringe?

Som psykomotoriske terapeuter har I og vi et fag, der kan bruges i mange sammenhænge, mange steder og med mange forskellige målgrupper. Jeg har fået lejlighed til at bladre i et katalog over bacheloropgaver fra Psykomotorikuddannelsen i Hillerød og er imponeret over de mange forskellige vinkler og områder i psykomotorikken, som de studerende har benyttet lejligheden til at udforske, det tegner godt for fremtiden. Hvor finder I mon arbejde? Kommer der projekter, materialer og formidling til os andre? Og får vi i DAP mon lejlighed til at høre mere om, hvordan det kommer til at gå jer?

Som verden ser ud lige nu, giver det anledning til at løfte hatten endnu en gang, for januars dimissioner er for begge uddannelsers vedkommende foregået på Zoom, fordi vi lige nu ikke kan være sammen i større grupper. Det sidste snart et år er foregået på helt andre vilkår, og jeg ved, at også uddannelserne har arbejdet hårdt for at sikre de studerendes indlæring, selv om det har måttet foregå online, i små grupper, individuelt og bevæbnet med mundbind og håndsprit. Årgang 2021 er noget specielt, og stor ros til jer, der har kunnet gøre det alligevel.

Vi ses derude, alle I ”nye”, og så os andre – på en kold januardag er det rart at kunne afslutte ugen på denne måde.

Vi tales ved!

Ditte-Marie Post

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN