Dette indlæg blev bragt på A4-overenskomst den 17. maj 2021
MANGE RUNDT OMKRING i Danmark følger lige nu intensivt med, mens Dansk Sygeplejeråd og Regionerne prøver at få en ny overenskomst på plads, inden Dansk Sygeplejeråd går i strejke. Det er en værdig sag, når sygeplejerskerne kæmper for højere lønninger, men hvis Christiansborg ikke byder ind, bliver intet problem løst.
Det SKAL dog løses! Vores medlemmer er trætte af at få lavere løn end andre offentligt ansatte i traditionelle ”mandefag”; pædagogerne er trætte af det, SOSU’en og bioanalytikeren er trætte af det. Når vi stemte ja til overenskomsten, var det, fordi vi ikke kunne se en bedre løsning ved det forhandlingsbord, ganske enkelt fordi kommunerne og regionerne ikke havde flere penge.
MEN VI VIL NOGET ANDET. Vi vil have ændret systemet, og det bliver det kun, hvis staten bliver involveret i en trepartsforhandling. Det er måden, vi får ændret, at vores lønniveau er bestemt efter ideen om, at kvinder ikke behøver tjene lige så meget som mænd. For det var ideen bag de eksisterende lønniveauer i det offentlige, da de blev indført i 1969. Mandens indtægt blev set som det, familien skulle overleve på, og så kunne kvindens indtægt være et beskedent tilskud til husholdningen. Institut for Menneskerettigheder har for nyligt udgivet en rapport, der viser, at disse forskelle i lønnen ikke har ændret sig grundlæggende siden Tjenestemandsreformen, som loven fra 1969 hedder.
Og lige for at få det på det rene: Rapporten viser også, at politikerne har været fuldt bevidst om denne lønforskel, alligevel er der ikke et politisk flertal, der de sidste 50 år har gjort noget ved den ulighed. Selvom det, da reformen blev vedtaget, var meningen, at lønniveauerne skulle revurderes.
Man kan med rette også vende anklagen mod os fagforeninger og spørge, om vi har været gode nok, og svaret er nok ikke altid ja. Men når vi forhandler offentlige overenskomster, så gør vi det med de offentlige arbejdsgivere, og i teorien bliver lønniveauet bestemt her, men der er bare det, at de offentlige arbejdsgivere ikke selv bestemmer deres råderum. Hvor mange penge, der er til lønstigninger i det offentlige, bliver også bestemt inde på borgen og ikke kun ude i kommunerne og regionerne.
Hvis vi skal være helt ærlige, så tror vi på, at de fleste kommunal- og regionsrådspolitikere hellere end gerne ville sætte lønnen op, men det er en beslutning, der skal tages på Christiansborg, i statsministeriet og i de inderste kamre hos Socialdemokratiet.
DET ER ALTSÅ IKKE ved overenskomstforhandlingerne, vi får rettet op på denne historiske uretfærdighed, det er ved en trepartsforhandling med staten, hvor vi kan have en reel forhandling om, hvad vi skal have i løn, og hvor vi alle forhåbentligt kan blive enige om, at vores køn ikke har noget som helst med det at gøre.
Så vi står ikke med røde faner foran forligsinstitutionen lige nu, fordi vi ikke tror, løsningen findes der. Men vi er klar til at stå skulder ved skulder sammen med alle fagforeningerne igen for at påbegynde de trepartsforhandlinger, der endeligt kan sikre lige løn for lige arbejde.
